Nyt nummer fra ORM
PopulærBandet ORM, der har fusioneret både black, thrash og doom i deres musikalske udtryk barsler, med et nummer, de har kaldt 'Blood of Your Blood'. Lyt til det her.
ORM er lidt af et hemmeligt projekt, der så dagens lys tidligere på efteråret 2015, og efter sigende skulle det bestå af flere musikere, der alle har betrådt de skrå brædder før i andre sammenhæng. Nu sker det under banneret ORM og de er ved at være klar med både materiale og koncerter.
I september gled ormen for første gang ud af mørket og ind i rampelyset med sangen 'Serpent Mother'. Her et par måneder senere har kvartetten så sluppet det giftige epos 'Blood of Your Blood', der slanger sig over mere end syv minutter. Det er mixet af Lasse Ballade, der også har hygget sig i studiet med Solbrud, og man kan da godt høre flere ligheder. Det er, som om den københavnske undergrund er yderst frugtbar, når det gælder tilbagelænet black metal.
Udover at have præsenteret et kommende publikum for to nye numre, så kan ORM nu også bekræfte deres første koncert. Deres debut på scenen sker d. 30. januar 2016, når de spiller på den aarhusianske festival Mono Goes Metal. Hvis alt går efter planen, håber ORM at kunne præsentere endnu flere shows derefter og sparke deres første udgivelse ud i æteren i foråret 2016.
Indtil da kan vi nyde 'Blood of Your Blood' her.