Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #219

Populær
Updated
Krigsguden #219

Krigsguden har været på Roskilde, hvor han optrådte med Smitstof.

Kunstner
Titel
Roskilde Festival
Dato
02-07-2016
Fotograf
Andreas Haaning Christiansen

ONSDAG

Holy fucking hell! Efter 20 år i rockbands kommer jeg endelig til Roskilde med et band, og så er det med et improv industrial noise act samt digtoplæsning. Dette foregik på den alternative og nye Eschomayhem scene til venstre for Orange, hvor Smitstof lagde ud som det første band om onsdagen kl. 17.30. 

Jeg har ikke været på Roskilde siden, at Neil Young & Crazy Horse stjal alt i 2008, så jeg var lettere spændt, men da vi musikere (hæhæ) under hele festivalen havde adgang til gratis øl både hos Eschomayhem og i Artist Camp, kørte alt straks nemmere. Vores korte sæt i bagende sol gik fint, jeg fik svinget mikrofonen som en Roger Daltrey wannabe plus vi spillede vanvittigt højt.

Hang ud indtil det var tid til Slayer, som gik på Arena 19.30. De havde rigtig god lyd og spillede cirka en time. Tom Araya var på og i godt humør, mens Kerry King virkede som Gary Holts ydmyge rytmeguitarist. Holt lavede næsten alle soli. Det meste af sættet var nyere numre og det virkede som om de stoppede sætlisten lige før en masse gamle track. Vi fik da 'Black Magic' og 'Angel of Death', men koncerten kunne snildt ha varet en halv time mere. Men Slayer er stadig kongerne, sådan er det!

Tilbage i Eschomayhem camp'en og hænge med folk fra Mayhem noise/metal-miljøet fra Ragnhildgade som bl.a. Slægt og Værket. Noisedronningen Puce Mary gik på ved 23-tiden og brillerede som altid. Bagefter var det Værket, som jeg desværre kun fik starten af, da jeg skulle se Sleep på Avalon. Sleep var en lidt fesen regulær rockoplevelse. Måske var jeg vant til deres 'Dopesmoker'-monsterkoncerter, jeg kedede mig i hvert fald lidt. Tilbage til Værket hvor jeg fik afslutningen af deres show. Deres episk progrock var helt oppe at ringe, glæder mig vildt deres nye album. Herefter var der fest hele natten i campen.


TORSDAG

Startede med Uncle Acid & The Deadbeat som alle går gaga over. De leverede det, som  jeg forventede; røvssyg stonerrock for bankfolk. Det var straks bedre med Grimes. Ja, Krigsguden er en glad popdreng, som hader endnu-en-dag-på-kontoret stonerrock. Claire Boucher og hendes electronica pop var en utroligt charmerende oplevelse, der struttede med overgearet pajamasfest-energi sammen to andre unge veninder. 

Jeg fik kastet noget vegetarføde i fjæset – det kan Roskilde ikke finde ud af at lave – drukket en håndfuld pils og så var det tid til Black Breath på Pavilion-scenen. Set dem et par gange før, og denne gang sad deres sublime blanding af død og thrash også i skabet. Sangeren snakkede meget, som amerikanerne jo gør. Jeg husker tydeligt narrøve som Havok og Lamb of God og deres macho-mundævl til Copenhell – shut the fuck up, yankees! Denne torsdag aften mente jeg, at sangeren havde kaldt mig kristen, hvorfor jeg flippede ud. Dog ikke mere end jeg fik et backstage pass af dem, haha. Her mødte jeg sangeren og sagde at han ikke skulle kalde mig kristen, da King Diamond var born & raised knap 20 minutter fra hvor vi stod. Han forklarede hurtigt, at han bare havde spurgt, om der var kristne til stede. "Hvad tror du selv?", spurgte jeg. Men efter han hældte whiskey og røg på mig, blev vi hurtigt gode venner.

Ja, jeg missede så PJ Harvey, som en milliard mennesker sagde jeg skulle se. Well, next time, bitch. Ned i Gutter Island-baren og hilse på gamle venner, mens jeg blev ved Pavilion-scenen for mere ekstrem metal. Lidt over midnat gik nemlig de norske old school black metallere Tsjuder på, som var fantastiske! Corpsepaint, muskler og ultra primitiv black. Perfekt.

Bagefter fes jeg ned på Avalon og så London damerne i Savages. Dem har jeg hørt en del om i flere år. Henry Rollins og Iggy Pop er store fans. Og de skuffede ikke. En helt unik postpunk oplevelse der mindede mig lidt om Siouxsie & the Banshees i udtryk. Så absolut noget af det bedste jeg så til dette års Roskilde. Ghost? Had dem. Elsk dem. Jeg tilhører de sidste, trods svenskerne ligner idioter. Classic 70s hardrock a la Blue Öyster Cult i en poppet version. Nød hvert et sekund. Fandt bagefter en australsk dame. Halløj!


FREDAG

Kom på en eller anden måde tilbage til Eschomayhem-campen, fik set Family Underground, som altid er fede og derefter chilleren med venner bag scenen. Det var en meget sløv fredag ren musikalsk. Der skete egentlig intet før Neil Young skulle spille Orange, så vi holdt bare fest. Jeg læste mine krigsgud digte op en halv time før Onkel Neil gik på, og det gik ganske fint. Vores canadiske ven havde et ungt band med sig som hed Promise of the Real, og de gav ham fint modspil. Den første tredjedel var han dog alene på scene med guitar, harmonika og orgel. Vi fik alle klassikerne blandet med øko-awareness og eksplosive fuzzpedaler. Tre timer i himlen!

En veninde lokkede mig til at se Peaches i stedet for Mutoid Man. Peaches er en liderlig dyke, som optrådte topløs og gav et hektisk og ultra sleazy porno electro disco punk show. Perfekt efter efter Neil Young. Nede i Gutter Island-baren var en dame så ophidset af showet, at hun smed t-shirten og gik topløs. SÅDAN! Meshuggah har aldrig sagt mig noget, så jeg fuckede tilbage til Eschomayhem-campen og fik et telt at sove i.

Dagens sladderhistorie var i øvrigt, at en rapper kaldet Sivas var gået amok over, at en anmelder fra Soundvenue kun havde givet ham 3 ud 6 stjerner, hvorefter han gik ned i mediebyen og truede ham med tæv. Fik selv bekræftet historien hos Soundvenue samme sted. Endelig lidt drama.


LØRDAG

Rising og deres episke metal var dagens første show, og de skuffede mig ikke. Jeg har før prøvet franske Gojira, men de har aldrig sagt mig noget. Heller ikke i dag. Er det groove metal, er det død, er det prog metal, er det what the fuck? Gab. Det blev straks bedre med Cattle Decapitation på Pavilion, dem så jeg for nyligt i Pumpehuset med Suffocation. Her var de næsten lige gode. Selvom deres clicktrommer generede mig lidt, var det stadig bestialsk ond døds-grind.

Så fik jeg pludselig travlt. Snuppede lidt af Marching Church på Eschomayhem scenen og derefter stormede jeg ned i Arena for at se New Order. De havde et Kraftwerk-agtigt show kørende, hvad der egentlig passende fint til deres kolde synthpop-dansenumre. Fremragende koncert. 'Blue Monday' - wow! Derefter fes jeg over og så MØ på Orange. Den danske popdronning var på toppen med stor autoritet og havde endda sin gamle electro punk veninde Josefine fra MOR med på scenen.

Amerikanske Protomartyr var gået ind på Pavilion-scenen, men jeg fik det meste af deres koncert. De hylder engelske postpunk-bands som Gang of Four og The Fall, og ligesom på Loppen kørte det som en drøm. Jeg løb tilbage og så den sidste koncert i Eschomayhem-campen med Easy Rider, et slags all-star Mayhem-band. Jeg orkede ikke mere, men en god ven tvang mig til at se LCD Soundsystem på Orange. Kendte dem ikke, men deres dansable rock var en suveræn afslutning på dette års Roskilde festival, hvis eklektiske udvalg af bands passede mig fint. Det er noget Roskilde kan som ingen andre.