Briller af stål: Sort band-t-shirt og alt andet ligegyldigt
PopulærUanset hvilken slags metal vi hører, er der en ting, vi alle kan være enige om: den sorte band-T-shirt. Briller af Stål guider dig til en stilfuld brug af merchandise.
Uanset om vi bærer cardigan, hættetrøje, cowboyvest, skovhuggerskjorte, termojakke eller læderjakke, så har vi alle sammen ét til fælles: den sorte band-t-shirt indenunder. Der er ikke så meget der, den tages for givet, men det betyder ikke, at den ikke bør være velovervejet. For den moderne, stilfulde metaller findes der en lang række af faktorer, der skal kalkuleres med, inden man bare hiver den øverste ud fra bunken. Den sorte band-t-shirt signalerer på den ene side et tilhørsforhold til scenen, men den skulle klart også gerne indikere et vist mål af individualisme, uden at det bliver forceret. Det er en balancegang, men der er heldigvis et par helt klare retningslinjer at gå efter:
Man har ikke en t-shirt på med det band, man er til koncert med
Og slet ikke en frisk t-shirt fra merchboden. Hvis du er dukket op, er vi godt klar over, at du på et eller andet plan er dedikeret til det her band, så det er skønne, spildte kræfter at demonstrere det med en band-t-shirt, og det får dig til at fremstå som en fanboi, og det bør du være for cool til. Hvis du tager din nye t-shirt direkte på, får det dig til at virke desperat efter at demonstrere din dedikation, og du kommer til at ligne en n00b. Den eneste undtagelse fra den sidste regel er, hvis du er blevet så gennemblødt af sved i pitten, at du kan få det til at fremstå, som om du sådan set bare er nødt til at købe en ny band-t-shirt for ikke at fryse. Der findes de, der mener, at en anden undtagelse gør sig gældende, nemlig at det giver cred at have en gammel, forvasket t-shirt på med det band, der spiller, fordi det viser, at du er old school. Det gør det ikke: Det viser bare, at du gerne vil vise, at du altså har hørt det her band meget længere end alle os andre og derfor på en måde har mere ret til dem. Det får dig til at fremstå som en blanding af en fanboi og en usikker røv.
Man har ikke en band-t-shirt på med sit eget band
Aldrig. Heller ikke selvom man er Metallica – selvom det selvfølgelig er bedre end Hetfields famøse ferielook i ternede shorts og klipklappere foran en Gucci-forretning – og slet ikke, hvis man er et mindre band end Metallica. At spille live med sin egen band-t-shirt på er som at onanere foran et spejl, at have sin egen band-t-shirt på til andres koncerter fremstår som et desperat forsøg på at stjæle deres spotlight, at have den på ned i kiosken søndag eftermiddag virker bare, som om du simpelthen ikke kan komme dig over, hvor vild du selv er.
Det åbenlyse kontra det tilstræbt obskure
Herefter bliver det mere et spørgsmål om fingerspidsfornemmelse og almindelig pli. Det er i nogen grad et personligt spørgsmål, om man synes, det virker for oplagt at have en dødsmetal-t-shirt på til et dødsmetalshow, men man kan lige så hurtigt komme over i den anden grøft, hvor det kommer til at virke, som om man er alt for ivrigt opsat på at demonstrere, hvor vidtfavnende ens smag er, når man går til doom i en hardcore-t-shirt eller skejer helt vildt ud og tager en eller anden indie- eller røvballe-t-shirt på. Det sidste er naturligvis mere cool end det første, man vil jo til hver en tid gerne drikke bonkammerat med ham Cactus-duden, omend det første er mere tilbøjeligt til at blive godkendt af denne klumme, hvis man vel at mærke kan få det til at ligne et tilfældigt skødesløst greb øverst i bunken af band-t-shirts inden man tog afsted. Som i ”Hov? Nåh ja, det var da vist min Band of Susans-t-shirt jeg fik på, ja, den er fra dengang de spillede på Barbue.”
Det er vigtigt at finde en balance mellem det populære og det elitære, det udvandede og det obskure. En Metallica-t-shirt er selvsagt ikke rigtig cool længere, fordi Metallica siden 1990, altså, mens en Black Sabbath-t-shirt er helt i orden, fordi den viser, at man anerkender mestrene. Ramones og Motörhead er naturligvis også mestre, men deres t-shirts har været licenseret til H&M en overgang, så de er blevet mere end almindeligt udvandede. AC/DC er fedt nok at høre fredag eftermiddag, men en t-shirt med dem signalerer en tyrenakket tilgang til boogierock. Det er til enhver tid federe at kunne sporte en Nausea- eller Iron Monkey-t-shirt, det viser, at man virkelig kan sit lort, men det må endelig ikke forstås, som om det er et spørgsmål om at være så obskur som muligt: som Nate Newton har påpeget, skal man helst ikke ende med at ligne et juletræ med patches fra alle de bands, der tilfældigvis er kommet igennem byen på et givent tidspunkt. Det skal være alment anerkendt gode bands.
Attitudeafstivning i kaffepausen
Band-t-shirten er altså en identitetsmarkør og et statussymbol. Selvfølgelig er den det, men den er også bare en måde at vise sin kærlighed til den fede tråd dag ud, dag ind. Lige minde sig selv om, hvorfor det er, man gider trække vejret; når man står der i frokostpausen med en kop pulverkaffe og tænker for helvede, så kan man se ned ad sig selv og opdage at Sleep-t-shirten med Tony Iommi som en sfinx titter op i skjorteåbningen, tænke på hvor fedt det er, at Sleep findes, og give pokker i det. Her er band-t-shirten en hyldest, men traditionelt har den også fungeret som vejviser og en måde at give props videre på: Da Metallica i de tidlige år rendte rundt i Misfits-t-shirts, fik de sporet rigtig mange metalhoveder ind på hardcorebandet.
Mig, jeg købte min første Misfits-t-shirt som 13-årig via postordre fra Chickenbrain Records i Sverige. Via Metallica, ja. Det var ikke den helt klassiske fiend skull-model, til gengæld stod teksten fra ”Mommy Can I Go Out and Kill Tonight” på ryggen henover et billede af Danzig. ”Stod” i datid: T-shirten findes stadigvæk et kvart århundrede senere, papirstynd og med små huller rundt omkring, backprintet fuldstændig udvisket. Så længe behøver man dog ikke vente: Da jeg for nogle år siden kom til at savne den slidte Bad Religion-T-shirt, jeg også havde haft dengang, kunne jeg bare købe en ny, hvor logoet var lidt falmet og frønnet og det hvide kors gråligt i det. Så kunne jeg ligne en, der gerne ville ligne en, der havde en historie med den t-shirt.
Jeg har to hyldefulde sorte band-t-shirts i skabet. Det er ikke fuldstændig outreret, det virker som sådan et antal, det er svært at undgå at havne på, hvis man indimellem går til shows og indimellem er stiv til dem og overbeviser sig selv om, at man nødvendigvis må købe en kikset band-t-shirt for at mindes, hvor fed en aften det har været. Lige for tiden er min favorit den med Nifelheim, jeg købte i efteråret, hvor jeg næste formiddag sad i min sofa og undrede mig over, at jeg nu ejede en t-shirt med en slange med flagermusevinger og metalkæder og et smukt bandfoto på ryggen. Inden da var min favorit i lang tid den Hatesphere-hoodie, jeg havde købt, fordi den var så fed og grå, selvom fyren i merchboden blev ved med at prøve at overbevise mig om, at den altså var brun. Den var brun, der stod ”Put Out My Flames With Gasoline” på ryggen med orange bogstaver, og jeg har aldrig brugt den til andet end at løbe i.
Ouroboros
For nylig gav en ven mig en lettere forvasket Ministry-t-shirt, han havde fundet på et loppemarked, fordi han mente, at jeg trods alt havde et tættere forhold til Ministry end ham selv. Næste morgen havde jeg taget en tilfældig sort band-t-shirt ud af skabet stod og kiggede på min nye Ministry-t-shirt, og en veninde, der havde overnattet, kiggede perpleks på mig, fordi det var den samme t-shirt. Den, jeg havde taget fra bunken, var med det tyske dødsmetalband End of Days, den t-shirt, jeg havde fået, var fra Ministrys ”End of Days”-turné, begge dele i de mest metalliske af alle fonte, Old English. Det var et ret metal øjeblik i sin åndethed.
Det er en meget lille anekdote, som siger næsten ingenting om noget givet. Det er den sorte band-t-shirt, og det skal den blive ved med at være. Ær den, bær den, belær den, der ikke kender dem, der er på den.