Hatesphere-tourdagbog
PopulærHatesphere har nok en gang begivet sig ud på en forlænget weekend med hovedløst lange køreture. Turen går fra Smilets By over de schweiziske alper til den franske riviera.
Netop i relation til disse afsindige afstande blev jeg forleden spurgt, om ”det band aldrig bliver klogere?” Og NEJ!, det gør vi åbenlyst IKKE!
05.09.12-06.09.12 (Århus og umiddelbart derefter)
Havde vi imidlertid forventet en tur fattig på begivenheder, så blev vi hurtigt klogere. Men mere om det senere.
Begynder vi denne fortælling ved dens begyndelse, så stod HateSphere ved turens begyndelse over for en af de mest ekstraordinære koncerter i bandets historie, hvor Sallings parkeringshus dannede rammerne. Et show, som vi sammen med Århus Festuge længe har arbejdet på at gøre mindeværdigt. Og det blev det sgu! Vi blev placeret under åben himmel
i bunden af en betonsilo med utallige ”vinduer” ud til køreramperne, der cirklede sig i syv etager op omkring os, på en scene formet som et kryds mellem alskens lysudstyr. Det er til dato den største showproduktion, jeg har været med til.
Der var på forhånd lagt op til, at denne koncert skulle lægge hovedvægten på det visuelle frem for det lydmæssige – og hvem tror inderst inde på, at man kan få knivskarp scenelyd, når man pakker et metalband ind i beton? Ud fra publikums efterfølgende reaktion tyder noget imidlertid på, at missionen lykkedes.
Vi var altså placeret på parkeringshusets gulv og spillede op mod publikum, der var fordelt i vinduerne på de syv etager. Ikke umiddelbart hverdagskost, men vi gik til opgaven med krum hals, og målt ud fra jubelbrølene mellem numrene, hvor de 250 publikummer lød som flere tusinde, gjorde vi et eller andet rigtigt. Jeg kan ikke umiddelbart vurdere, om vi rent faktisk spillede en god koncert, for jeg kunne ærlig talt ikke høre en skid af, hvad der foregik nede i gryden.
Så jeg fulgte Mike på tønderne, krydsede fingre og gik amok. Flere gange undervejs i sættet stod jeg headbangende og badet i lys og tænkte ved mig selv: ”Det her er det vildeste, jeg har prøvet”, hvilket mine utallige ”tak fordi I kom”-bemærkninger også bevidnede. Selvom min taknemmelighed efterhånden blev en smule patetisk, så var det ikke desto mindre publikums fortjeneste, at dette show blev uforglemmeligt. Og vi blev endnu en gang bekræftet i, at Århus er og bliver HateSpheres hjemmebane!
Aftenen, eller rettere natten, skulle dog vise sig at blive endnu mere uforglemmelig. Efter alt gearet var pakket og HateSphere-nightlineren var klar til afgang, opstod nattens første store spørgsmål: ”Hvor fanden er bilnøglen?”. ALT bliver endevendt, men nøglen er forsvundet, og Jimmy er den sidste, der har set den. Heldigvis havde Jimmy efterladt bilen ulåst, så Pepe kunne sidde på førersædet og bande og svovle i fipskægget over, hvor ”snotdumt” det er, at Jimmy blot at smider bilnøglen på et tilfældigt bord uden at sige noget til nogen og skrider hjem og pakker taske. Jimmys skødesløse omgang med bilnøgler må enten hænge sammen med, at han har diabetes, eller at han ikke har kørekort – eller begge dele. Faktum er imidlertid, at finder vi ikke nøglen, så må vi aflyse i hvert fald næste show, og er der noget, vi hader, så er det aflysninger – selvforskyldte aflysninger især.
Da vi efter gentagne forhør får alles bilnøglehistorier stykket sammen, kommer vi frem til, at personalet under oprydningen af vores backstage-campingvogn må have smidt nøglen ud. Men alle er taget hjem, og parkeringshuset, hvor skraldesækkene fra oprydningen står, er låst af, og ingen har adgang! Ja, lige med undtagelse af et vagtfirma, som vi tilkalder og betaler for at få adgang. Og ganske rigtigt! Efter små to timers eftersøgning finder vi bilnøglen i bunden af en skraldesæk sovset ind i diverse backstagesnask. HURRA!
Men, men, men ... glæden skulle vise sig at være kortvarig.
”Nightlineren” er udstyret med så udsøgt luksus som en bunk (eller på dansk: seng), hvor jeg, eftersom jeg skal agere chauffør som den næste, har placeret mig. Jeg drømmer, at Pepe oppe fra førersædet siger til sin (halv)sovende co-driver, Jakob, at han lige har fyldt benzin på bilen. Problemet er imidlertid blot, at bilen kører på diesel! Det er først, da jeg vågner, ved at bilen begynder at te sig mærkeligt, at min drøm bliver til mareridt: Pepe har rent faktisk hældt intet mindre end 66 liter blyfri 95 på en dieselbil og tilmed kørt 45 km, inden han opdager sin graverende fejl og får kørt ind på en lukket tankstation. Se DET er ”snotdumt” - for igen at bruge et af Pepe egne yndlingsudtryk. Himmel og helvede bliver sat i bevægelse, og endelig får vi fat i en hjælpsom dame hos Dansk Autohjælp – ja, vi er
endnu ikke nået ud af Danmark, da benzinuheldet sker – som får beroliget en Pepe på vej mod et sammenbrud. Endnu en gang er aflysning på alles læber, og denne gang står hele weekenden for skud. Vi bliver imidlertid samlet op af den hjælpsomme dame og hendes makker, der kører os til den nærmeste Dansk Autohjælp-station ikke langt derfra, hvor makkeren med det samme begynder at tømme vores bils tank for blyfri 95, mens vi får en lur i nogle dertil indrettede campingvogne.
Et par timer senere overdrages vi en bil i fuld vigør, og vi er nu hastigt på vej mod Pratteln i Schweiz. Hvis alt går vel, når vi derned i tide til at få stillet vores lort op, få lavet hul igennem, og så er det show time!
06.09.12 (Pratteln (CH))
Godt 17 timer efter afgang fra Århus og med ca. seks timers forsinkelse ankommer vi godt brugte til Pratteln i Schweiz. Men der er ingen tid til at hvile på laurbærrene, og vi får slidt og slæbt vores gear på plads, får lavet en hurtig lydprøve og får lidt at spise, før vi må gøre os klar til at give den gas med sætlisteskrivning, tøjskifte og drinksblanding. Introen kører, og så det er næsten for sent at aflyse. Nå, men showet ruller, og sammen med de fremmødte giver vi den fuld smadder i godt en time. Og netop sætlængden skulle vise sig at være anledning til røre.
For umiddelbart efter showet tropper den lille grå, storrygende dame, der ejer baren/spillestedet, op med et surt smil og spørger, hvorfor vi ikke spillede længere tid, hvorfor vi ikke spillede 90 minutter – det plejer vi at gøre hernede? Øh, vi spillede det sæt, vi havde planlagt. Vi ved af gode grunde ikke, hvad de plejer at gøre på Galery Music Bar i Pratteln i Schweiz, så de burde nok have klarlagt deres forventninger til sætlængden på forhånd. Sagen er imidlertid den, at vi ikke orker flere problemer, så vi får solgt den sidste t-shirt, pakket vores lort sammen og trækker stikket forholdsvis hurtigt.
07.09.12 (Montpellier (F))
Denne dag har vi en køretur på 700km foran os. Så det er med at spise morgenmad tidligt og komme hurtigt ud på landevejen for at kunne nå vores get-in. Denne køretur er som køreture er flest, nemlig pisse uinteressant. Undervejs bliver det imidlertid varmere og varmere i vejret, hvilket betyder en varmere og varmere nightliner, og når aircondition-systemet ikke er fuldt funktionelt, så bliver indeklimaet godt og grundigt ulækkert. Men igen, vi er efterhånden vant til hinandens dufte. Faktisk er det sådan, at før man eksempelvis væmmes, ved at én har slået en skid, så kommer man med et kvalificeret gæt på fisens ejermand, og vi gætter sjældent forkert. Nå, men vi træder i hvert fald ud i sensommervarmen i Montpellier, som er en utrolig flot by med utrolig flotte … øh … mennesker. Arrangørerne har flyttet koncerten fra et spillested ude i forstaden og til et helt inde i centrum pga. manglende kørestolsadgang på det første spillested. Men det er heldigt for os, så vi efter lydprøven kan tage en tur ud at se lidt af byen. Nu har jeg både været i Rom, Paris og Moskva uden at se andet end indersiden af et spillested, så er det sgu meget rart en gang i mellem at få set lidt af den by, man spiller i. Vi går lidt på marked, får set prøver på et danseshow og drikker en herlig kop kaffe på byens torv, inden der venter os et wokmåltid, som vi havde troet skulle være overdådigt, men som viste sig at være det diametralt modsatte. Man må som omrejsende band somme tider rive sig selv i håret over, hvad der bliver serveret. Ikke desto mindre fortæres selv det værste hundeæde, for vi skal jo have noget at leve af.
Det er ikke imidlertid ikke det værste cateringproblem, vi kommer ud for. Efter et helt vildt fedt show vælger vi som sædvanlig at hænge ud med publikum, inden vi pakker sammen. Og alt imens vi hænger ud, rydder arrangøren op backstage, så da vi returnerer, er alt spiseligt og drikkeligt forsvundet, og det er inklusiv en HEL flaske gin! Jeg er chauffør denne aften og er derfor flintrende ligeglad, men mine berusede bandkollegaer har frådende omringet den stakkels arrangør, der må finde på den ene dårlige undskyldning efter den anden for at have taget vores gin, og hvorfor han ikke er i stand til at finde den frem igen. (Et lille tip til alle koncertarrangører: fratag ALDRIG et metalband deres alkohol! Det er nemlig det stof, revolutioner er lavet af). Frustrerede og tørstige går vi på bar sammen med
supportbands og nogle publikummer og får en mojito. Og hvis du en dag kommer forbi Montpellier, så tag på rockbaren Inglorious!
08.09.12 (Sylak Open Air, Lyon (F))
Vi blev den foregående aften indkvarteret på et hotel lidt uden for Montpellier. Og hotellets luksus lader sig ikke fornægte. Allerede om natten springer 3 blegfede danskere i hotellets pool, hvilket natportieren kvitterer for med at hælde flere klortabletter i bassinet – nok slet ikke nogen dum ide. Vi får en god nats søvn og en solid morgenmad (dem af os, der nåede det) og begiver os på vej mod Lyon. På vejen går det op for mig, at jeg i mine teenageår har været på bilferie i dette område af Frankrig, og at ikke langt fra vores planlagte rute ligger den ældgamle romerske bro og akvædukt Pont Du Gard. Og så tager vi på sightseeing! Igen vil jeg sige, at det er vigtigt for ens psyke på landevejen, at man får set noget andet en blot det ene spillested efter det andet. Man mister sgu humøret og modet, hvis man ikke lige får tanket op på oplevelseskontoen. Hvorom alting er, så er Pont Du Gard et besøg værd, og vi får kølet vores svedige kroppe af i floden, der underløber bygningsværket, før vi begiver os videre mod Lyon.
Efter en smuttur til pavebyen Avignon ankommer vi hen under aftenen til festivalen Sylak Open Air, hvor vi bliver behandlet som konger. Showet er helt igennem fantastisk, og Frankrig beviser endnu en gang, at det er vores andet hjemland. Eftersom jeg var afholdsmand dagen forinden, går jeg stort set ene mand på druk og husker derfor ikke forfærdelig meget mere. Men jeg kan blot konstatere, at alt i alt var denne forlængede weekend alle kilometerne og anstrengelserne værd!