Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Anbfaling

Artikel 19. Maj 2014
Forstokket festival eller forsmåede musikere?
(Updated: 21. Maj 2014)
Det er skam altid prisværdigt med Fjendens galde her på siden. Mere af det!

Teksten synes dog kun byde på skævvridende argumentation og total mangel på indsigt i, hvem den jævne festivalgænger på Copenhell egentlig er.

”Et kig i programmet på dette års Copenhell tegner et billede af en overvejende konservativ og behagesyg kultur,” lyder dommen over ”grisefesten” på Refshaleøen – hvor ”dumheden” særligt topper med Iron Maiden, som hovednavn.

Sikke noget vås.

Hvis nogen er eksponenter for nostalgisk grisefest, er det da i den grad Roskilde Festival. I år verdens ældste, nulevende rollator-rockband (Stones), sidste år Metallica, og sådan fortsætter listen – der topper med IRON MAIDEN på Orange Scene 3 gange de seneste 15 år.

Men som de 2 bloggere nu selv også har fundet frem til, så kan maskineriet ikke køre rundt uden genkendelige store navne på plakaten. Nej, det kan ingen festivaler med +10.000 gæster. Længere er den vel ikke. De store navne trækker læsset, så der bliver plads til de mindre navne.

Her harcelerer bloggerne så hårdt mod Copenhells bookere for ”at skabe en både kommerciel og folkelig succes med udvandede plasticbands.”

Mens en høj femmer tildeles Roskilde Festival for, ”at have et program, der afspejler et mod til at præsentere publikum for noget de muligvis ikke selv var kommet forbi, med Drug Honkey, Vattnet Viskar og Dark Buddha Rising som fremtrædende eksempler.”

Det mener man ikke er tilfældet på Copenhell?

Nu står jeg ikke med en Gallup-undersøgelse i hånden, men jeg vover gerne den påstand, at 8 ud af 10 med en billet til Copenhell kun har en perifer – hvis nogen overhovedet – anelse om, hvem bands som Triptykon, Taake og Toxic Holocaust er – eller dødspioner som Gorguts og Obituary.

Hvis ikke de var booket til Copenhell, var de her bands henvist til KB18, Loppen, Lille Vega eller Pumpehusets lille sal foran maksimalt 300 (evige samme) mennesker.

I stedet spiller de nu foran flere tusinde gæster, der forhåbentligt forlader festivalen med store oplevelser, de NETOP ikke var kommet forbi uden en billet til Refshaleøens grisefest.

Og når nu bloggerne efterlyser bands, der er farlige, gør en forskel og ikke bare er en forbrugsvare på linje med alt muligt andet radio-bras, ja, så har jeg svært ved at se, at man kan komme uden om Triptykon og Taake – eller Watain for den sags skyld.

Men de negligeres i teksten, mens harmen fortsætter mod bookerne, der tilsvines for ikke at lade up coming (de rette?) bands komme til fadet på festivalen.

Kommentarer

Already have an account? or Create an account