Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence

Populær
Updated
Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence
Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence
Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence
Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence
Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence
Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence
Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence

Al den metal, der ikke er rigtig metal, og den hardcore, der ikke rigtig er det heller: En ny klumme for det korthårede, cardiganklædte og brillebærende segment.

Hvorfor du ikke vil kunne lide powerviolence:
1. Det er som grindcore uden store, fede helteriffs.
2. Det er for PC.
3. Det er selv-/ironisk.

Scenen, mand. For hardcore, såvel som den del af metal, der udspringer af krydsbefrugtning med hardcore, er scenen det vigtigste, vigtigere end det enkelte band, det enkelte band ikke vigtigere end de scenesters, der bærer det frem. Det er en herlig kollektivitet, som så også bare kan fostre flokmentalitet: Man kan laves shows og zines, bands og alt muligt, indtil man går død i det, til det ikke længere giver al den mening, man har lagt i det, og man ikke længere gider flere trends, mere trueness. Så kan man droppe ud, flytte ud på en ø, tænke at man bare skal høre Neil Young fra nu af, læse Hölderlin, lade håret gro og plukke vilde bær.

Eller man kan gøre noget for scenen og give den noget nyt at bekymre sig om i stedet.

Det er det, den her klumme kommer til at handle om i fremtiden: Dem, der river scenen et nyt røvhul. Den hardcore og metal, som oldschoolerne helst vil sætte i anførselstegn, fordi det ikke er rigtig hardcore eller metal, fordi det ikke er bøvet nok eller true nok. Og om den gråzone hvor de to hovedgenrer mødes og stikker af i alle mulige nye retninger, ikke mindst.

Powerviolence er sådan en krydsbefrugtning, og så er det samtidig en klar afgrænsning: Det er grindcore uden den metal, der omkring 1990 begyndte at få større indflydelse på genren, en videreudvikling af thrashcore, som om thrash metal aldrig var sket. Det er med andre ord vanvidshurtigt og superpolitisk, lige bortset fra når det er åndet i stedet. Infest et klassisk eksempel på det første som en videreudvikling af Siege; Spazz på det andet som en opdatering af D.R.I. Bare lige så vi har referencerne på plads. Hvad det end er, så er det ikke crossover, det har intet kommercielt potentiale, det står lidt ovre i hjørnet og gnægger for sig selv, inden det vælter rummet. Det er herligt, og når man er blevet træt af at være mellow i sit eksil, lyder det lige så fremragende i et nydeligt, smagfuldt indrettet træhus som i et smadret kælderlokale i en baggård i byen. Scenen er der stadig, selvom den ikke har sit geografiske fikspunkt længere.

Det var i sådan et gennemhærget kælderlokale, jeg så Iron Lung for nogle år siden, da brilleaberne kom igennem byen sammen med Endless Blockade og grindcorebandet Hatred Surge. Og mit smil gik fra det ene øre til det andet, fordi det duoen lavede på scenen var så vildt, og det er de fortsat med at være, vilde. Sidste års fuldlængde 'White Glove Test' blev lavet i en specialudgave med en bonusplade med harshnoise, der kunne afspilles uafhængigt eller simultant med hovedpladen for at steppe vanvidsgamet en tand op. Ikke at det som sådan burde være nødvendigt: Iron Lung er intenst nok i sig selv, og det viser de også på den helt nye 7”'er 'Savagery' (Iron Lung Records) med 11 numre på godt og vel 6 minutter i alt (”We fucking timed it!”). Forestil dig Swans' 'Cop'-album komprimeret til halve minutters udbrud med spytskyer og trommestikssplinter flyvende igennem luften. Absolut herlighed, langt større afklarethed end man får af Neil Young.

Savagery 7" by Iron Lung

Der er med andre ord en grund til, at Iron Lung er et af de mest respekterede aktive navne inden for powerviolence, og i deres 16. leveår har de i den grad tjent deres cred i scenen. Næsten lige så lang tid har ACxDC lagt, i 11 år har veganer-straight edge-satanisterne hærget, og i lige så lang tid har folk været i tvivl om, hvad de skulle mene om dem.

Som i ACxDC?

Ja, fordi fuck af, OK?

Det er mere eller mindre grundindstillingen hos bandet, en kvintet af latinoer fra Los Angeles, der mener det nok til at kunne tage pis på det. 'Antichrist Demoncore' (Melotov Records) – som er en af betydningerne bag akronymet, ”All Cops Die Cruelly” er en oplagt anden – er efter en flok ep'er, splits og dit og dat bandets egentlige fuldlængdedebut, alle små 20 minutter den tager sig til at crushe. Jeg har haft lidt svært ved rigtig at digge bandet før, det har været lidt for jokey, lidt for Charles Bronson-primi, ikke intenst nok, men på 'Antichrist Demoncore' har bandet faktisk taget sig sammen og skabt et helstøbt værk med peaks, breaks, riffs og rigelige mængder smadder. Det er mere metallisk end før, nærmest over i retning af de ovennævnte Hatred Surge, men altså, det er relativt. Det er ikke sådan, at man skal forvente Terrorizer eller noget, når man hører pladen. De har bare givet sig selv lov til at rive nogle store riffs af denne gang, sågar dvæle ved dem ind imellem, og med numre som 'Dead Cops' og 'Filicide' er der endda indlagt et par downtempo crossovernumre af den slags, der under andre omstændigheder ville få muskuløse mænd til at lave cirkelspark og møllehjul mod luften omkring sig. Længst ud i hjørnerne kommer de på den episke – 3 minutter 36 sekunder – og tungt sludgy afslutter 'Give Up'. Alsidigt er det, det klæder ACxDC meget bedre end fjollede filmsamples.

">Antichrist Demoncore by ACxDC

Og hvis det alligevel bliver for metal, så er Punch der til at bringe det hele tilbage igen. Tilbage til thrashcore med tjep riffen over blastbeats, tilbage til youthcrew med breakdowns og paroler i flæng. Punch har siden starten i 2007 været et band, der blev holdt ekstra øje med, selvfølgelig fordi folk lige skulle tjekke et powerviolenceband med en rasende kvindelig sanger ud, men efter nyfigenheden havde lagt sig, var det allerede fra debuten klart, at bandet kunne sætte et frygtindgydende velstruktureret og gennemkomponeret album sammen. Det var lige før, man tog bandanaen på i pitten, når råbekoret satte ind på afslutteren 'Feminists, Don't Have a Cow', men så var der lige lagene oveni til at skubbe brillerne op ad næseryggen igen: Sammenkædningen af feminisme og antispecieisme og, hey, SNFU-referencen til at trække tråde tilbage og vise, at hardcore mente det igen. At det ikke var sjovt længere, overhovedet. På 'They Don't Have to Believe' (Deathwish) er råbekoret indskrænket til et enkelt nummer, 'Promises Kept', til gengæld når bassen lige at parafrasere soulklassikeren 'Gimme Some Lovin'' i afslutningsnummeret 'Self Help', og på den måde er der sluttet en cirkel, for så vidt som at hardcore bliver helt lystigt igen et øjeblik.

Desværre bliver cirklen sluttet helt her: I løbet af sidste uge kunne man først på ACxDCs facebookprofil læse et "RIP PUNCH :-/", og dagen efter meldte Meghan så ud at hun havde forladt bandet. Det er i skrivende stund ikke meldt ud om Punch fortsætter, eller om medlemmerne i stedet koncentrerer deres kræfter om Loma Prieta, som flere af dem i forvejen spiller i.

Punchs to første album kom på Spazz-trommeslageren Max Wards 625 Thrashcore-label, hvor, blandt en bunke andre notabiliteter inden for scenen, også Iron Lung er kommet; tredje album er deres første på Deathwish, og det kunne godt få en til at frygte, at de ville prøve at rette lyden ind mod det crossoverpublikum, Deathwish storsælger til. Heldigvis er det ikke blevet mere følsomt eller melodisk – sådan som 7”'eren 'Nothing Lasts' ellers indikerede – og de er heller ikke blevet bøffet op af Kurt Ballou i studiet. Det er godt, det er true, for hvad dét er værd. Det er sådan set også irrelevant, fordi det står klart nu, at Punch har skabt sig deres egen lyd, hvor de kan tillade sig en del, men ikke nødvendigvis gør det, fordi der er riv nok i det, de laver. 'They Don't Have to Believe' er en giga-intens plade, og når titlen citerer Kathleen Hannah fra dokuen 'The Punk Singer', falder endnu en reference på plads: Punch med deres feministiske paroler og anti-voldelige optræden – den viste de bl.a. i Ungdomshuset for nogle år siden - som en videreførelse af riot grrl-bevægelsen og i særdeleshed Bikini Kill.

Der er bare ikke nogen indieforbindelse eller fancy art school-koncepter bag det. Der er en scene, det er nok, det er ambitionsniveauet. Det er ret hermetisk for udenforstående, men det er ikke engang en lukket klub eller noget. Du skal bare være beredt på afsindighed, når du går ind. Så vil du elske powerviolence.

">They Don't Have to Believe by PUNCH