10 hurtige - Christian Vest Berntsen

Ilter Festival 2024 er lige om hjørnet, og mens vi glæder os til Danmarks måske bedste hardcore-arrangement, har vi smidt 10 hurtige efter en af festivalens bookere og bagmænd, Christian Vest Berntsen.

Christian Vest Berntsen har trådt sine musikersko som frontmand i The New Low og Last Mile, inden core-frontmanden blev teatertekniker. Kærligheden til musikken lever dog stadig i bedste velgående og udmønter sig bl.a. i hardcore- og punk-festivalen Ilter, der finder sted på Teater Momentum i Odense næste weekend.
Vi har stukket 10 hurtige til én af festivalens tre bookere og bagmænd.

Hvad er dit første minde om hardcore?
Da jeg var 10-12 år gammel, fik jeg Beastie Boys’ 'Ill Communication' i julegave af min storebror. Jeg kendte ikke rigtig til dem inden, men pladen, som i øvrigt stadig holder 1000% i dag, gjorde indtryk. Især når de smadrede igennem på 'Heart Attack Man', 'Tough Guy' og ikke mindst 'Sabotage'. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvilken baggrund Beastie Boys kom fra, og at det, de fyrede af her, udsprang af noget, der hed hardcore/punk. Men jeg kunne mærke, at det gjorde noget godt ved mig. I mine teenageår røg jeg med på numetal-bølgen, indtil jeg som sen-teenager ægte opdagede hardcoren, bl.a. i kraft af Fredericia Hardcore Festival, som den dag i dag stadig står som en stor inspiration, når vi laver Ilter Festival i Odense.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Det er umuligt for mig at udpege et enkelt band. Jeg kan godt lide at tænke, at min musiksmag er i konstant udvikling. Den dag i dag udgør hardcore eller anden hård musik måske kun 20% af den musik, jeg lytter til. Sådan var det ikke for 10-15 år siden. Men der er da bands, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Her kan nævnes Misfits, Poison The Well, Against Me!, Blacklisted og Have Heart, men også en helt masse andre.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jeg er ikke særlig fanboy-agtig, og jeg tror ikke rigtig på helte og idoler, men det kunne være sjovt med en aften på en bar med Nina Simone. Måske en bar med et piano i hjørnet. Nina var rimelig punk og vist nok også skrupskør, og samtidig en fuldstændig gudsbenådet pianist og ikke mindst sangerinde. Hun er en af de afdøde kunstnere, som jeg allerhelst gerne ville have oplevet.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Den er virkelig også svær, og spurgte du mig i morgen, fik du nok et andet svar, men jeg prøver med de 5 her, af forskellige grunde og ikke nødvendigvis i den rækkefølge:

Misfits – 'Walk Among Us': Min bror introducerede mig for Misfits på teenageværelset. Vi endte faktisk også med at lave et Misfits-tributeband, som mundede ud i min første koncert som sanger, hvilket blev min gateway til at blive optrædende på den danske hardcore-scene. 'Walk Among Us' er all hits.
Have Heart – 'Songs to Scream At the Sun': Den her plade ramte mig lige i hjertet, da den kom på gaden i 2008. Genial sangskrivning, kæmpe nerve og følelserne uden på tøjet. Jeg var så heldig at opleve Have Heart to gange live dengang. Begge gange var helt geniale.
Pig Destroyer – 'Prowler In the Yard':Den her plade udkom i 2001, da jeg var 16 år gammel. Den stod rigtig meget på Slipknot, Korn og resten af nu-metallen for mit vedkommende på det tidspunkt, men en bekendt introducerede mig for 'Prowler In the Yard' (han havde sikkert mest købt skiven pga. bandnavnet og coveret). Grindcore var uudforsket land for mig, men den her skive blæste mig bagover. Måske først på grund af chok-effekten, men pladen er genial, og jeg vender stadig ofte tilbage til den.
Leonard Cohen – 'I’m Your Man': Jeg elsker Leonard Cohen. Han er i mine øjne en af de største poeter, vi har haft. Jeg kunne have valgt andre Cohen-albums, men 'I’m Your Man' er klart en af favoritterne med sin cremede, måske lidt ironiske 80’er-lyd.
The Strokes – 'Is This It': Det er ikke særlig sejt at kunne lide The Strokes. Slet ikke i punk/hardcore-kredse. Rigmandsdrenge, der spiller wannabe-punk. Jeg lyttede ikke til pladen dengang den udkom, men The Strokes er blevet et af de største bands for mig. I mine ører er de nogle af de dygtigste sangskrivere, og Julian Casablancas er en af mine yndlingsvokalister. Jeg kan virkelig godt lide alle deres plader, men 'Is This It' er nok hovedværket.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde? 
Èn af de bedste må være, da jeg så Have Heart på Cassiopeia i Berlin. Jeg tror, det var i 2009. Det er nok den mest autentiske og intense hardcore-koncert, jeg har oplevet. Et fuldstændig pakket spillested, hvor de helt sikkert havde lukket for mange mennesker ind. Kondensen dryppede fra loftet, konstante stagedives og singalongs. Have Heart var nok det band, jeg lyttede allermest til i den periode, så alt klappede perfekt i det øjeblik.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik? 
I kraft af mit arbejde som booker på Ilter Festival i Odense er jeg hele tiden på jagt efter nye, spændende bands. Jeg holder øje med forskellige webzines og podcasts som f.eks. Mathcore Index, No Echo o.s.v., men jeg er også Spotify-bruger, og deres uhyggelige algoritmer har da også af og til hjulpet mig til at opdage ny musik.

Hvilket band er din guilty pleasure? 
Her må jeg vende tilbage til The Strokes. Det er bare ikke et sejt band at lytte til! Haha.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som hardcorefan? 
Jeg gør ikke så meget for at skilte med, at jeg er ”hardcore-fan”, og jeg møder egentlig sjældent fordomme. Der er dog tit folk, der ikke er fra miljøet, som meget fordomsfuldt kalder Ilter for en metalfestival, og så må jeg forgæves prøve at forklare dem, hvad forskellen på hardcore og metal er, haha!

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i hardcoremiljøet? 
Den danske hardcore-scene har det godt. Der er virkelig mange dygtige og produktive bands herhjemme, som stikker i alle mulige retninger. Jeg er så heldig at have muligheden for at booke dem til vores festival. Ilter er altid en stor kærlighedsfest publikum og bands imellem. Vi er velsignet med det bedste publikum, og festivalen har udviklet sig til mere eller mindre det, vi havde drømt om, da vi startede

Hvorfor er du hardcorefan? 
Da jeg opdagede hardcore som sen-teenager vidste jeg, at jeg havde fundet mit kald både musikalsk og mindset-mæssigt. Lige meget hvor gammel jeg bliver, og hvor mange grene jeg bevæger mig ud af musikalsk, vil hardcorens nerve og DIY-mentalitet altid være en grundsten i mig.