Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #248

Populær
Updated
Krigsguden #248
Krigsguden #248

Krigsguden var til No Balls-koncert i sidste uge stedet for Copenhell. Han har også hørt det fjerde album fra Undergang.

Kunstner
Titel
+ No Balls
Koncertarrangør

19366543 10154754967908100 1402154617094456829 n

21. juni : No Balls + Timeless Reality @ Mayhem, København

Jeg har i en del år dyrket det svenske noiserock-kultband Brainbombs, som blev dannet i 1985 med rødder i D-beat-hardcore/crustpunkerne Totalitär. Brainbombs har desværre spillet mindre end otte koncerter gennem årene. De har udgivet et hav af singler samt en håndfuld album på diverse labels. For nogle år tilbage lavede Anders Bryngelsson (trommer) og Dan Råberg (trompet) sideprojektet No Balls, som i 2009 og 2010 udgav 'Come Clean' og 'Less'-albummene. På denne mini-europatour havde No Balls deres 2017-udgivelse 'More Is More' med, der var udsolgt online, før de overhovedet tog af sted.

Udover to medlemmer fra Brainbombs består No Balls af folk fra Noxagt og Anal Babes. No Balls er en del mere kompromisløse og mindre lyttervenligt end Brainbombs. Vi taler tidlig grum Swans-noiserock møder new yorker-no wave a la DNA, ingen vokal og nådesløst repetitivt. Deres show denne aften i Mayhem var en del mere brutalt og aggressivt, end jeg havde regnet med. En af guitaristerne havde spurgt mig, om jeg kunne skaffe speed og kokain før koncerten, hvad der desværre ikke kunne lade sig gøre.

Det lod dog ikke til at gå ud over musikken eller den sindssygt høje volumen. I 40 minutter blev publikum voldtaget horisontalt, vertikalt og analt. Jeg har sjældent oplevet noget lignende i fire årtier og havde hylen for ørene i flere timer efter koncerten. 40 minutter var en perfekt længde. Fans af Butthole Surfers, Flipper, tidlig Sonic Youth og de lokale Monoliths - hvis trommeslager var DJ denne aften - kan roligt investere i No Balls, hvis koncert ryger højt på min live-top 5 i år.

Timeless Reality var aftens supportband, og de klarede det fornemt med deres Neil Young & Crazy Horse-inspirerede noiserock. Jeg har set dem Timeless Reality før, og de er p.t. virkeligt inde i en god fase. Trioen består af to medlemmer fra Family Underground, der også tit spiller i Mayhem, københavns mest interessante undergrundsagtige koncertsted. Her kommer ingen Five Finger Death Punch eller System of a Down-fans og ødelægger festen.



Undergang - Misantropologi CD (Dark Descent Records)

Som sanger/guitarist i Undergang David Mikkelsen har jeg også arbejdet som pedel i flere år, specielt hos Institut for Antropologi. Jeg kender dog ikke til Institut for Misantropologi, men det lyder en del mere attraktivt for en gammel, gnaven nihilist som mig. David har haft travlt med Phrenelith, der har udsendt et af årets bedste dødsmetalalbum med 'Desolate Endscape' (også på Dark Descent Records), hvorfor jeg var kisteglad over, at Undergang ikke var lagt på hylden.

Undergang fortsætter nådesløst og brutalt på deres 4. album. Jeg kan stadig høre Suffocation/Bolt Thrower-inspirationen på albummets ti skæringer (inklusive et Disgrace-cover), men der er kommet mere bund i produktionen end tidligere, og bandet virket mere sammenspillet end nogensinde.

Numrene er kortere end før, men tekstmæssigt er det stadigt den blæste 'GRU'-horrormagasin-stil, der praktiseres. så konsekvent, at selv Fætter Maddike ville grine olmt over splatterkompositioner som 'Skåret I Småstykker' og 'Klynget Op I En Galge Af Egne Indvolde'. Et af pladens bedste numre er 'En Bedemands Bekendelser', der som noget nyt for Undergang starter med piano.

'Misantropologi' er det femte album fra den danske døds- og black metal-scene - efter Phrenelith, Orm, Slægt og Solbrud - som rammer os i denne første halvdel af 2017. Og Undergangs 4. udgivelse er heldigvis mindst lige så dræbende som de fire konkurrenters. Den københavnske trio burde undervise som lektorer på Institut for Pilrådden Død. Af eller anden bizar grund har Undergang aldrig spillet på Copenhell, hvis bookere burde dumpe til dødsmetaleksamen. Bare spørg Fætter Maddike.

PS: Vinyludgivelsen kommer på Me Saco Un Ojo, mens kassettebåndsudgaven vil udkomme på Extremely Rotten Productions.