De sidste dages firmafester
Genopstandne Zombi opgiver at indgyde håb og skaber i stedet et fortættet og håbløst soundtrack til mellemtiden.
2. Chant
3. Liquid Crystal
4. Turning Points
5. Black Forest
Da Zombi sidste år vendte tilbage efter fem års pause, var det med løftede revolvere og fuldkommen retningsløs gejst: ‘2020’ strittede i alle retninger og ville tilsyneladende en hel masse uden at have viljen til at følge op på sine spredte idéer.
Til sammenligning er ‘Liquid Crystal’ en langt mere sammenhængende og betydeligt mere nedtonet udgivelse. Der er ikke noget ståhej, der er intet heroisk over slow burners som singleforløberen ‘Mangler’, der åbner det korte album uden på nogen måde overhovedet rigtig at gøre det, titlen lover: Der er ikke noget, der bliver flået voldsomt i stykker her, der er en dyster, nervepirrende stemning, der bygger op til et vist punkt og så lukker sig om sig selv uforløst.
Den formel følger ‘Liquid Crystal’ i det hele taget: Sangene fremstår som antydninger, skitser nærmest, der lige nøjagtig får lov at spille sig selv igennem uden at puste sig selv op til noget større, end de er. Der bliver ikke brilleret med hverken guitarsoli eller komplekse rytmer: Denne gange handler det om at fremmane stemninger og holde dem i et fast greb for en stund, inden de igen opløses; krystallisere massen for en stund, inden den flyder videre, kunne man sågar sige.
Netop det med at gøre mere væsen ud af sig selv, end der kompositorisk var belæg for, var det helt store problem på ‘2020’: At hvor Zombi på sine tidligere udgivelser havde haft en større, samlet vision for albummet som helhed og havde ladet de enkelte sange bidrage til den helhed og spille sig ind i hinanden, var duoen nu tilsyneladende tilfredse med at antyde et tema, men for bornerte til at følge epikken til dørs.
‘Liquid Crystal’ er på samme måde fragmenteret, men denne gang passer grundelementerne, de fem kortere sange, bedre i den helhed, ‘Liquid Crystal’ udgør: Det uforløste bliver en pointe, det rugende et tidens tegn. Det er en mellemspillets plade, et dystert varsel om den ugidelighed, der sænker sig over os alle, mens vi lukker os inde og har nok i det.
Musikalsk sker der ikke meget på ‘Liquid Crystal’: Hvor Zombi tidligere gerne skulle prøve alt af og ufortrødent læsse på af skamløsheder, helteguitar, cheesy synth og utællelige rytmemønstre indenfor hvert nummer, karakteriseres denne seneste plade bedst ved hovedstykket ‘Turning Points’, der er en ti minutter messen over, hvordan man giver fortabt, men trods alt gør det smukkest muligt.
På ‘Liquid Crystal’ er fokus altså på at skabe en stemning og så fortætte den mest muligt over en halv time. Som værk, som album, er det ikke vanvittig imponerende, specielt ikke med Zombis tidligere udgivelser før pausen in mente. Men hørt for sig selv er det faktisk en ret så smuk, opgivende stemning, de effektivt får fremmanet på pladen med trommer, synthesizer og guitar, hvor der er brug for det. Bevares, den afsluttende ‘Black Forest’ er skamløst oppulent, men det har man også brug for efter at have siddet og mærket sig selv affinde sig med håbløsheden over de tidligere sange. Zombi får alligevel opbygget noget, der giver en form for håb om, at vi engang igen vil smøge ærmerne op på den lyse hørblazer og drikke farvede drinks sammen med mennesker med skingre stemmer.
Det vil være akkurat så ildevarslende, som ‘Liquid Crystal’ er. Deri ligger dens force: Den er et varsel om de sidste dages firmafester og det forfald, de varsler.