Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 26: Fire nye navne

Updated
Alestorm

Copenhell smider yderligere fire navne på plakaten og er dermed tæt på at have fuldendt programmet. De sidste få navne offentliggøres til foråret.

Kunstner
Titel
+ Gaerea + Ice Nine Kills + Black Oak County
Dato
27-01-2026
Koncertarrangør
Forfatter

Der er lidt for enhver smag i denne ombæring, uanset om det er festen eller sortsynet, der guider dig gennem Copenhell til sommer.

Alestorm

Lad os bare få det overstået. Ja, det er noget med øl og pirater, og ja, du kender dem godt, for dette år bliver Alestorms fjerde besøg på Copenhell (og de har også gæstet Jailbreak), og eftersom de spillede i 13, 18 og 22 og spiller her i 26, kan vi fremskrive os til, at de spiller på festivalen igen i 2030.
Men nu handler det altså om denne sommer, som kommer til at stå i badeandens tegn med rigeligt med sørøversjov og og powermetalliske drukviser. Du får præcis 0 trvepoint i gatekeeperklubben, men det bliver sgu da grineren.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Ice Nine Kills

Med en blanding af horror-æstetik, elektroniske indslag, poppede, melodiske hooks og storladne omkvæd, som alt sammen leder frem mod brutale breakdowns, kan det vist kun være moderne metalcore, vi har fat i her, også selv om Boston-bandet begyndte som et ska/punk-band under navnet Ice Nine.
Vi så dem sidst varme op for Metallica i parken, og det var ikke just en top-oplevelse, men her har bandet så altså chancen for at overbevise uden for Metallicas velvoksne skygge.

Læs seneste koncertanmeldelse her

Gaerea

Sidst vi så portugiserne spille, gav vi dem fem ud af fem mulige kasser for en koncert på 1000Fryd, som vores anmelder gav følgende ord med på vejen: “Gaerea leverede en helstøbt præstation. Lyd, lys, spilleglæde, aggression og musikalitet gik op i en højere enhed”. Ord, der bør højne forventningerne til de formummede post-black metalleres koncert på Copenhell.
Gaerea mestrer både den brølende aggressivitet og den svævende poesi, så tør man håbe på så stemningsfuld en ramme om deres koncert som Gehenna efter mørkets frembrud?

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Black Oak County

Hvor ligger Black Oak County (eller Sorte-eg Amt, om man vil)? Det ligger i Esbjerg, og der laver de hooky omkvæd, ligefremme hard rock-riffs og den slags sange, man drikker Jack Daniels til. Med andre ord er det på Hades lørdag eftermiddag, at hard rock-gourmander får stillet sulten og bourbon-tørsten.
Det bliver vestligt som i den store, amerikanske rock’n’roll-sang, og det bliver vestligt som i esbjergensiske fiskerlussinger, når Black Oak County ruller deres hårdtslående hårdrock ud. Vær der eller vær en elitær naturvinstype.