Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årets danske black metal-udgivelse

Updated
frelserr

Frelsers debutplade er tre kvarters foruroligende vanvids-black metal, og en sikker kandidat til at være en af årets bedste danske udgivelser. 

Kunstner
Titel
Afgrundsprofeti
Dato
04-04-2025
Trackliste
1. Afgrundsprofeti
2. Transcendence
3. Knivene hvisker
4. Frelser
5. The Measure of Man
6. Elsker du stadig din næste?
7. Lidelsens glorie
8. Ave Rex Regum
9. Amor Fati
Karakter
5

Ifølge musikdatasen for heavy metal, Metal-Archives.com, så er der fra Norge og Sverige udkommet intet mindre end knap 3.500 plader i fuldlængde, der kategoriseres under black metal. Laver vi den samme søgning for Danmark, er resultatet lidt over 300 udgivelser. 

Selvom det ikke er et stort antal på de 35 år, der er gået siden Denial of God og Apollyon vækkede genren til live i Danmark, så findes der er alligevel godt med sort guld i den danske sangskat. 

Én af perlerne er Serpents Lairs ’ Circumambulating the Stillborn’ fra 2015, der bød på isende koldt og okkult black metal, men som aldrig fik den opmærksomhed, pladen fortjente. Udover en håndfuld koncerter og en efterfølgende ep, kom Serpents Lair heller aldrig rigtigt ud over stepperne. Men når man er i tyverne og de muligheder, voksenlivets første årti byder på, så kan det være en udfordring at holde sammen i et band.

Men nu bliver der rådet bod på det. Fra asken af kvartetten Serpents Lair har trioen Frelser rejst sig. Allerede på sidste års demo ’Demo MMXXIV’ var potentialet åbenlyst, og på undertegnedes årsliste fik Frelser også pladsen som årets nye danske band.

På debutpladen ’Afgrundsprofeti’, indspillet, mikset og masteret af svenske Erik Nilsson i 491 Studios i Oskarshamn, overgår trioen alle forventningerne. 

Produktionen er perfekt skarp og rå, uden at være en poleret lort. Musikken er som et soundtrack til okkult vanvid eller lyden af et bæst, der skambider dit korpus og sluger din sjæl. Allerede fra starten i det knap ti minutter lange titelnummer, lyder der ildevarslende dommedagshorn, som ikke efterlader tvivl om, at Frelser inviterer lytteren med på en misantropisk mission igennem pladens knap 45 minutter, hvor alt og alle opsluges af mørket.

”Kun vanviddets lys, lyser for dig!” lyder det med poetisk drabelighed i ’Knivene hersker’. 

Musikken er som en bastard mellem Dark Funeral og Marduks lyd i 90’erne, og trækker ikke mindst på genrens hovedværk, Mayhems ’De Mysteriis Dom Sathanas’. Men når man drikker af sortmetallens hellige gral og spytter sin egen tjæregalde i hovedet på lytteren, så gør Frelser præcis det, som så mange andre gode bands gør – nemlig bygger videre på fundamentet og rejser sin egen søjle i genrens tempel. 

Det er især frontmand LJ’s alsidige vokal, der løfter Frelsers udtryk helt op til at være blandt eliten. Som besat shaman får vi alt mellem chant og bidsk growl fra LJ, som vi også kender som spasmager i lædervest i grindcoregruppen Genocide Doctrine til vokalist på debutpladerne med Udånde og Heaven’s Damnation. Men det er på ’Afgrundsprofeti’ han leverer karrierens hidtil stærkeste præstation. 

Der findes en dokumentar om black metals historie, hvor Enslaveds frontmand Grutle Kjellson fortæller, at nok har black metal som genre en række stilistiske fællestræk, men genren mere skal defineres som en bred vifte af forskellige udtryk. Lyder Immortal, Darkthrone, Emperor og Mayhem måske ens, som han retorisk spørger intervieweren?

Nej, og vi husker deres plader. Men størstedelen af de 3.500 black metal-plader, der er udkommet i Sverige og Norge igennem snart fire årtier, de er ikke lageret i den kollektive hukommelse. Ikke fordi de nødvendigvis var dårlige eller skabt af musikere uden evner på instrumenterne. Men fordi pladerne lød som så mange af de andre i genrens sorte sump af mange udgivelser. 

’Afgrundsprofeti’ bliver husket, fordi musikken er fremragende, men også fordi Frelser fylder et hul ud på den danske scene. Vi har Denial of Gods unikke horror black. Afskys sørgmodige black. Ligfærds militante black. Og nu også Frelsers foruroligende vanvids-black metal. 

Vi er kun i april, men det her ender som årets bedste danske black metal-udgivelse.

’Afgrundsprofeti’ udkom digitalt 4. april og udkommer senere på året i fysisk format.