Illusionen om det bedre liv i provinsen
De ukrainske black metal-eksperimentalister har denne gang ladet sig betage af Siddhartas klassiske lidelsesberetning, akkompagneret af saxofoner og blastbeats.
2. Salt Paradise
3. Phoenix
4. Silence Circles
5. Echoes in Eternity
6. Chronus
7. False Light
8.Downfall
Allerede da 2016s 'Futility Report' kom ud buldrede jungletrommerne om White Wards alternative tilgang til black metal-genren. En tendens, der fortsatte på den ambitiøse, mere varierede efterfølger fra 2019, 'Love Exchange Failure', som fører os frem til den plade, vi sidder med for hånden her i 2022.
Over 66 minutter kommer vi omkring lidt af hvert fra alt, der i dag ligger under scopet af den form for black metal, man smider post-tagget foran, til jazzede konstruktioner og dunkle, melodiske konturer. White Ward fastholder deres søgende og løftige bidrag til metal-scenen med deres uden tvivl mest ambitiøse og vidtfavnende værk til dato, så black metal-puristerne ved med det samme, at de er kommet på afveje.
At krydre black metal, eller blackgaze om du vil, med saxofon og jazz-elementer er et fint billede på scenens udvikling i disse år, hvor mange bryder op med de normative instrumenteringer. Her kunne man fx nævne Rivers of Nihil eller Ne Obliviscaris i lidt andre afkroge af ekstremmetalspektret, hvor White Ward dog har en mere atmosfærisk tilgang, som vi hører fra starten af den 13 minutter lange 'Leviathan', der åbner pladen. En glimrende introduktion til 'False Light' med blastbeats og en lækkert indfølt saxofon-solo som slibrig afveksling fra guitarens dominans. Halvvejs inde brudt op af en tilbagelænet jazz-sektion, før nummeret igen eskallerer mod enden, og en af pladens lækreste solo-sekvenser 10 minutter inde.
Modigt fører den os over i den akustiske, sørgmodige 'Salt Paradise', hvor en dyb stemme messer om at søge fra sted til sted uden at finde det, man søger – med titlen som metafor på at drikke mere og mere vand, men kun blive mere og mere tørstig, fordi det eneste vand til rådighed er saltvand. Selvom den stikker lidt ud, ikke mindst i dens simplicitet, passer den alligevel godt ind som del af pladens kompositoriske og ambitiøse helhed.
Læser man teksterne for sig selv, får man historien om et stresset storbymenneske, der søger væk fra kaos og ud mod provinsen for at få mere styr på tilværelsen, kun for at indse, at roen først og fremmest kommer indefra, og ikke blot fra de ydre omgivelser. En fortælling inspireret af den ukrainske forfatter Mykhailo Kotsubinskys roman 'Intermezzo' om netop denne higen efter roen i udkantsområderne, sammen med Siddhartas beretning om Buddhas beskyttede tilværelse på paladset, før han fandt vej mod sin mening med tilværelsen i mødet med døden og den ubeskyttede verden. Referencer flyver ind fra højre og venstre i tekstuniverset, og kan på forunderlig vis stå på egne ben, selvom den overvejende hæse levering på plade ikke er forståelig uden teksterne foran sig.
'Phoenix' fortsætter lidt ad samme spor som åbneren, overvejende med blackgazen som det bærende element, afbrudt af en lille jazzet intermezzo halvvejs inde. Et lettere svenskerschwungende groove sniger sig ind til sidst, hvor to sangere akkompagnerer hinanden op til det afrundende peak, inden synths som taget ud af 'Drive'-soundtracket og et messende speakover om verdens forfald følger sangen til dørs. Efter den følger pladens måske mest progressive indspark, 'Silence Circles', der konstant søger nye veje i sin vekslen mellem synths, saxofon, growls og hypermelodiske guitarsoli. En sang, der særligt demonstrerer Yevhenii Karamushkos øre for at skabe den dynamik, som bærer numrene frem, bag trommesættet med både sans for det simplistisk tunge, det swing-jazzede og det kompromisløst aggressive.
Som en instrumental interlude er der noget lækkert, forstyrret over de noir-tunge synths på 'Echoes in Eternity', inden 'Cronus' åbner med ren vokal, før den eksploderer over i nogen af pladens bedste riffs i lidt mere komprimeret form, hvor den med blot seks minutters spilletid fungerer som en oplagt introduktion til bandet for dem, der helst vil høre dem gå lidt mere til stålet uden alt for meget småjazzet flimmer.
Det næsten kvarter-lange titelnummer byder på nogenlunde samme grundstrukturer og kvaliteter som 'Leviathan', der åbnede pladen, omend lidt svedigere blæs på saxen og en fin, afmålt brug af den rene vokal i sangens afrundende, katarsiske fase, før stemningsbilleder af kirkeorgel og munkestemmer fører os over i de drømmende synths på den lidt overflødige, men trods alt som en del af helheden ganske stemningsinducerende, lukker, 'Downfall'.
I kombinationen af det post-blackede/blackgazede og de jazzede indfald, med både akustiske guitarer, rene vokaler og kirkeorgel som ekstra krydderi på toppen, er White Ward en stor mundfuld at indtage de første par lyt – ikke mindst, fordi det kræver lidt af lytteren i forvejen at holde sig fokuseret på samme plade i over en time. Det forklarer til dels også, hvorfor denne anmeldelse har taget ekstra tid i tilblivelsen, men som det er med visse plader, så er det i gentagelsen og fordybelsen, at de sande kvaliteter vinder indpas, og derfor også her hvor 'False Light' for alvor gør en forskel. Produktionen får det hele til at gå op i en højere enhed, og det virker ligefrem naturligt, når fx en solo eksekveres som en udveksling mellem guitaren og saxofonen i sidste halvdel af 'Leviathan'.
Det lader gudskelov ikke til, at White Ward er slået ud af de omkringværende omstændigheder i hjemlandet, og går alt vel får vi dem også at se både på Roadburn og Brutal Assault næste år. Fortsætter de med samme fremsynede tilgang til, hvad der kan flettes ind under White Ward-paraplyen, skal de forhåbentlig nok definere sig selv bredere i folkets bevidsthed, end hvad tilfældet er nu – også selvom saxofon, jazz og 13 minutter lange konstruktioner kan være en stor hurdle at knække ved første øjekast.
'False Light' er, i mødet mellem lyriske ambitioner, konceptuelle vingefang og musikalske spændevidde, unægtelig et kunstværk udover det sædvanlige i metallens verden, og bør hyldes som det samme.