Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 Hurtige: Andrew Thomas Davidson

Updated
andrew

Puke Wolf har spillet under Limfjordsbroen, delt scene med Omsorg, Regarding Ambiguity og Demersal og lægger an til ny plade i 2022. Vi har stukket trommeslager Andrew Thomas Davidson vores 10 hurtige.

Kunstner
Fotograf
Lasse Ribergård
Forfatter

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg var inde og se the Matrix med mine fætre, og filmen slutter - som vi alle ved - med Rage Against the Machines ‘Wake Up’. Jeg var blæst væk. Og jeg husker min ene fætter siger “Fedt, de spiller Rage Against the Machine”, og jeg tænker at det virkelig er et passende bandnavn til The Matrix. Efterfølgende tager vi hjem til mine fætre, der spiller hele den selvbetitlede for mig, og jeg er helt solgt. Et år senere spiller jeg ‘Wake Up’ til et musikskolearrangement i et til begivenheden sammensat band; vi havde kun øvet én gang, og vi skippede hele slutningen på nummeret, fordi det er et lidt underligt stykke. Da vi blev introduceret stod jeg op bag trommesættet med løftet næve, for det havde jeg set, at Rage Against the Machine også gjorde.

Hvad er dit favoritband gennem tiderne?
Tool har hængt ved virkelig længe efterhånden.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Mike Patton. Det er ikke øl, vi drikker, men nok nærmere en ristretto, og hvis det er varmt, så får vi måske en affogato. Jeg forestiller mig, at hvis kaffen ikke er god nok, så bliver Patton til Angelo Badalamentis rolle i Mullholland Drive. Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg skal snakke med Patton om, jeg bliver helt sikkert for star struck. Jeg har været SÅ tæt på at møde ham engang, men han var lige gået for at spise på en italiensk restaurant.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Refused - The Shape of Punk to Come
Frank Ocean - Channel ORANGE
Daïtro - Laissez Vivre Les Squelettes
Tool - Lateralus
Zusha - When the Sea Split

Honorable mentions:
Neko Case - Fox Confessor Brings the Flood
Death Grips - Ex-military
OM - Advaitic Songs
Deafheaven - Sunbather
Bohren & Der Club of Gore - Piano Nights



Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
Jeg har mange, men især én står ud, fordi det måske er den reneste musikoplevelse, jeg har haft. I 2010 spiller italiensk Zu på Musikcafeen (i dag Radar) i Aarhus. Fossils varmer op, så vidt jeg husker. Zu spiller helt vanvittigt. Til dem, der ikke kender dem, så er det et Mike Patton-godkendt (™) projekt, der består af bas, trommer og bariton sax. Koncerten er så fucking intens, jeg står lige foran saxfonisten og bliver blæst i småstykker. Jeg er helt høj på musikken, har overhovedet ikke indtaget noget som helst, men jeg mærker musikken på en helt vild måde. Prikken over i’et er, at sekundet efter bandet er færdige, så blæser der ‘Girls Just Wanna Have Fun’ ud over anlægget. Helt perfekt.

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Jeg bruger Spotify vildt meget, hvor jeg graver i playlister, tjekker ‘Fans also like’ ud, osv.  Spotify er lidt noget lort i forhold til udbetaling til kunstnere, så jeg køber plader så ofte som muligt.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har ikke guilty pleasures, og jeg hører f.eks. ret meget popmusik. Lil Nas X’ plade fra i år kommer på min top 10.

Jeg blev far for ikke særlig lang tid siden, og jeg er virkelig blevet glad for Tom & Jess aka Omsen & Momsen, især sangen ‘Jeg er bare glad’, den kan jeg godt finde på at sætte på selv. Så måske er det en guilty pleasure. Men helt seriøst, tjek nummeret ud, især når det er gråt og trist, det er virkelig en dejlig sang.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
At musikken er noget larm og intet andet. Det gør mig ikke rigtig noget. Their loss.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Jeg har haft mange, men især én står ud. Jeg er på Copenhell, 2019, og jeg husker ikke hvorfor, men jeg trasker lidt rundt for mig selv. Og så sker der noget, der kun kan betegnes som et freak accident, for mens jeg står stille et øjeblik, så er der en bag mig, der tramper hårdt på en pakke mayonnaise, der ligger henslængt på jorden. Det resulterer i at den springer i luften og splatter op på min sorte shorts. Jeg er smurt helt ind i mayo, men det hele sidder bagpå, så jeg kan hverken se eller nå det. En kvinde, der sidder på sit tæppe med sin kæreste, oplever hele scenariet og forbarmer sig over mig. Hun ender altså med at sidde og forsøge at tørre mayo’en af mine shorts. Det må have set besynderligt ud. Jeg tror også hendes kæreste synes det var lidt underligt. Men det var altså virkelig pænt gjort af hende! Det er sådan noget, jeg forbinder med heavymiljøet.

Hvorfor blev du metalfan?
Jeg dykkede bare ned i musikken og så mig ikke tilbage igen.