Hurtigere, vildere, voldsommere

Seks år er der gået, siden vi gav Fordærvs debut en firkant for lidt i en anmeldelse. Indrømmet. Nu er trioen tilbage med flere galgenhumoristiske dødskvad i ét-minutsformat. Med barnlig nysgerrighed valgte vi at spørge mere ind til galgenhumoren, grimheden og kærligheden til grindcore.

Meget spildevand er løbet ud i de midtjyske kloakker siden 2019, hvor den silkeborgensiske powertrio Fordærv udgav debutalbummet 'Knep Dig Selv Ihjel' til stor moro for nørder af skæve titler og anerkendende nik fra kendere af god grindcore.
Går man tilbage i annalerne på Devilution-redaktionen var det tilsyneladende kun Orms fænomenale 'Ir'-plade, der afholdt Fordærvs knap 19 minutter lange udgydelse i at blive kåret til Årets Danske Album. Efter en split med bysbørnene fra Kokain og Bonejammer er det endelig tid til opfølgeren, den 13 minutter effektive 'Nogen Skal Jo Dø'. Det skal naturligvis fejres med et interview om ventetid, vildskab, galgenhumor, grimhed og Silkeborg.

Der er gået hele seks år siden jeres første album. Nu kommer så 'Nogen Skal Jo Dø'. Ud fra jeres princip om at kompositionen af ét nummer ikke må tage mere end en time lugter det lidt af, at I har snydt denne gang.
Eller laver I faktisk andet end at spille grindcore? Hvorfor har det taget så lang tid med opfølgeren?

”Det er vi sgu nødt til! Grindcore er alt andet end en pengemaskine, hvilket det heller ikke skal være. Der er flere grunde til, at det tog så lang tid – den primære var corona. Da landet lukkede ned, lukkede vores øvelokale også. Så vi blev sat i tomgang i 2-3 års tid. Derudover kom der et sæt tvillinger, et hus skulle bygges, studie osv. Generelt bare livet.”

Hvordan holder man gejsten og troen på sit projekt oppe under de forudsætninger, at I måtte ligge tvungent stille i 2-3 år? Overvejede i nogensinde at lukke det hele ned?

Vi var heldige at det ikke lukkede ned ud i ét. Det åbnede op midt i forløbet, hvor vi fik lavet 'Nu Det Nu' sammen med Bonejammer og hedengangne Kokain. Det holdt gejsten lidt oppe, også var vi stadig sultne på at se hvad 'Knep Dig Selv Ihjel' kunne. Den var kun ude et lille år inden det hele lukkede.

”Det var som sådant ikke helt stille, men meget stille i den periode,” tilføjer trommeslager Mads Lau, der sammen med bror Mikkel på guitar udgør den instrumentale sektion af Fordærv bag skærebrænderen Jonas Borring Sandvej på vokal.
”Vi er alle indstillet på, at nogle gange kræver vores liv uden for bandet bare mere. Men vores holdning er stadigvæk, at så længe det er fedt at mødes i øveren og spille, om der så i perioder kan være alt for langt imellem, så er det værd at blive ved. Det er selvfølgelig en lækker gevinst ud over at spille koncerter.”

Hellere støj end stemning
'Nogen Skal Jo Dø' lyder for mig som om tanken har været ”hurtigere, højere, vildere”. Tempoet og vanviddet er i hvert fald ikke blevet sat ned set over hele pladen, selv om der også er blevet plads til et groovy stykke hist og her midt i dødsridtet. Grindcore er en genre, mange har nogle ret fastlåste ideer om, hvordan skal lyde.
Har I gjort jer nogen tanker om, hvordan I ville udvikle jer?

”Mantraet har altid været hurtigere, vildere og voldsommere! Den dag vi mener, at det skal groove mere eller have et stemnings-interlude, må I gerne lægge os i graven! Vi har forsøgt at presse det så langt ud denne gang, at det til tider grænser til støj. Vi synes i hvert fald selv, at vi er lykkedes med det.”

I er flyttet hjemme fra Silkeborg denne gang og har ladet Jacob Bredahl stå for produktion og mastering. Mens Jacob selvfølgelig gør sig meget i dødsmetal- og hardcore-produktion, favner hans CV ret bredt, og han har bl.a. haft TV-2 i studiet.
Hvad er det, han kan, som I føler klæder jeres musik?

”Jacob Bredahl har faktisk været lidt inde over alle Fordærv-udgivelser, enten i form af mix og/eller mastering. Så det lå meget naturligt i kortene, at det skulle være Bredahl denne gang. Derudover har han en fantastisk evne til at få musik til både at lyde og føles som at få en mur af lyd i hovedet. Musik skal helst også lyde af dem, der spiller det, og det fanger Jacob Bredahl. Og så er han ikke mindst en fucking makker!”

Edder, galde og galgenhumor
En væsentlig del af Fordærvs tekstuelle univers er galgenhumoren. Det hele handler om død og ødelæggelse, men med mere end et enkelt glimt i øjet. Det synes også at være tilfældet denne gang med titler som 'De Døde Er Jo Så Rolige', 'Fine Fornærmelser' og 2025's mest eminente sangtitel 'Knivstik Øv Pis Av'.
Hvad betyder det for jer, at jeres tekster er noget utraditionelle og med en god portion humor? Og hvorfor? Tilføjer det et ekstra aspekt til musikken?

”Humoren repræsenterer os rigtig meget som gruppe. Mange tekster og titler er decideret bare jokes os imellem – skabt i en intern konkurrence om at overgå hinanden i galgenhumor. Og hvis det giver det bedre borgerskab hvidvinen galt i halsen, er vi også glade.”
Forsanger Jonas Borring Sandvej tilføjer: ”En titel som 'De Døde Er Jo Så Rolige' er eksempelvis en vild sætning min far fik sagt engang, vi var ude at køre. Det skal siges, at han er kriminaltekniker, så han ved, hvad han snakker om!”

Har I nogle bevidste tanker om, hvorfor det er federe at lave dansksproget grindcore frem for engelsk?

Sandvej fortsætter: ”Jeg skrev faktisk også på engelsk i starten, men gik hurtigt helt væk fra det. Dansk er et lidt kluntet sprog, så der er noget primitivt og grimt over at råbe på modersmålet. Og så bliver titlerne bare mere provokerende på dansk – det må gerne prikke lidt til leverpostejmadderne.”

Galgenhumoren er helt sikkert et kendetegn for Fordærv, men det fungerer også kun, fordi musikken holder et vist niveau. Det kan ikke være helt nemt både at skrive tekster, der gerne må fornærme og fremkalde smil og samtidig lave musik, der helst skal tages seriøst.
Er det problematisk at bibeholde en balance mellem at lave et musikalsk produkt med kvalitet, I kan stå inde for, og så samtidig ”overgå hinanden i galgenhumor”?

”Vi har altid snakket om den famøse knivsæg, og at vi stræber efter at ligge lige midt på den. Det må gerne være sjovt, men ikke plat. Der må gerne være noget dybere, men det skal ikke mases ind i hovedet,” forklarer bandet. ”Det er ikke nemt og vi snakker ret meget om det. Det er vigtigt ikke at få trukket det musikalske ned med pruttejokes.”

”Det er en ting, som jævnligt bliver drøftet, fortsætter Mads Lau. ”Visse dele må gerne blive useriøse og åndssvage. Det bliver ofte en form for gråzone, man forsøger at bevæge sig i. Er det for useriøst bliver man ikke taget seriøst, men samtidig er selvhøjtidelighed også pissekedelig. Vi forsøger og gå så langt vi kan uden at det bliver håbløst useriøst.”

Primitivitet over pænhed
Det virker som om pænheden i dansk metal er lidt på retur de seneste par år. I har været her et stykke tid, det samme har bands som Undergang, UxDxS, Guttural Slug o.lign., men der synes at dukke flere og flere bands op, der dyrker et mere grimt, primitivt og målrettet udtryk, frem for pæne produktioner, harmonier og store koncepter.
Er det blevet federe at være primitiv? Eller er folk bare blevet trætte af melodisk dødsmetal og atmo-black? Har I nogle tanker om det?

”Der er kommet så mange nye og pissegode bands, som dyrker det “grimme”. Om folk er blevet trætte af det andet, er måske så meget sagt – men en slags modreaktion til det overproducerede har der helt sikkert været. Internationalt er der også kommet mange nye, der dyrker det primitive,” medgiver den silkeborgensiske trio.
Mads Lau tilføjer, at ”der tydeligvis er en modreaktion på de pæne produktioner, intimt-atmosfærisk-indie-blackmetal og alt det der. Jeg ved ikke, om jeg synes, det behøver at være primitivt – men det er klart med en mere rå attitude.”

Føler I, at det mere primitive udtryk er mere i punkens/metallens ånd? Fremfor eksempelvis en stor, pæn produktion i harmoni med sig selv, som sigter efter at være mere lettilgængelig?

”At sige at det er mere i metallens ånd, er nok helt op til hvem man spørger. Metal har historisk været begge dele, bare tag grindcore og power metal som modsætninger. Stadig under et fælles banner, metal, men nok ikke de to genrer som har flest fans til fælles.
Punken har i ånden vel altid været mere simpel eller primitiv. Men selv her er der jo kommet en masse melodiske undergenrer.”

Oplever I nogensinde, at det som grindcore-band er svært at blive taget seriøst? At man er denne her pauseklovn, som folk bare skal se, fordi det er højt og hurtigt? Grindcoren har i visse kredse, ikke mindst genrer som goregrind og pornogrind osv., et ry for at bare at ville provokere og være åndssvagt snarere end at have kvalitet. Som et grindcore-band med kvalitet, hvordan føler I så, at publikum tilgår jer?

”Der er jo tit joken omkring vores sindssygt lange sætlister,” medgiver bandet, ”og vi har bestemt oplevet at det ikke bliver forstået. Men det er ikke musik som alle skal forstå. Vi laver musik som er udfordrende med vilje. Dog skal det siges, at vi har et fantastisk publikum herhjemme, som virker til at være med på ideen. Og så joker vi selv om grindcore, det er en lidt skør genre, og derfor elsker vi den.”

”Der vil sgu nok altid være at element af at folk kommer til vores koncerter og generelt grindcorekoncerter, fordi de ser det som en åndssvag og pauseklovnsagtig forestilling, og fred være med det,” fortsætter Mads Lau. ”Vi spiller for at give en intens og ikke for højtidelig koncert. Hvis folk så bliver provokeret af det, vi spiller eller siger, så er det sgu egentligt også bare fint. Fuck da dem og deres fornærmelser.”

Fra 8600 til dit fjæs
I forlængelse af det vil jeg høre lidt om den scene, I er en stor del af i Silkeborg, også i og med at flere af jer er i flere bands. Vi kender jydedøden, københavner-blacken og Fredericia-hardcoren. Hos jer i Silkeborg virker det som om der er denne her tendens til at skulle spille hurtigt, højt og voldsomt på tværs af flere forskellige genrer. Gerne en smule underproduceret, gerne lidt primitivt. Jeg tænker på bands som jer, Bonejammer og SOTS.
Føler I at der er et særpræg ved det silkeborgensiske musikmiljø, som vi ikke helt har fået øjnene op for endnu?

”Vi er jo ikke sindssygt mange i Silkeborg-miljøet, og vi kender allesammen hinanden. Plus vi øver allesammen i Lydpotten, så vi påvirker nok hinandens indstilling til musik. Der er en “hold kæft og spil”-attitude i Potten, som nok er med til at holde det primitivt og uden for meget pis! Det kunne hedde ”Lydpotten-lortemusik” måske – for at stjæle lidt fra Bonejammer,” foreslår bandet grinende.

Hvad er planerne herfra? I har releasekoncert 21.november, er der live-planer fremadrettet? Skal hele landet til at forberede sig på at gå i Fordærv?

”Vi er i fuld gang med at arrangere koncerter til næste år, så forhåbentlig når vi hele landet rundt med vores lille fordærvede cirkus i 2026!”

Fordærv kan opleves til releasefest for 'Nogen Skal Jo Dø' fredag den 21.november på Rampelys i Silkeborg.