Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roadburn Redux '21: Søndag

Updated
wolvennestjpgwolvennestjpgwolvennestjpgXTJ6993

Sidstedagen af årets første store musikoplevelse sluttede forventeligt på toppen med den mest forfriskende og på mange måder bedste koncert, den digitale udgave af Roadburn overhovedet bød på.

Kunstner
Titel
+ DeWolff + Aaron Turner + Of Blood and Mercury + Hexvessel + Territoire + Death Bells + Astrosoniq
Dato
18-04-2021
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

Lige da undertegnede var blevet vant til Roadburn Redux’ format, og hvordan en digital musikfestival kan foregå og føles, blev sidstedagen noget anderledes en de to foregående dage. Hele søndag blev tilbragt hjemme på Frederiksberg, og lad mig bare være ærlig og sige, at det ikke just var nogen sindsrivende oplevelse – i hvert fald ikke før sidst på aftenen.

Alligevel gav første band på programmet et forfriskende pust, da der rent faktisk var tale om en ægte koncertvideo, nemlig en optagelse fra Roadburn ‘16 med Astrosoniq. Gruppens efterhånden fem år gamle optræden var en sjælden en af slagsen, hvorfor den digitaliserede udgave af oplevelsen havde en vis eksklusivitet over sig. Derudover har decideret koncertvideoer været en mangelvare på Redux, og selvom man godt kan forstå ideen med at præsentere publikum for noget, de ikke har set før, var det altså noget forfriskende at kunne se og høre publikum og ikke mindst mærke den interaktion, der var band og koncertgængere imellem. Det næsten timelange show med de hollandske stoner- og psykedeliske rocklegender fløj derfor afsted, og før man havde set sig om, var det slut med deres jammende tilgang til sættet og forsangerens Elvis-attitude. Øv.

Stuen emmede af entusiasme over de gode, gamle koncertdage, hvorfor de tyske doom/post-rockere i Might blev en lidt af en stemningsdræber. Heller ikke den belgiske psykedeliske post-metal gruppe Psychonaut eller de tunge og mørke post-rockere i norske Sâver, som begge blev præsenteret gennem et samarbejde mellem Roadburn og Pelagic Records, løftede stemningen til tops igen, selvom deres korte optrædener i forbindelse med udgivelsen af en split-ep bestemt ikke var dårlige.

Da klokken ramte halv seks rullede et ørkenlandskab ind på skærmen, som LA-baserede Death Bells indtog med stor selvsikkerhed og uhøjtidelighed. De havde premiere på en livekoncert filmet i Bombay Beach i Californien, der med tocifrede plusgrader og solskinnet, som indtog stuen gennem vinduet, gav en dejlig oplevelse af sol og sommer. Bandet, der gør sig i en blanding af indie, post-punk og alternativ rock, viste sig at være det vel nok mest P3-venlige band på hele festivalen, og gennem deres kvarter korte sæt fik ens hjerne for alvor lov til at holde søndag.

Dagens første svære valg kom efterfølgende, hvor der skulle vælges mellem at høre mere end ti minutter med den Q&A, festivalen havde arrangeret med anmelderroste Lingua Ignota, eller koncerten med den prisvindende franske musiker og komponist Olivier Arson. Valget faldt på sidstnævnte, da en eksklusiv koncertvideo virkede, ja, mere eksklusiv end et talk, hvis samtaleemner og svar man uden tvivl selv vil kunne finde frem gennem tidligere interviews, artikler eller posts på sociale medier.

Arson, der går under kunstnernavnet Territoire, fremførte sit kommende album ‘Étude de la profondeur’, der udkommer om en lille uge. Og lige så let fordøjeligt, Death Bells var, lige så meget befandt denne koncert sig i den hel anden ende af skalaen: En halv times elektronisk noise blev akkompagneret af et eksplosivt og dynamisk lysshow, der nøje fulgte musikkens eksperimenterende og udforskende karakter. Til trods for yderst interessante lydlandskaber blev koncerten dog aldrig for alvor overbevisende, hvilket kun undertegnedes anlæg bærer skylden for. Abstrakt musik kræver og fortjener et solidt lydbillede og godt med bund, hvilket næsten kun kan opleves live.

Lige så snart dagens elektroniske indslag var færdigt, blev fokus rettet mod dagens første livestreamingkoncert med belgiske Of Blood and Mercury, en duo bestående af Michelle Nocon fra Bathsheba og Olivier J.LW, der to dage forinden havde stået på selvsamme scene med et band undertegnede holder meget, meget kært, nemlig Emptiness. Med spektakulære visuals begyndte bandet, der kun har et debutalbum og en enkelt koncert i bagagen, på et tre kvarter langt sæt, som hurtigt viste sig at være temmelig interessant og ligefrem æterisk. Duoens musik er svær at sætte i bås eller beskrive med nøjagtighed, da de gennem en abstrakt fortolkning af livet efter døden bevæger sig i dream pop-landskaber, som låner enkelte elementer fra noget mørkere musikgenrer. Iklædt faldefærdige kutter og masker, der så ud til at være lavet af store perler, var de to musikere med til at udtrykke deres musik yderligere og fik seerne til at føle, at de var fanget i en spirituel dimension. Of Blood and Mercury er bestemt værd at holde øje med!

Herefter bød aftenen endnu engang på valget mellem en Q&A og en koncert, hvor undertegnede denne gang valgte forkert. Aaron Turner kendt fra blandet andet Isis (altså bandet…), Sumac og Old Man Gloom, blev valgt fra til fordel for Hexvessel, der ikke just er kendt for fantastiske liveoptrædener. Alligevel skulle de denne aften have en chance, og selvom deres koncertvideo havde et klart koncept og var gennemarbejdet, blev oplevelsen ikke decideret livsforandrende. Videoen virkede mest af alt som en fortælling, hvor hver sang, som var hentet fra albummet ‘Dawnbearer’, blev introduceret gennem en kort tekst, der enten forklarede sangtitlen eller var dedikeret til forskellige mystikere – hvilket faktisk virkede fint. Det, der undervejs for alvor blev problemet og brød med de rammer, videoen ellers havde sat, var, da der optrådte klip med musikere, der ikke kunne være fysisk tilstede under filmningen. Fin tanke, dårlig og kikset eksekvering. Hvorfor? Jo, fordi disse optrædener fuldstændig brød med den æstetik og koncept, der ellers var gjort så meget ud af på hovedvideoen.

En kending fra aftenen før, der havde leveret en imponerende livestreamingkoncert, indtog efterfølgende skærmen, blot i et lidt anderledes set-up. Belgiske Wolvennest optrådte denne aften i originalt line-up uden gæsteartister, hvor de opførte deres seneste album ‘Temple’. Som musikjournalist er det ikke altid fedt at indrømme, at man ikke har hørt en vis kunstners musik på forhånd, men i denne kontekst bliver det nævnt helt bevidst. For før undertegnede vidste af det, blev der rokket frem og tilbage på sofaen og nynnet med på melodier, som jeg bestemt ikke havde hørt før denne koncert. Sikke kompositoriske evner, disse musikere besidder! Og ikke nok med det, for de leverede også et show, der blev et af dagens absolut bedste – uden noget fancy scene- eller lysshow. Deres tilstedeværelse og indlevelse i musikken var svært fængslende selv gennem en tv-skærm, hvorfor man næsten ikke tør tænke på, hvordan de mon er at opleve i en fysisk live-kontekst.

Efterfølgende fik Aaron Turner endelig lov til at overtage skærmen – hvilket jo burde have været for anden gang, men det snakker vi ikke om – og blæste undertegnede og samtlige naboer omkuld, for det, der kom ud af højtalerne, er vitterlig ubeskriveligt. Gennem pedaler, synthesizers og andet nørdet udstyr leverede han en lille times guitarimprovisation, der på mange måder blot var en rockudgave af tidligere nævnte Territoire, og som var en stærk påmindelse om, at han jo i tidernes morgen var med til at starte og spillede i Isis. Når tiden endelig gør det muligt at opleve Aaron Turner live, håber jeg noget så inderligt, at det bliver et sted med tip top professionelt lydudstyr og en lydmand, der er halvdøv og derfor skruer alt op på 11.

En time i midnat var Roadburn Redux med hastige skridt ved at lakke mod enden, da de præsenterede årets sidste navn og livestreamingkoncert. Hollandske DeWolff var ud at dømme fra festivalens chat et ukendt band for mange, men vi endte alle med at blive særdeles bekendte med dem på en god måde – og det vidste holdet bag Roadburn godt, for helt bevidst havde de sat præcis det band til at spille på præcis det tidspunkt. Under bandbeskrivelsen tillod de sig at skrive “Get ready to discover your next favorite band”, og i denne kontekst er det helt rigtigt: DeWolff er blevet undertegnedes yndlings-festivalsafsluttende band. For sikke en festlig, medrivende og helt perfekt uhøjtidelig måde at lukke og slukke Redux på! Med en god ligevægt mellem 60’er- og 70’er-inspireret psykedelisk hård rock og en moderne musikforståelse groovede trioen igennem til langt over midnat, hvor det stod klart og tydeligt, at de på mange måder havde leveret den mest ægte medrivende og inkluderende optræden under de tre en halv dage, festivalen varede. Det føltes vitterligt som at være til en ægte, fysisk livekoncert grundet forsanger og guitarist Pablo van de Poels vane med at snakke til seerne mellem numrene – som overraskende nok ikke engang kom tæt på at være det mindste akavet – og ikke mindst hans entusiastiske udbrud til sine medmusikanter. Det er tankevækkende, hvor meget ordene “Hell yeah!”, “Awesome!”, “Rock on!” og en tilbagelænet tilgang til det digitale koncertformat kan ændre så markant på en oplevelse.