Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mød bookeren: Rasmus Justesen, Boringhell

Updated
577266273_122204817152307011_914713293372801911_n

Rasmus Justesen, manden bag Boringhell Fest, tager gerne en chance for at præsentere festivalens publikum for deres - måske - nye yndlingsband. Også selv om ingen kender dem. For bookeren har jo netop muligheden for at hjælpe de ukendte stjernefrø frem i verden. 

Forfatter

Vi sætter fokus på festival-bookere bag de festivalprogrammer, vi glæder os til år efter år. Fra de små, lokale festivaler, der alene eksisterer i kraft af ildsjæle til de store og tunge festivaler på musikscenen. 

De fleste af årets dage er bookeren den usynlige hånd, der kuraterer et festivalprogram. Men når programmet offentliggøres og billetterne sættes til salg, er resultatet af det hårde arbejde synligt for alle. Festivalbookeren er en person, som alle har en holdning til. Enten har bookeren valgt det helt rigtige eller det helt forkerte. 

Nu lader vi hovedpersonen komme til orde, og give festivalgængeren et indblik i de overvejelser, erfaringer, oplevelser og evner, der tilsammen udgør “Bookeren”. 

Hvorfor blev du booker?
– Nok mest fordi der findes absurd fede bands i den her verden, som næsten ingen kender, og som fortjener at blive hørt af flere. Derudover har jeg længe gerne villet lave en festival - faktisk lige siden jeg som ung lærte Alf Lenni Erlandsen at kende, som er et af de mennesker, jeg har krydset veje med, som har haft størst indflydelse på mit liv. På det tidspunkt lavede han en lille festival i Fredericia ved navn Forma Nova. Her lykkedes det ham at køre en festival med et budget på 10.000 kr, hvor der kom fantastiske bands fra hele Europa og spillede. Det var sindssygt inspirerende.

Hvordan blev du booker?
– Jeg startede med at booke shows rundt omkring for mine egne bands gennem årene, altså hvor jeg var på den anden side af bordet. På et tidspunkt spillede jeg med et band på en ikke-metal festival i Boring ved Rask Mølle, hvor de fleste synes, det var noget værre larm. Men Hanse og Mona, som kørte festivalen, foreslog, at vi lavede en festival mere, primært til metal, og så var Boringhell Fest født.

Hvad er du inspireret af i dit arbejde som booker?
– Bands, som er gode til det, de laver. Hvad enten det er at få dit blod til at koge, smelte din hjernebark eller dissekere dit hjerte med en tristesse-skalpel. Det er en kæmpe drivkraft for mig, at give de bands, som fortjener mere opmærksomhed, en plads på festivalen.

Hvordan beslutter du, hvilke bands du vil booke?
– Bookingen sker i koordinering med mine med-kumpaner Karsten, Mona og Hanse. Primært, så holder jeg godt øje med hvad der sker ude i metal-Danmark og sørger for at se så mange koncerter som muligt. Vi starter med at booke de større bands ét ad gangen. Og sørger for, at der er en balance mellem de subgenrer, vi kører med. Der skal også findes en balancegang mellem de bands, som rækker tilbage i tiden, og de bands, som lige har sparket døren ind, samt mellem de bands, der har mere bred appel, og de ultraskarpe niche-bands.

De begrænsninger, vi er oppe imod, er primært to ting. Enten at festivalen er for lille for nogle bands, eller at vi ikke har råd til at booke et band. Festivalens musikprofil betyder meget, og vi prøver hvert år at balancere de subgenrer vi dækker, sådan at det giver mening. Vi kører primært hardcore, groovemetal, stoner, doom, noise, punk, deathmetal, post-metal, screamo, thrash og tung rock. Men alt, som er fedt, er velkomment. Der er visse festivaler i Danmark, som imponerer med deres program hvert år, og som jeg altid holder et vågent øje med. Det er for eksempel Aalborg Metal Festival, Copenhagen Metal Fest, Support Our Scene og de super skarpt kuraterede Lasher Fest, Ilter festival, Colossal Weekend og Fuzztival.

Jeg synes det er vigtigt at holde et åbent sind og lade sig inspirere af folk, som er skarpere end dig selv ud i en eller anden niche. Ellers ender du bare med at booke det samme hele tiden.

Oplever du en ændring i musikindustrien i dag i forhold til, da du startede?
– Nej, det kan jeg ikke sige at jeg gør. Men jeg har heller ikke været i gang i så mange år.

Hvornår er det rigtig fedt at være booker?
– Når du finder verdens fedeste band som ingen kender, og du kan booke dem, fordi de er billige, og du føler, at du hjælper bandet med at få eksponering som de fortjener, og du hjælper dine festivalgæster med at finde deres nye yndlingsband.

…Og hvornår er det mindre fedt at være booker?
– De sidste par uger lige inden festivalen kan godt være noget overvældende, i forhold til mængden af e-mails man skal besvare, samtidig med, at man er ved at forberede selve festivalpladsen. Men så er det heller ikke værre.

Hvilken booking er du allermest stolt af?
– Det må være enten Pro-pain eller Conan.

Er der et band, du aldrig nåede at booke før de forsvandt eller blev for store?
– Jeg bookede Kollapse, som er et af mine yndlingsbands, til festivalen sidste år, hvor de måtte aflyse, da de fandt ud af, at Peter (Clement Lund, Kollapses forsanger, der gik bort tidligere i år, red.) var syg. På det tidspunkt håbede vi alle, at han ville blive rask igen, men sådan skulle det ikke gå. Jeg håber dog, at bandet fortsætter, og vi kan få dem forbi festivalen en anden gang, så de kan smadre det hele ... til ære for Peter.

Hvad er den største chance du har taget?
– Det var nok, da vi på festivalens tredje år bookede Pro-pain som headliner.

Hvad skal der til for at få succes som booker?
– Man skal have tid til at følge godt med i, hvad der bevæger sig ude på de danske spillesteder, og holde et skarpt øje på de nye bands samtidig med, at man holder sig orienteret om nye udgivelser fra de mere etablerede bands. Høj tour-aktivitet er nok det, man skal holde mest øje med.

Men samtidig, så er man også bare nødt til at stole på sig selv nogle gange og bare gå planken ud og booke det allerfedeste band i hele verden, som ingen overhovedet kender. Fordi hvis man ikke booker dem, så bliver de jo ved med at være ukendte. Og hvis bandet fortjener bedre, så må man jo gøre noget ved det, gøre hvad man kan for at hjælpe dem frem.

Har du nogle gode råd til bands, der gerne vil spille på din festival?
– Lav nogle gode numre. Optag dem og udgiv dem. Spil i en million kældre. Jeg skal nok finde jer.

Og sidst men ikke mindst: Hvad er den underligste oplevelse du har haft?
– Dagen efter Conan spillede havde vi nogle timer, inden de skulle flyve hjem, så vi tog dem med ud og besøge Jellingstenene, hvilket de var mega begejstrede over. Især deres trommeslager, som er arkæolog.

Boringhell Fest finder sted d. 21. - 22. august i Rask Mølle og er udsolgt.