International klasse
Only Human leverede en nærmest fremragende livedebut af 'Planned Obsolescence' på Rust' – en teknisk stærk og veludført koncert, der cementerede bandets potentiale.
Kunne man vælge en bedre aften at holde release for sin debutplade?
Næppe. Byen blomstrede, og temperaturerne lugtede af milde sommeraftener, selvom kalenderen brutalt talte et andet sprog. Det var intet mindre end rammerne sat for Only Humans live-debut af ’Planned Obsolescence’. En plade, vi allerede har taget kærligt imod og varmt kan anbefale, hvis man kan lide det moderne take på progressiv metal.
Publikum var da også mødt talstærkt frem og kunne nyde tonerne af ... noget, der mindede om hele TesseracTs bagkatalog. Nuvel, så er scenen da også sat, men man kunne måske godt ryste playlisten lidt i ny og næ – mulighederne inden for genren er trods alt flere. Så I ringer altså bare næste gang, Rust.
Intimt og varmt var det på Rust, og stemningen derefter, da vi endelig fik aftenens hovedattraktion på scenen. Badet i blåt lys fyldte kvintetten godt på den lille scene, og ditto gjorde lyden. Flot stod bandet, professionelt på en scene, der har drillet mange andre. Denne aften var det kun forsanger Patrick Christensen, der momentært var svær at tyde i lydbilledet – når der skulle synges rent.
Det blev heldigvis justeret igennem ’Drift’, der også åbner ballet på bandets debutplade. Herefter gik det slag i slag med en kronologisk gennemgang af pladen. Her stod ’The Sun and the Moon’ som et tidligt højdepunkt i en særdeles velgennemført koncertoplevelse.
Med undtagelse af de indledende vokaludfordringer fik vi et band, der fremstod erfarent og langt fremme i liveprocessen. Skift og overgange mellem numrene blev eksekveret professionelt og fremviste et dansk band parat til andre scener, andre steder i verden.
Ditto lykkedes bandet med at balancere det bombastiske i form af trommer og bas med det til tider melodiske modstykke i vokal og guitar. Eksemplificeret i den flotte ’Techno Fascist’, der imponerede i liveformat, som den også gør på plade.
I det hele taget voksede mange af bandets kompositioner i liveformat og gav lyst til meget mere fra det danske band.
Skal man endelig hive luppen frem, er det generelt en udfordring for genren at skabe dynamik og energi på scenen. Teknikaliteterne kræver koncentration og efterlader ikke meget rum til at sende den energi ud til publikum, som alle bands higer efter at få tilbage. Det gør sig også gældende for danskerne. Guillaume Blanjean på bassen har dog en attitude og energi, der kan dirigere med lidt øvelse. Når det er sagt, er det naturligvis Christensen, der skal drive værket, og her mærker man nok, at vi egentlig har med en guitarist gone vokal at gøre. Der er ikke langt til luftguitaren, når der ikke bliver sunget. Mon ikke det bare er et spørgsmål om øvelse.
Med ’Breach’ som aftenens sidste nummer forsvandt Rust ned i intetheden og efterlod det danske band med en nærmest fremragende livedebut af ’Planned Obsolescence’. Forhåbentlig kommer vi til at høre meget mere til den plade og naturligvis til Only Human i liveformat.
Opvarmning, vi ikke nåede, og den, der var drevet af nervøsitet
Trafikken og dårlig sans for tid forhindrede undertegnede i at opleve Ipomonia – det bliver der forhåbentlig ændret på i den nærmeste fremtid.
Til gengæld fik Press to Enter lov til at imponere med deres funk-proggede metal i neonpalette. Flot, instrumental prog endda med masser af spændende idéer og flere strenge på bassen end de fleste. Debutpladen ’From Mirror to Road’ (2023) havde naturligt fokus i aftenens setliste med tilføjelsen af singlen ’Out of My Hands’ fra 2025.
Desværre stod det ret hurtigt klart, at aftenens fokus var på en noget nervøs forsanger, der først fik sluppet nerverne, da den afsluttende ’Evolvage’ blev leveret. Ærgerligt, for kvartetten er stærk på kompetencer, og den instrumentale del var veleksekveret.
Karakteren er givet for aftenens hovednavn.