Doomede skyts og syrede tågeslør
Umiddelbart lignede det et umage match, men Early Moods’ tunge doom og Mondo Drags svævende psych-rock fandt fælles fodslag i en aften, der både slog hårdt og drømte stort.
En lettere spøjs kobling på papiret. Jovist er de begge fra Californien, men udover det er Mondo Drags progressive psych-eskapader og de mere “Candlemass-møder-Pentagram”-doomede toner fra Early Moods umiddelbart svære at se for sig under samme tag. Og så, skal det vise sig, alligevel ikke helt …
‘Ready for the Grave’ lyder titlen på det aktuelle, tredje udspil fra Early Moods, og titlen er for så vidt meget sigende for, hvad de er for en størrelse. Der er næppe nogen af de fem, der var født, da ‘Nightfall’ udkom, men den indledende ‘A Sinner’s Past’ lyder, som om de har fået Candlemass ind med modermælken, og tilmed med en hårpragt á la Messiah Marcolin fra deres energiske frontmand Alberto Alcaraz. En massiv, mere rå doom-lyd de får her på Stengade i dag, hvor især Elix Felicianos bas træder svulstigt igennem. Instrumenteringen er så høj, at Alcaraz indimellem kæmper med at overdøve bandet, selvom det bestemt ikke ser ud til, at han sparer på kræfterne, men det slår nu ingen synderlige skår i glæden.
Deres største hage er, at de smager lige lovligt meget af one-trick-pony i længden, men i det mindste er det en fortræffeligt hårdtslående udgave af denne pony. Riffsektionerne i ‘Walpurgis’ slår som noget af det hårdeste i sættet, mens ‘Thy Eternal Grief’ omvendt viser dem fra deres mere gloomy, heavy-rockede side, med mere rum til at ånde … og det er et sted derimellem, at Early Moods bevæger sig hele den lille time, de får til rådighed. Når vel at mærke Alcaraz ikke peptalker publikum imellem numrene om at ryge tjald, eller forlader scenen som det sidste med sætningen “Let’s get high, dude!” – ja ok, det er trods alt lille onsdag …
Det røgede skær kan Mondo Drag bestemt heller ikke afskrive sig. Et band, jeg først opdagede på deres fremragende, seneste værk, 2023's ‘Through the Hourglass’, som jeg dengang sidestillede med Pink Floyds hypnotisk jammende live-lyd anno 70-71. Et indtryk, de bestemt også efterlader os med her i dag, hvor især John Gaminos væld af keys, med alt fra klingende glissando til de brede lydtæpper, giver det organiske, ekstra pift til helheden. ‘Burning Daylight Pt. 2’ går lige i bentøjet i de næsten arabiske toneregistre, som guitaren og Moogen finder hinanden i outroen, mens nogen af de ældre indslag får et mere heavy rocket fundament i live-settingen.
Det er dog ofte i de mere vævende afkroge, at de fungerer bedst – ikke mindst i deres velsagtens bedste nummer, ‘Passages’, hvor hvert et anslag fra bassen, hvert et lick fra guitar, hver en effekt på keyboardet er sirligt skåret og fører tankerne langt ud ad drømmende afveje. Ikke underligt, at Blood Incantation trækker på John Gaminos key-skills i deres live-besætning, så meget som han flasher i aften … og er det i øvrigt egentlig ikke en godt fordækt Paul Riedl (Blood Incantation-sanger), der står ved siden af mig med sin cap godt ned om hovedet til at skjule den manglende hårpragt?
Under alle omstændigheder en smuk afrunding på aftenen, med hele ‘Through the Hourglass’ på sætlisten, men også med rum til at kradse lidt hårdere i filten undervejs, så koblingen til tourmakkerne fra Early Moods står lige dét skarpere – og med den Deep Purple-smagende ‘Zephyr’ som ekstranummer kan vi også forlade Stengade med et kontant, hammond-rocket pust, før tirsdagen går på hæld.
Hvem har dog sagt, at man skal lade sådanne herlige koncertoplevelser gå ram forbi, bare fordi det er en tirsdag aften?