Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For meget af det solide

Populær
Updated
For meget af det solide
For meget af det solide
For meget af det solide
For meget af det solide
For meget af det solide
For meget af det solide

Yob er med årene blevet et husorkester på Roadburn. Det blev understreget i i år, hvor de foran savlende doom-tilbedere igen indtog Main Stage to aftener i streg. 

Kunstner
Spillested
Dato
13-04-2014
Genre
Trackliste
Lørdag d. 12/04:

1. Burning the Altar
2. The Lie That Is Sin
3. Silence of Heaven
4. Breathing from the Shallows
5. The Great Cessation

Søndag d. 13/04 - Afterburner:

1. Ny Sang
2. Ny Sang
3. Ny Sang
4. Adrift in the Ocean
5. The Quantum Mystics
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Da det sidste år blev annoceret, at Yob ville aflægge Roadburn Festival deres tredje besøg på kun fem år, måtte man indrømme, at det egentlig var lidt svært at få sig selv til indse, at det måske ikke var den bedste idé fra festivalens side. For tag ikke fejl: Yob er et absurdt fedt band, der fortjener langt mere opmærksomhed, end de hidtil har fået, og de fortjener skam igen og igen at få muligheden for at spille for så stort og dedikeret et publikum som til Roadburn. Det er på en festival som Roadburn, at Yob hører hjemme. Det er på Roadburn, at Yob får den fulde anerkendelse, der kun sjældent kommer deres vej, og når anerkendelsen på Roadburn tilmed kommer i en størrelsesorden, der formentlig overgår det meste, bandet ellers nogensinde kommer til at opleve, bliver det kun det skønnere at headbange i takt til Yobs smadderfede doom på Main Stage. Når dette band med guitarvirtuosen Mike Scheidt i front år efter år indtager festivalens største scene er det altid noget særligt, og det er kun fortjent, at det altid foregår for en stopfuld sal. Det kan man aldrig blive helt træt af.  

Festivalens setup med Yob i år var identisk med deres setup af bandet i henholdsvis '10 og '12, hvor de begge år spillede ikke én, men to koncerter. Sådan er det angiveligt med Roadburn: Får de muligheden for at hive Yob over fra Oregon, så skal de fandeme have valut for pengene. Den mistanke, man havde haft op til festivalen, at det måske ville blive et overkill fra festivalens side endnu en gang at sætte to koncerter op med bandet, viste der sig dog at være noget om. Jo, festivalen har uden tvivl sin legitimering: Da Yob spillede på Roadburn i 2010 var det deres første besøg i Europa, og for et band, der først sent i karrieren - efter diverse kriser samt en periode med bandopløsning - har fået vind i sejlene netop med hjælp fra Roadburn, da er det fra festivalens side nobelt helt ind til benet at programsætte dem igen. For igen: Yob fortjener al den opmærksomhed, de overhovedet kan få! Men gentagelsen er en hård nød at knække, og Yob led under den begge aftener i år.

Lørdag: The Great Cessation

Første koncert om lørdagen var dedikeret til bandets gendannelsesalbum, 'The Great Cessation' (2009), der i sin tid var Yob første album til at blive udgivet efter en to-årig periode fra 2006-2008, hvor de var gået i opløsning. 'The Great Cessation' er derfor også det første studiealbum, der er indspillet med den nuværende trio, som udover Scheidt tæller trommeslager Travis Foster samt Aaron Rieseberg på bas. Mens Foster har været med i bandet siden 2003, blev Rieseberg først en del af line-up'et op til indspilningen af netop 'The Great Cessation'. Sammenlignet med de fire foregående udgivelser fra '02, '03, '04, og '05 blegner 'The Great Cessation'. Pladen har ikke den samme overraskende vildskab som de forrige plader, men er i højere grad interesseret i et mere traditionelt og meget lidende doom-udtryk. Pladen løfter sig dog også over det såkaldt traditionelle, hvilket først og fremmest skyldes den lyd, der fra dag ét af har været ubeskriveligt Yob'sk. Især Scheidts Monsoon-guitar er genkendeligheden selv.  

Og det er netop bandets genkendelighed, der gør selv en mindre god Yob-plade til alligevel at være noget særligt i live-regi. Det er en oplevelse i sig selv at få lov til at overvære Yob. Altså, det er en oplevelse i sig selv bare at se trioen spille: Fosters slow-motion doom-trommer er ultralangsom perfektionisme og et syn ud over det sædvanlige; Rieseberg tæsker sin bas rundt, som gjaldt det alt eller intet; Scheidts sammensmeltning af guitar og mand er indlevelsesfuld og, ja, fandeme helt rørende. Så til trods for at det var den mindst stærke Yob-koncert på festivalen til dato, var det på alle måder en oplevelse. Desuden skal man som nævnt lede længe efter så meget hjerte til metalkoncerter, som når Yob besøger Roadburn. Derfor synes det også kun rigtigt, at Scheidt - efter at have leveret en solid udgave af 'The Lie That is Sin' - måtte vende ryggen på publikum, tage en dyb indånding og tørre øjnene. Selvfølgelig, der er sandsynligvis ting på spil i lige den sang, der fik det emotionelle op i ham, men at ærligheden overhovedet kommer frem, har vi Roadburn at takke for.



Afterburner: Nye sange og Roadburn-hits

Søndag stod de der så igen, denne gang parat til angiveligt at give et lidt mere ordinært sæt, der ikke byggede på et helt album. Det florerede dog allerede på forhånd, at det ordinære måske ikke ligefrem ville blive en hitparade af Yob-skæringer, men at bandet kunne tænkes i stedet at lufte nye sange fra deres kommende plade, 'Clearing the Path to Ascend', der pt. er sat til at udkomme engang i efteråret. Og det var præcis, hvad bandet gjorde: den første time af den omtrent halvanden time lange koncert bestod af tre nye numre, der var lige så episke, som det kommende albums Neurosis-associerende titel antyder. Og det er ikke utænkeligt, at Scott Kelly og Steve Von Till har haft en finger med i spillet omkring den nye plade, da flere af numrene egentlig lød mere af Neurosis, end de lød som Yob. Desværre. Der var ikke meget af den overraskende vildskab, man som nævnt satte så meget pris på i mødet med bandets første plader. Vildskab var der rigeligt af på de nye numre, på Roadburn overraskede den dog aldrig. Igen: Det gjorde ikke koncerten ringe. Dertil er Yob alt for velspillende et band, der tydeligvis ånder og lever i takt med deres musik, når de spiller live. Men når et kongenummer som 'The Quantum Mystics' kun får en til at headbange moderat, så ved man ligesom, at man snart har brug for noget fra Yob.