Mød bookeren – Daniel Abecassis, Killtown Bookings
Fra Dire Straits og barndommens kassettebånd til rollen som en af landets mest markante undergrundsbookere – mød manden bag Killtown Bookings!
I denne serie giver vi ordet til de stille arkitekter bag de festivaler, vi besøger og glæder os til at genbesøge. Vi trækker dukkeførerne frem og retter spotlyset mod dem for en gangs skyld og dykker bagom beslutninger, som alle har travlt med at mene noget om, når musikken først spiller.
Daniel Abecassis har været en del af metalkulturen i over 30 år, og har været leverandør såvel som forbruger af oplevelser næsten lige så længe. Her har vi et menneske, som kerer sig om den kultur, han er en del af, og som gør sit til fortsat at se den leve og udvikle sig, ikke mindst ved at passe og pleje undergrundsmetallen for danske – og især internationale – gæster på Kill-Town Death Fest.
Hvorfor blev du booker?
– Da jeg var barn, drømte jeg om at blive musiker, og da jeg gik på en kreativ skole, blev jeg fra en tidlig alder sat til at spille diverse instrumenter og sat på en scene. Jeg fandt dog ud af, at jeg ikke havde tålmodighed til at blive god til at mestre et instrument, og desuden kunne jeg ikke lide at stå på en scene, så jeg mistede hurtigt interessen. Som cirka otteårig begyndte jeg at lytte til musik, da jeg fandt min mors gamle båndoptager fra 70’erne og et enkelt bånd med Dire Straits’ ‘Brothers in Arms’. Jeg faldt pladask for guitardelen af ‘Money for Nothing’, lyttede til den plade om og om igen med min lillebror og spillede luftguitar ud over det hele. Deromkring fik jeg også min første walkman og et bånd med Michael Jacksons album ‘Bad’, og så var spiren plantet som musikentusiast. Jeg begyndte at samle på lp’er, da jeg var ca. 10 år gammel, og fik et ”konfirmationsanlæg” i plastik som gave på et tidspunkt, hvor jeg kunne spille bånd og lp'er.
I starten lyttede jeg mest til mine forældres lille lp-samling med godter fra 60’erne og 70’erne som Led Zeppelin, Jimi Hendrix, Doors, Beatles, Rolling Stones, Iron Butterfly m.fl. Jeg blev også fan af Prince og købte alle hans plader. Hurtigt derefter blev jeg introduceret til Guns N’ Roses’ ‘Appetite for Destruction’, og så skiftede min interesse mod metallen. Jeg lod mit hår vokse, fra jeg var 11 år gammel, og hoppede kortvarigt med på grungebølgen, som jo raserede verden i starten af 90’erne, men blev introduceret til dødsmetal tre år senere, og så var der kun en vej fremad ... Da jeg ikke selv kunne spille på et instrument, men var kæmpe musikfreak, så var det naturlige skridt at kaste mig ud i at booke koncerter.
Hvordan blev du booker?
– Min første koncert arrangerede jeg og min daværende bedste ven Jonas i hans forældres garage med hans fritidsklubband, der vist hed ”Quadruplicated Zodiac” eller noget i den dur, haha! Vi ryddede garagen for gammelt skrammel, slæbte noget gear derind og inviterede vores venner. Jeg husker det, som om det gik meget godt! I 1993, hvor jeg var 14 år gammel, begyndte jeg at komme i Ungdomshuset på Jagtvej efter optøjerne på Nørrebro 18. maj. I september samme år åbnede Børnehuset på Skt. Peder Stræde i Indre By, og jeg begyndte at komme derinde og engagere mig i husets aktiviteter. I 1994 skulle etårs-fødselsdagen for huset planlægges, og jeg kastede mig fluks ud i det uden at have de store forudsætninger for at arrangere en kæmpe fest. Vi inviterede bands fra Ungdomshuset – både punk, rock, metal og endda hip-hop. Der kom 800 mennesker til festen, så det var en god start, og det gav mig blod på tanden i forhold til at lave koncerter og events.
Jeg kom i Børnehuset fra 1993 frem til ca. år 2000, og derefter begyndte jeg at engagere mig i Ungdomshuset, hvor jeg indtil da primært var kommet som gæst, udover at have arrangeret nogle støttekoncerter derude. På det tidspunkt fandtes der ikke nogen fast bookinggruppe, så jeg og et par venner satte os for at få sådan en genstartet med ugentlige møder, kontor og så videre. Vi var meget ambitiøse, og det blev til månedsprogrammer med 10+ arrangementer om måneden, så det var noget af et stykke arbejde at få alt det stablet på benene i sin fritid, udover at gå i skole med mere. Alt var jo selvfølgelig 100% frivilligt, da Ungdomshuset jo er et DIY-sted.
I 2002 fyldte Ungdomshuset 20 år, og der arrangerede vi en koncert om dagen i 31 dage i træk ... Det er det hårdeste jeg nogensinde har kastet mig ud i! Samme år kom jeg med i den næsten nystartede K-Town Festival, og var med til at booke og arrangere den festival frem til Ungdomshusets rydning i 2007. Da det nye Ungdomshus på Dortheavej kom til i 2008, begyndte jeg at rode med idéen om at starte en ny festival med de samme værdier/principper som K-Town, men med metalbands på programmet.
I 2009 startede et nyt dødsmetalband med folk fra Ungdomshus-miljøet, som kaldte sig Undergang. Jeg kendte dem fra huset og spurgte forsangeren David Mikkelsen, om han ville være med til at lave en DIY-metalfestival. Det var han frisk på. Vi indkaldte til et møde, og der dukkede ca. 15 personer op, og så var første spadestik taget til Kill-Town Death Fest. I starten havde vi ikke et fast koncept og fumlede os lidt frem, men landede hurtigt på, at det skulle være en rendyrket dødsmetalfestival, og vores mål var at booke Bolt Thrower og få fløjet Anatomia ind fra Japan. Vi opnåede et af de to. På det tidspunkt kendte vi ikke til nogen andre lignende initiativer i verden, hvor metal og DIY blev kædet sammen, så vi måtte prøve os frem. Stille og roligt tog konceptet fart, og i september 2010 kunne vi slå dørene op for den første udgave af Kill-Town Death Fest i Ungdomshuset. Det blev en succes alt taget i betragtning, og efter et besøg i Holland på Roadburn-festivalen kom jeg hjem så inspireret, at jeg besluttede mig for at arrangere endnu en festival. Det blev starten på Heavy Days in Doomtown, som var en mere punket udgave af Roadburn, hvor vi bookede sludge, stoner, doom og retrorockbands og kuraterede en kæmpe kunstudstilling sammen med musikdelen.
Både KTDF og HDDT var kæmpe projekter med store ambitioner, så da vi begyndte at flyve bands ind fra hele verden blev jeg spurgt, om ikke jeg også kunne arrangere Europa-turnéer for nogle af bandsene. Det tænkte jeg, at jeg vel godt kunne, og så kastede jeg mig ud i det uden at have den store erfaring med den slags. Min første tour var i september 2011 med Sonne Adam (il) og Cruciamentum (uk) efter den anden udgave af KTDF. Det var skidesjovt og spændende at lave, så det gav mig endnu mere blod på tanden i forhold til at skulle være booker. I årene frem til den sidste udgave af HDDT i maj 2015 lavede jeg flere og flere tours – så mange, at jeg droppede ud af universitetet efter min bachelor for at dedikere al min tid til at booke festivaler, koncerter og tours. I starten var alt, hvad jeg lavede, 100% frivilligt, men eftersom mit bookingarbejde begyndte at fylde mere og mere, og hurtigt tog form af et ”rigtigt arbejde”, besluttede jeg mig for at trække mig fra Ungdomshuset og kaste mig ud i det som professional koncert- og tourbooker, og det har jeg så gjort lige siden. De første år kunne jeg ikke forsørge mig selv, og arbejdede hjemmefra, men efter cirka seks år fik jeg eget kontor og kunne fuldt ud forsørge mig selv gennem mit eget firma.
Hvad er du inspireret af i dit arbejde som booker?
– Musikken, sjovt nok! Jeg har altid stort set kun booket bands, som jeg selv lytter til. I Ungdomshuset var alt jo DIY og frivilligt arbejde, så der var det motivationen for at se bands, som jeg lyttede til derhjemme, der drev værket. Da jeg begyndte at arbejde mere professionelt med livemusik, har jeg altid været så privilegeret, at jeg selv har kunnet vælge, hvilke bands jeg vil arbejde med, så jeg har taget den ikke-kommercielle del med ind i mit professionelle liv, og stort set aldrig booket en koncert bare for at tjene penge på den. Jeg har lavet større koncerter, hvor jeg måske ikke har været den største fan selv, men har altid kurateret mit firma og mine festivaler efter min egen musiksmag. 00’erne var crust, punk og d-beat, 10’erne og frem dødsmetal, doom, stoner, retrorock etc., og de senere år også heavy metal og black metal. Jeg har altid prøvet at holde en ret stringent linie i mine bookinger, og derigennem en vis integritet i mit arbejde med undergrundsmusik og dens fremme.
Hvordan beslutter du, hvilke bands du vil booke?
– Jeg går efter de bands, som jeg lytter til derhjemme, og som jeg køber lp’er med, mere eller mindre. Jeg følger en række pladeselskaber – alle undergrundspladeselskaber vel at mærke – og det er ret meget udgangspunktet for kurateringen af både KTDF og de fleste bands jeg arbejder med gennem Killtown Bookings. Så man kan sige, at mit hovedkriterium er, at jeg er fan af bandet og dets musik. Derefter kommer der nogle politiske overvejelser, såsom hvorvidt jeg kan stå inde for bandets tekstunivers og dets medlemmer, før jeg kaster mig ud i et samarbejde.
Er der begrænsninger, som du skal tage hensyn til, når du booker?
– Ja, som nævnt ovenfor, så screener jeg de bands, jeg arbejder med, i forhold til bandets politik og dets medlemmers bandhistorik. Jeg er en venstreorienteret person og definerer mig selv som politisk anarkist, så jeg vil ikke arbejde med bands, der har højreorienterede budskaber eller medlemmer. Det er dog ekstremt svært at navigere i metalmiljøet, uden at der er folk med overlap, så jeg har taget en pragmatisk beslutning om, at hvis bands ikke har noget politisk i deres tekster eller artwork, og at de ikke er signet til et højreorienteret pladeselskab, så vil jeg godt arbejde med dem.
I hvor høj grad booker du med afsæt i festivalens musikalske profil?
– KTDF er jo selvfølgelig booket ud fra festivalens musikalske profil, der som bekendt er oldschool dødsmetal, og det er vel også de bands, der fylder mest på min rooster over bands i Killtown Bookings. Dog har jeg udvidet lidt og arbejder med mange forskellige subgenrer af metal, som f.eks. black metal, doom, stoner og heavy metal. Hvis jeg kan lide bandet og synes der er et potentiale, så tager jeg dem ind.
Oplever du en ændring i musikindustrien i dag i forhold til, da du startede?
– Ja og nej. Der er selvfølgelig sket en masse ting igennem de 30+ år, hvor jeg har arrangeret koncerter. Da jeg gemte mig i Ungdomshuset og Børnehuset de første 20 af de år, var jeg helt afkoblet den virkelige verden, så der har jeg ikke mærket de store ændringer gennem mit eget arbejde med de koncerter, som jeg arrangerede. Men som mit ”tjene-penge-arbejde” arbejdede jeg i mange år som scenebygger og rigger for Live Nation, og har derigennem kunne følge den kommercielle musikindustri fra sidelinjen. Der synes jeg, at der er sket en stor ændring. Priserne er stukket helt af de seneste år, og der er kommet en enorm ”produktificering” af koncertoplevelsen, hvor de store firmaer prøver at kunne sælge flere og flere produkter til folk. Det sker heldigvis ikke på samme måde i undergrunden. Dog vil jeg sige, at efter coronatiden så undergrundsmusikken et stort dyk i betalende gæster umiddelbart efter, at koncerterne kunne begynde igen. Min hypotese er, at ældre folk som jeg selv havde vænnet sig til at blive hjemme og ikke gå ud så ofte, og det – kombineret med frygten for at smitte/blive smittet – gjorde, at flere blev hjemme. Det er heldigvis ved at have ændret sig tilbage igen, og vi er nu ved at være tilbage, hvor vi var før corona.
Hvornår er det rigtig fedt at være booker?
– Når man har arbejdet sindssygt hårdt med et arrangement, en koncert eller en festival, og man står og ser på scenen og på publikum, og det hele spiller. Nogle gange tror jeg, at jeg har oplevet noget lignende eufori. Musik er magisk og kan skabe de bedste oplevelser, så det føles fantastisk at kunne være med til at facilitere sådanne oplevelser for folk – oplevelser, folk forhåbentligt kan tage med sig igennem resten af livet!
…Og hvornår er det mindre fedt at være booker?
– Det er et sindssygt hårdt og til tider utaknemmeligt arbejde. Jeg har en idé om, at mange folk romantiserer det at være booker og har en idé om, at det hele er glamour og lutter lagkage ... Det er det desværre ikke. Der er sindsygt meget arbejde med kedelige ting som logistik, promovering, regnskaber, kommunikation og så videre. Når tingene går godt, og alle er glade, er det fantastisk, men der er jo også tider hvor alting går galt, og så er det virkelig ikke sjovt og har skabt lange perioder med stress for mit eget vedkommende.
Hvilken booking er du allermest stolt af?
– Godt spørgsmål, for der har været så mange. Men jeg var kæmpe fan af Neurosis, da jeg var yngre, og i samarbejde med Den Grå Hal arrangerede jeg en koncert med dem i 2011. Det var en kæmpeproduktion, og jeg var meget stolt af den bookning. Jeg har også booket tours for bands som High on Fire og Nifelheim for at nævne et par, som stikker ud, og så har jeg været ”first mover” på bands som Blood Incantation, Bell Witch og Bölzer, som alle sidenhen er blevet ret store navne – især Blood Incantation har virkeligt haft succes de sidste par år. Men det, jeg er mest stolt over, er, at jeg har været med til at skabe en festival som KTDF, som nu efterhånden har sit eget liv og flyver rundt ude i universet.
Er der et band, du aldrig nåede at booke før de forsvandt eller blev for store?
– Ja, Bolt Thrower. Det var drømmen at booke dem helt fra da jeg var teenager, det var også et af udgangspunkterne for starten på KTDF, og jeg arbejdede ihærdigt på at få dem på programmet i de første år af KTDF’s historie. Jeg skrev og skrev til dem, og til sidst forbamede de sig over mig og tilbød mig at booke en koncert på, hvad der viste sig at blive deres sidste turne. De ville gerne spille i Ungdomshuset, og de tilbød mig, at de ville gøre det for en 60% dørdeal. En chance, jeg aldrig i min vildeste fantasi troede, jeg ville få. Jeg præsenterede idéen for Ungdomshuset, men til min store skuffelse takkede de nej tak på grund af en politik om, at ingen bands må gå derfra med penge i lommen efter at have spillet der. Den koncert ville have gået over i historiebøgerne, men desværre blev den ikke til noget, og året efter døde deres trommeslager Martin Kearns, og så blev Bolt Thrower opløst.
Hvad er den største chance, du har taget?
– Hvert år, når jeg starter med at booke til en ny festival, da der skal tjenes godt to millioner kroner ind for at ramme break even. Det er et stort ansvar at tage på sine skuldre, når man ikke ved, om man kommer til at sælge nok billetter, og det gibber lidt i mig hver gang. Derfor skal folk altid huske at købe billetter i forsalg, for det er supervigtigt for arrangørerne at vide i god tid, om folk har tænkt sig at dukke op eller ej.
Hvad skal der til for at få succes som booker?
– En masse hårdt arbejde og lidt held. Det er ikke noget, man når sovende til. Ud over det tror jeg ikke, at jeg kan give nogen gode råd, der virker. Nu om dage er der jo diverse eventkoordinatoruddannelser og lignende, men selvom tanken er fin nok, så har jeg svært ved at se, at dette job og denne branche er noget, man kan lære på en skolebænk. Der er meget ”learning by doing”, og der er ikke nødvendigvis en rigtig eller forkert måde at gøre tingene på – eller rettere sagt, der er masser af måder at gøre tingene forkert på. Der er også mange forskellige måder, man kan løfte arbejdsopgaverne på, og der må man finde sin egen vej. Det bedste man kan gøre er at kaste sig ud i det og håbe på, at man kan få det til at spille, så at sige.