Bøf eller æble?

Til marts gæster Gojira København i forbindelse med deres ’Magma’-tour, og derfor bringer vi dig et interview med forsanger Joe Duplantier, hvor vi både kommer omkring bandets nyeste album, livet i New York og miljøet – naturligvis.

Joe Duplantier er en af de hyggeligste musikere at interviewe; han er smilende og afslappet. Måske for afslappet, når man ser det fra et journalistisk perspektiv. Sidste gang undertegnede interviewede den franske forsanger, var i Fængslet i Horsens i 2014, da Gojira sammen med Slayer, Mastodon og Ghost varmede op for Metallica.   

For at gøre historien kort gik undertegnede lige i fælden og lod sig rive med i Joes sidespor, hvor vi i et kvarter endte med at snakke om hajer. Det var enormt hyggeligt og spændende, men næppe noget, som metalpublikummet ville finde lige så medrivende at høre om. Heldigvis stod dette klart i erindringen, da jeg trådte ind i bandets backstagetrailer på Artist Village bag Orange Scene. ”Næh, spændende! Er det din festivaltelefon med det cover? Eller bruger du det også til daglig?”

Om Joe Duplantier har en fascination for Samsungs beskyttelsescovere er ikke til at sige i denne omgang, for det lykkedes på magisk vis undertegnede at svare kort og gå direkte til sagen – nemlig til et seriøst interview, hvor Gojira er i centrum og ikke et af verdens mest misforståede dyr.


'Magma' er en smule anderledes fra jeres tidligere plader, det er en blanding af 'L'Enfant Sauvage' og det ældre materiale, særligt 'Terra Incognita'. Hvordan var jeres musikalske rejse hertil, og hvordan opstod de nye stilarter i jeres musik?
Sikke et ambitiøst spørgsmål! Det kunne jeg sige meget om, men helt grundlæggende er vi vokset en del. Vi er blevet gamle. Vi er blevet voksne.  Førhen var vi det her teenager-dødsmetalband, nu er nogle af os næsten nået de 40, så vi kan ikke forblive de samme mennesker som før. Vi havde bare brug for noget andet og noget nyt.

Der er noget galt med bands, der spiller det samme musik, når de er 50, som da de var 15 år. Så for os har det været meget naturligt at udvikle og ændre os; nogle af de elementer, som fylder meget i det nye album, er elementer, vi har brugt siden starten af karrieren. Forskellen er, at det på daværende tidspunkt bare skulle være hårdere og hurtigere end noget andet, hvor vi nu mere har fokus på at skabe en vibe, der viser, hvem vi er. Det har viben altid gjort, men nu har den bare forandret sig, ligesom alt andet, ligesom vores hud og knogler.
Vidste du for eksempel, at alle cellerne i kroppen i løbet af et par år regenererer eller forsvinder helt, og at der kommer helt nye celler til? Så teknisk set er vi jo ikke de samme mennesker. Kroppen forandrer sig, selvom vi er de samme personer. Og det var netop det, der skete på ’Magma’.

Der er mange mennesker, som tror, at vi fra begyndelsen beslutter os for, hvad vi vil – at vi har en klar vision om hele processen, men i virkeligheden samles vi bare og jammer. Intet er sikkert. Vi har ingen anelse om, hvor vi er på vej hen, vi spiller bare musik og ser, hvad der sker. Vi prøver bare at komme i kontakt med essensen og sjælen af vores musik.

Og så sker det. Jeg mener, se lige på albummet. Wow! Tænk, at der kom det her ud af det. Jeg er selv meget overrasket! Den eneste form for kontrol, vi har over hele processen, er udvælgelsen af, hvad der skal med på det færdige album. Præcis som fotografer; de kan tage tusindvis af billeder, men i sidste ende udvælger de kun to. Vi gennemgår det samme og vælger undervejs, hvilken retning vi vil gå i, og hvilke ideer vi vil følge. Alt i alt havde vi omkring 5 timers musik, som blev kogt ned til 40 minutter på et album.

Et af de helt nye elementer i ’Magma’ er ren vokal. Hvordan kom I frem til det? Gjorde du det for at udfordre dig selv?
Jeg synger virkelig dårligt. Vi har alle unikke stemmer, men jeg har ikke ligefrem en stemme, der giver folk gåsehud. Derfor måtte jeg udvikle mig og virkelig gøre en indsats for at udvikle min vokal, hvilket jeg forsøgte at gøre på flere albums, hvor sang rent noget mere, men det har bare ikke passet særlig godt til musikken. Vi lavede faktisk flere demoer, hvor vi prøvede at sætte ren vokal ind, men da vi hørte det, kunne vi ikke andet end at krumme tæer. Det var skrækkeligt! Jeg kunne virkelig ikke lide min vokal, men jeg havde stadig lyst til at synge – det har jeg villet i meget, meget lang tid efterhånden. Så jeg sprang bare ud i det under optagelserne til ’Magma’ og gav mig selv fuldt ud. Det er jeg glad for at have gjort. Jeg har altid skreget og growlet, jeg elsker det stadig, men det var på tide at prøve noget nyt. Jeg er blevet for gammel til growl! Eller i hvert fald til kun at growle hele tiden. Nu vil jeg gerne udtrykke mig på en ny måde, hvor der er plads til mit indre jeg.

Måske er det en meget egoistisk måde at se tingene på, og særligt Mario [bandets trommeslager] var meget imod det og syntes, det var forfærdeligt, men det lykkedes mig heldigvis at overbevise ham, og med tiden begyndte han at se en mening med det.


I har fået jeres eget studie i Brooklyn i New York, Silver Cord Studio. Hvordan påvirkede det jeres arbejdsproces i forhold til det nye album?
Det gav os større frihed. Vi er et band, der bedst kan lide at gøre tingene selv. At have eget studie var meget udfordrende og dyrt, selvfølgelig, og vi skulle selv bygge det fra bunden – vi skulle gøre absolut alt selv. Hele fucking arbejdet. Vi havde også eget studie i Frankring, da vi optog ’The Link’, ’From Mars to Sirius’ og ’The Way of All Flesh’. ’L’Enfant Sauvage’ var det eneste album, som vi ikke selv optog, så egentlig gik vi bare tilbage og gjorde det, vi er bedst til – at gøre alt selv.

Nogle gange er det en anelse frustrerende, for vi laver selvfølgelig fejl. Der kan eksempelvis være noget galt med akustikken og så videre, men til Silver Cord fik vi hjælp af meget kompetente venner, og så endte vi med at have et meget fedt studie. Det ligger i en lagerbygning, og der skal naturligvis betales husleje, så jeg bliver selvfølgelig nødt til at have en masse bands derind, men indtil videre så langt så godt. Jeg er heldigvis ikke alt for meget bagud med huslejen.

Generelt er det utroligt spændende at have eget studie, og der er ingen tvivl om, at det har skabt en helt særlig atmosfære på ’Magma’. Faktisk byggede vi studiet om albummet, ikke den anden vej rundt.


Hvordan var det at flytte fra Frankrig til New York, fra natur til en storby?
Det har længe været en drøm for mig. Det var noget, jeg var nødt til at gøre. Jeg voksede op i en lille landsby, hvor jeg har tilbragt stort set hele mit liv, og jeg fik bare nok. Jeg havde brug for at komme ud. Siden jeg var 7 år gammel, har jeg af en eller anden grund gerne villet flytte til New York, så har jeg været lidt besat af byen. Jeg har familie i USA, og tidligere boede jeg der i seks måneder ad gangen, så jeg har været ind og ud af New York siden 20’erne. Efterhånden besluttede jeg mig for at blive boende i byen og have hjem der mellem turneerne. Det har været en lang kærlighedsaffære, og jeg har nu boet der i omkring seks år.

Det er ikke bedre end Frankrig, det er ikke bedre end min lille landsby, det er bare anderledes. Og jeg havde bare brug for det som person, jeg havde brug for der skete noget nyt, og jeg er glad for at have gjort det.

’Magma’ har mindre fokus på miljøet end jeres tidligere udgivelser. Er det noget, der er kommet naturligt, eller søger I væk fra det med vilje?
Absolut ikke! For mig er miljøproblematikken vigtigere end nogensinde før. Stort set alle vores album har omhandlet en eller anden form for personlig udvikling, sjælens evolution, en revolution af individet. Og det tror jeg på, man kan også se, det sker alle vegne, denne revolution, uanset hvilken lortesituation man måtte være i. Kigger man på middelalderen og på første verdenskrig, har det været den rene mareridt, der sker hele tiden forfærdelige ting. Hver generation er helt sikker på, at deres egen situation uden tvivl er den værste i verdenshistorien. I dag har vi eksempelvis at gøre med terrorangreb, hvilket er ret forfærdeligt, men det er ikke værre, end hvad der ellers er sket – der er ikke noget, der er værre end noget andet. Der sker altid forfærdelige ting, men heldigvis er det også tilfældet med de gode ting.

Uanset hvad vil der være en eller anden form for revolution i gang, og hvad både spiritualitet og miljøbevidsthed angår, har Gojira altid sat fokus på disse ting. Vi har altid været en del af denne revolution. Vi åbner folks øjne for, hvad der sker omkring dem, og prøver at engagere dem i politiske sager, i stedet for at de har øjnene klistret til en eller anden form for skærm og går glip af virkeligheden. Vi prøver at få folk til at vågne op.

Det er også vigtigt at kigge på, hvad vi som mennesker gør til hverdag – hvordan vi kommunikerer med hinanden, hvordan vi ser på tingene, hvilke tanker vi har, og vigtigst af alt hvordan vi agerer som forbrugere, for der har vi enormt meget magt. Køber man en bøf eller et æble? Det er igennem vores valg, at vi har magt. Tager man bilen eller cyklen? Det er igennem disse ting, at en sand forandring findes.

Bare fordi jeg er flyttet til New York, betyder det ikke, at jeg er blevet mindre miljøbevidst. Tværtimod. Det ville jo være noget af en kliché. Jeg havde brug for at flytte til New York for at få inspiration. Byen er fyldt med kloge mennesker, som prøver at forandre verden. Den spirituelle forbindelse i New York er imponerende; det er her, at folk fra hele verden mødes. Det er en storby, og derfor er den selvfølgelig også meget forurenet, men det har netop fået mig til at være mere miljøbevidst. Det er godt at blive konfronteret med tingene.

Læs alt om Gojira her.