Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner: Only Human

Updated
Only-Human-band-2025-20sm

Først var de 3, så 4 og så 5, og med en hjemmeproduceret musikvideo gik der ikke lang tid, før pladekontrakten hos Season of Mist kom i hus for det hjemlige, progressive band Only Human.

Kunstner
Fotograf
Nikolaj Bransholm
Forfatter

Med en pladekontrakt for sit debutalbum på velrenomerede Season of Mist, så er det kun naturligt at blive en kende nysgerrig på, hvem danske Only Human egentlig er. 'Planned Obsolescence' udkom i marts i år, og det progressive og djent-glade band blev dannet tilbage i 2022. Vi måtte vide mere, og heldigvis var forsanger Patrick Christensen interesseret i at fortælle os lidt mere fra bandets historie indtil nu.

Hvem er med i bandet?
Jeg er på vokal og primær sangskrivning. Så har vi Guillaume på bas, Andreas på slagtøj, og Martin og Jack på guitar-duty.

Hvordan startede bandet?
Andreas og jeg mødtes gennem et kortvarigt tidligere projekt, der var faldet i vasken p.g.a. nogle konflikter om, hvordan projektet skulle se ud. Men vi klikkede simpelthen indbyrdes så godt, at vi satte os sammen med Guillaume og blev enige om, at vi ville prøve igen på nogle andre præmisser, hvor vi ikke ville gå på kompromis med visionen, og hvor vi ville udfordre os selv musikalsk.

Så vi startede oprindeligt som en 3-piece med mig på vokal og guitar, men fandt ret hurtigt ud af, at det ville hjælpe med noget ekstra guitar. Vi eksisterede kortvarigt som 4-piece med vores kammerat Morten, hvorefter vi til sidst endte som 5-piece med Jack og Martin på guitar, hvor jeg til sidst smed spaden. Jeg spiller og skriver dog stadig aktivt på guitar.

Hvor var jeres første øver?
Vores første, reelle øver som 3-piece var i en bunker i Østre Anlæg. Fed lokation, men man bliver ret hurtig træt af at sætte affugteren igang og fryse halvt ihjel om vinteren.

Hvor var jeres første koncert?
Som kortvarigt 4-piece med Morten blev vi inviteret af gutterne fra Odd Palace til at spille nogle af vores, lad os være ærlige, halvfærdige sange på Rolandia, en hyggelig lille festival.

Som 5-piece landede vi det første opvarmningsgig på Stengade som opvarmning til Defences og har spillet et par gange med Death Koan. Alle supersøde mennesker.

Hvem har fået øje på jer?
I lang tid kørte vi meget DIY-stilen, og det var meget bare at få vores navn derud i miljøet. Da Jack og Martin kom ind i bandet, havde vi netop færdiggjort 'Techno Fascist'. Efter en hjemmelavet musikvideo havde vi noget, og vi kunne shoppe lidt rundt. Vi skød ret meget med spredehagl og blev meget overraskede, da Season of Mist skrev tilbage. Så gik det lige pludselig hurtigt.

Hvad har været jeres største koncert?
Det kan jo nok ikke være andet end Sweden Rock. Det var en vild oplevelse. Trods et tidligt tidspunkt lod folk stadig til at strømme til. Vi håber selvfølgelig snart på et opkald fra Copenhell (blinke-smiley).

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Alt det økonomiske og administrative. Jeg er heldig at være i et band, hvor vi alle tager hånd om at drive bandet som en virksomhed. Alle har en rolle, og alle tager den rolle seriøst. Alt fra økonomi til visuel identitet, sangskrivning, opretholdelse af aftaler, støtteansøgning, liveproduktion, osv.

Jeg synes også, at der er mange holdninger i omløb omkring, hvordan nogle ting bør gøres. Det kan virke overvældende, specielt når de holdninger modsiger hinanden. "I bør købe det her", "ej, I skal stå sådan her", "sig det her, ikke det her", "brænd jeres guitarer uden hals"... Den  sidste går ud til vores manager haha. Heldigvis er ingen af os født i går, så vi tager tingene lidt som de kommer med sund skepsis.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Meget af det er sådan set "bedroom produced" gennem nogle år. Det har været en meget iterativ proces på det front. Det har fungeret på den måde, at jeg har lavet et demo-udgangspunkt, som typisk ikke er så forskelligt fra det endelige track. Derefter itererer vi så på den sang, genindspiller nogle trommer, bas, guitar og vokal, hvor det giver mening.

Eftersom vores sange er lidt mere koncept-heavy end hos så mange andre bands, så er strukturen for det meste den vigtigste del af processen. Og vi kan ikke høre, om den sidder på plads, før vi har kørt den helt igennem en iteration med mix/master. Lad mig bare sige, at vi har et stort Google Drive efterhånden.

Hvad er jeres inspirationer?
Jeg henter selvfølgelig inspiration meget fra prog metal-verdenen. Tesseract, Periphery, Devin Townsend, The Contortionist, Anathema, Skyharbor, o.s.v. Men jeg tror ligeså meget, at min inspiration kommer fra filmmusik, bl.a. Hans Zimmer.

Hvad er jeres drømme?
At skrive og performe et magnum opus-agtigt album en eller anden dag, når jeg når Devin Townsends alder. Ja, jeg har måske lyttet lidt for meget til 'The Moth' på det seneste, haha.

Hvordan vil I nå dem?
Investere i Bitcoin og betale alle for at kunne lide mig. Ej okay ... Jeg tror bare, at det handler om at blive dygtigere og dygtigere. Og vi skal løfte hinanden op på vejen. Det er den eneste rigtige måde.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Et sted oppe i min egen røv. Som en eller anden has-been, der ikke kunne stoppe, mens legen var god. Så står man i sine 70'ere med en overproduceret, 3 timer lang live-produktion, der overhovedet ikke passer til musikken, mens folk skriger "spil nu bare jeres hits, for helvede".

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.?)
Der er rigtig god opbakning. Hvis man gerne vil møde en af mine eller Andreas' forældre, så er man næsten garanteret det efter hvert show, haha. Og selvfølgelig tak til alle venner og kollegaer, der kom forbi vores releaseshow. Det sætter vi virkelig pris på.