Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #23

Populær
Updated
House of Franco #23

I denne uge anmelder Franco murstensbogen 'Destroy All Movies!!!', der giver en gennemgang af punkeres medvirken på film.

Kunstner
Titel
Destroy All Movies!!!
Dato
11-07-2011

Destroy All Movies!!! The Complete Guide To Punks On Film by Zack Carlson & Bryan Connelly/BOG

Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle investere i denne (næsten) telefonbogs-tykke udgivelse. Men efter, at jeg læste et meget interessant og underholdende interview med Carlson og Connelly i juni-nummeret af punk biblen Maximum Rock 'n' Roll, forsvandt alle indsigelser som dug fra solen. De to redaktører fik i midt-00'erne den umulige idé og meget nørdede mission at liste alle film, som indeholder punk karakterer, om de så kun er med i en film i ganske få sekunder. Gennem årene fik de opbygget et netværk af et dusin film freaks fra hele verden, der skulle hjælpe dem med tilblivelsen af 'Destroy All Movies!!!'.



Punks har siden 70'erne været et fast indslag i film, der har brugt disse misfits som popkulturelle virkemidler på godt og ondt. Fra tegneserieagtige freaks i diverse sex komedier, horror, sci-fi, mainstream actionfilm til mere seriøse subkulturelle portrætter som f.eks. Penelope Spheeris' 'Suburbia'. Før punks var det bikere, beatniks og hippier der blev fremstillet på celluloid som samfundets frygtede outcasts. Carlson og Bryan begyndte at lægge mærke til deres generations rebeller på film i 80'erne, og specielt de meget forskellige måder punks blev brugt som skurke, psykopater, junkier og outsiders. For det meste som limsniffende karikaturer og filmiske chok gimmicks, der ikke havde hold i virkeligheden.  



De har i bogen meget klogt valgt at begrænse tidsperioden fra 1977 (f.eks. John Waters' 'Desperate Living') til 1999. Udover spillefilm har redaktørerne inddraget dokumentar- og mondofilm, samt krydret den alfabetiske listing med mange fremragende interviews med legendariske punk ikoner som Ian MacKaye (Minor Threat), Lee Ving (Fear), Keith Morris (Circle Jerks), John Doe (X), Richard Hell (der også har skrevet forord) samt instruktører som Nick Zedd ("Geek Maggot Bingo"), Alex Cox ("Repo Man") og Mark Lester, hvis "Class of 84" pryder bogens forside. 



De mange film reviews i det næsten 500 siders store værk, er utroligt velskrevet, indsigtsfuld og meget humoristisk forfattet af folk, som alle ved hvad de taler om. Jeg er kæmpe filmnørd til det næsten ulidelige, men 'Destroy All Movies!!!' formåede at give mig utallige informationer og tips til film fra hele verden, som jeg nu bare MÅ se! Min filmbibel har i mange år været Michael Weldons 'Psychotronic' filmtidsskrifter og bøger, men denne bog er faktisk bedre skrevet og mindst lige så informativ. Der er alt fra blockbusters som "The Terminator" og "9½ Uge" til de mest obskure arthouse-features, som jeg aldrig har hørt om. Et godt eksempel på deres absurd grundige tilgang til emnet er f.eks interviewet med Kirk Thatcher, der som irriterende mohawk punker i "Star Trek IV" generer folk i en bus, hvorefter han udsættes for Spocks berømte vulcan nerve pinch!



I de mange interviews har skuespillere, instruktører og rigtige punks et lettere overbærende og sarkastisk forhold til specielt Hollywoods ufrivillige komiske og unuancerede skildringer af punks, mens Ian MacKaye er oprigtigt forarget og vred over de stereotype portrætter af hans scene, der startede i undergrunden for over 30 år siden, hvad der giver bogen et godt perspektiv. Som Suicide siger i "Return of the Living Dead"; "You think this is a fucking costume? This is a way of life!".



De mange beskrivelser af diverse 80'er-horrorfilm, hvor filmfolk både bruger headbangers og punks, uden at ane hvad er hvad, er også meget underholdende læsning. "Destroy All Movies!!!" er tillige rigt illustreret med mange herlige fotos og filmplakater fra de omtalte film. Et absolut must for alle seriøse filmnørder, der som jeg væltede rundt i videojunglen i 80/90'erne på jagt efter det næste kultfilm fix. "Destroy All Movies!!!" burde stå i alles bogsamling, som bare har den mindste interesse i moderne popkultur. NOW – LET'S GO DO SOME CRIMES!

PS. Nej, "De Skrigende Halse" er sjovt nok ikke repræsenteret i bogen.