Briller Af Stål: Copenhell 2015 og den ufarlige metal

Med en blanding af virkelig dårlig timing og en vis skepsis overfor Copenhells altfavnende natur begav Briller Af Stål sig derind hvor alle er venner, intet er farligt og laveste fællesnævner aldrig for langt væk.

Det startede sådan set allerede med den første Copenhell, som lå lige oven i min kones termin. Der vil jeg godt vedgå, at jeg nedprioriterede metal til fordel for andre ting i mit liv. Af samme grund følte jeg mig også nødsaget til at droppe de to første dage af festivalen i år til fordel for en børnefødselsdag, og når man oven i det lægger, at jeg ikke har været der de sidste to år, så kan man godt konstatere, at mig og Copenhell, vi har det ikke vildt godt med timingen i forhold til hinanden. Og der er andre ting, vi prioriterer højere end hinanden, hvad der skal komme til at stå klart i løbet af dagen.

Der skal altså tages revanche for de missede dage her på festivalens sidste dag, ikke mindst ærgrelsen over at være gået glip af Primordial. De første par timer af eftermiddagen er med et barn som ledsager, sådan så han kan lære noget om, hvad det vil sige at gå til metalkoncert, og det betyder, at der bliver brugt uforholdsmæssigt lang tid på at kravle rundt på ulveskulpturen. Og at jeg får sendt præcis den samme mms hjem til konen som for tre år siden med et billede af skulturen og en besked om, at jeg har fundet et nyt byggeprojekt til haven. Man må godt være konservativ og have onkelhumor, når man er på metalfestival, man skal faktisk helst. Det er tilforladeligt, det her, det er den store familievenlige pakke med lidt til alle slags metalfans, teens såvel som trve, der er grill og kræmmermarked og dyre fadøl i plastickrus under sommersolen.

Ufarlighed

Copenhell er en bredtfavnende metalfestival, men netop dens alsidighed gør, at den også forfalder til nogle samlende markører, der siger meget lidt om alt det, metal også kan være. Der er Smadreland, kraftprøve, en tyk os af stegt dyrekød, og alle boder har ord på deres flammende skilte, som skolebarnet har lært, at man ikke må sige. Copenhell er en festival, hvor mainstreampressen kan tage ud og lave historier om, at metalfans slet ikke er farlige, selvom musikken lyder sådan, at de er venlige og hjælper hinanden. Copenhell er ufarlig.

Det er Horned Almighty også. Gæve, godmodige jyder, der spiller en black med så dybe rødder i den jyske muld, at dødsmetallen ikke fornægter sig. Det er sådan set råt nok, det, de spiller, og de har taget corpsepaint på, men det er også bare noget pøllet i det, så efter at have hooket op med nogle venner, der også har et barn med, går vi op på bakken for at se Huldre derfra. Hades-scenen er pyntet op med grønne grene over det hele, hvilket sønnen synes er helt vildt dumt: "Det skulle have været visne grene! Det ville have været meget mere metal." Men Huldre er så også folkemetal med bare tæer og fele og folk, der danser rundt i hjemmesyet tøj med udslået hår og virker glade. Det er meget lidt metal. Og når det så alligevel bliver det, er det med et breakdown, der sender en trækning af afsky henover min kammerats ansigt. Lasse er ellers ikke som sådan en metal-connaisseur, men det der kan han godt høre er helt, helt dumt og galt og ærgerligt.

Glade hobitter

Ovre i vikingebyen ved Pandæmonium render der flere cosplayere rundt, men der er ikke noget pjank eller kostumer over Halshug. De fræser afsted med deres D-takt, og er det ikke den mindste smule afvekslende, er det til gengæld herligt. Der er endda et par fremmede, der stikker mig en øl og en krammer, fordi min søn ikke vælter deres håndtag på sin vej op på et podie at sidde på. Se, der var igen noget til den faste reportage i mainstreammedierne om de venlige metallere.

Bagefter afleverer vi vores børn til hver vores kone henholdsvis svigermor, der er kommet ud efter dem, og så behøver vi ikke længere virke ansvarlige. Der er lige tid til at runde Hammerfall og konstatere, at de ikke er blevet mig mindre fremmede, siden jeg så dem på Roskilde i 2001. Jeg har i det hele taget nok bare aldrig rigtig været til power, selvom jeg stadig synes, det var fedt, dengang deres slogan var ‘A Metal Heart Is Hard to Tear Apart’ (er du interesseret i t-shirten, hvor det slogan står på ryggen?, red.).

En af de koncerter, det i årevis har ærgret mig, at jeg missede, var Nuclear Assault på Rytmeposten i 1989 sammen med Dark Angel. Jeg var 12, og min mor syntes ikke, det var helt forsvarligt, og det var jeg egentlig nok enig i. Men jeg var vild med alt ved Nuclear Assault, jeg rendte glad rundt i min ‘Hang the Pope’-T-shirt og ville slet ikke lytte til den lærer, der mente, at det måske kunne være en unødig provokation mod katolikker, fordi metal. Og jeg fik aldrig set Nuclear Assault, og nu er det så sidste chance, fordi Dan Lilker trækker sig tilbage fra turnélivet efter sin 50-årsfødselsdag. Selvom Nuclear Assault var lidt nogle also rans på thrashscenen, så holder deres plader sig forbløffende godt ved genhør, ikke mindst ‘Handle With Care’ med hittet ‘Critical Mass’, og det er i høj grad Dan Lilkers fortjeneste med hans rumlende, skramlede basspil som en punket bund. Det er da heller ikke hans skyld, at Nuclear Assaults afskedsshow på dansk grund bliver så jappet en affære. Både han og makkeren Eric Burke fra de ligeledes lukkede Brutal Truth, som har overtaget fra den oprindelige guitarist Anthony Bramante, spiller fint og virker ikke engang lige så skæve, som da Brutal Truth spillede på Copenhell i 2012.

Men John Connelly virker på en og samme tid som en overstadig hobbit – “Hey, de har fået Samvis Gammegod med!” som Lasse råber ind i mit øre – og komplet uengageret i at skulle stå på en scene og spille nogle sange, han ikke længere kan huske teksterne til. Som om hobitten meget hellere ville sidde hjemme i Sækkedyb i sin gartnervest og kæve bajere og synge lystige viser. Fordums eventyr skal bare lige genfortælles en allersidste gang – Lilker introducerer en sang med ordene “We hope to make you feel like you're 17 or a negative 2 or whatever”, og så er der fællessang. Men det er en slap omgang, og det er et dårligt eftermæle for et af newyorker-thrashens bedre bands.

Nok engang er timingen dårlig.

Præstationsmetal

Der er intet slapt over Gojira. Alt er fuldstændig spændt op i deres musik, det hele bliver leveret med en knusende effektivitet, og det er imponerende grænsende til det frygtindgydende. Det er også bare komplet sjælløst. Når Gojira tamper afsted med deres tekniske dødsmetal, blafrer mine næsebor simpelthen af lydtrykket, men jeg føler absolut ingenting. Det hele fremstår kalkuleret, også når bandet sætter moshpits i gang, som om der simpelthen ikke er plads til menneskelighed i Gojiras maskine. Der er passager, der virker, som om de skal være følsomme, men det er en ‘Hunger Games’-følsomhed: Voldsom, overdrevet, skrydende og sært hul i det. Det er præstationsmetal, musik, der fremstår så ærefrygtindgydende præcis, at den hensætter sit loyale publikum i trance og lader crowdsurferne føres ind over deres hoveder, hen mod graven, døde i blikket.

Og herfra går det helt galt med både præstation og timing: Mine venner vil have burgere, så vi går over i vikingebyen og kommer på en eller anden burgermåde til at blive hængende længe nok, til at Raunchy går i gang. Det er i sig selv en fadæse, og  vi gør vores bedste for at ignorere den, og det lykkes så godt, at det såmænd også lykkes os at ignorere, at Turbonegro forlængst er gået i gang ovre på Hades. Det er 10 år, siden jeg sidst så Turbonegro i en spansk ørken, og dengang var jeg skeptisk over for fjollerierne og gik kun op for at se dem, fordi min halvnorske kone insisterede. Og fandt så ud af at Turbonegro på en scene er noget af det herligste, der findes. Siden er frontmanden Hank von Helvete røget ud igen, og det er heller ikke, fordi nogen af de plader, de har lavet, har kunnet måle sig med klassikerne ‘Apocalypse Dudes’ og ‘Ass Cobra’. Men Tony Sylvester har ikke bare sin cred i orden som tidligere leder af et engelsk chapter af Turbojugend, gruppens fanclub: I flamboyance kan han fuldt ud måle sig med Hank von Helvete når han smuk og struttende spankulerer hen over scenen i meget korte cowboyshorts, hvide knæstrømper, stram, gul tanktop og læderkasket foruden den obligatoriske Alice Cooper-makeup. Alt det, Butcher Babies prøver at fake, det er Tony Sylvester.

Så hul i at det ikke er alle numre, de spiller, der sidder lige skarpt overhovedet, hul endda i at de af uforklarlige årsager spiller et cover af Dire Straits’ ‘Money for Nothing’, hvilket er så forkert, ikke bare i en metalfestivalkontekst, men inden for alle fornuftens rammer: Da Turbonegro sætter i gang med fællessang til den afsluttende ‘(I Got) Erection’, er de konger og Copenhells moralske hovednavn.

Lørdagsfadæsen

På den front skal der heller ikke meget til at overgå The Darkness, der med en plads 21:30 på hovedscenen vel på en eller anden måde skal gøre det ud for en art hovednavn her lørdag aften. De skal lave en fest med deres semi-ironiske hard rock, men det er bare et årti for sent. Det kan godt være, at The Darkness har sig et navn og et ry for at være en fest, men for de fleste mennesker er de ikke meget mere end dem, der havde den der sang om at tro på kærlighed engang i starten af 00’erne. Også for de fleste af Copenhells gæster: Der er i hvert fald godt med plads helt oppe foran, og festen virker temmelig anstrengt om ikke direkte pinagtig at se på. Et spørgsmål om dårlig timing, simpelthen, skudt forbi med helt vildt mange år.

Så efter at have stået lidt sammen med en veninde og Gaffas anmelder, der med sin kæmpestore notesbog ligner Rust Cohle fra ‘True Detective’, hvilket jeg ikke rigtig er i stand til at formulere på dette tidspunkt af aftenen, stavrer vi over for at se Marduk på Pandæmonium. Stavrer, for på det her tidspunkt er jeg efterhånden ved at kunne mærke, at jeg har været alt for tidligt oppe, at øllene lige er de der 1,5 % stærkere end normalt, og at der er nogen, der er blevet ved med at hælde dem på mig.

Jeg ser Marduk. Jeg står helt oppe foran, muligvis et stykke inde i moshpitten. Det er forunderligt, at mine briller overlever. Jeg prøver at få min veninde til at crowdsurfe, men hun er åbenlyst bedre til at styre sig end mig. Jeg tror i hvert fald ikke, hun crowdsurfer, det er jeg ret sikker på. Jeg tror, Marduk er ret gode, det fornemmer jeg, at de er. Vildt meget diskant, en lang hyletone med industrialstøj langt ind mellem numrene. Jeg tror, Mortuus er en god frontmand, jeg synes i hvert fald, det er, som om han hele tiden har den ene fod oppe på monitoren, hvilket jo indikerer, at man er en sej frontmand.

Men jeg ved ingenting med sikkerhed, jeg er ved at falde fra hinanden.

Folkefestligheden

Jeg prøver at få mine venner med over at se Bloodbath bagefter, de fortæller mig, at de er færdige, at vi har hængt ud for længe efter Marduk til at nå dem. Jeg kan ikke finde ud af at aflæse et ur. Jeg kan ikke finde ud af at få os til at gå over og se Ghost, ikke at jeg gider høre Ghost, ikke rigtig; jeg kan ikke finde ud af, at Blues Pills allerede skal til at spille, ikke at jeg gider høre Blues Pills, ikke rigtig; jeg prøver at gå over mod Apparatus på Copenhate-scenen, men der er mørkt alle vegne, det lukker sig sammen om mig, min kammerat Tommy hælder en halv liter vand i mig, det er godt, og pludselig er jeg på vej mod udgangen. Og pludselig sidder jeg i festivalbussen, det skal nok passe, at jeg sidder i festivalbussen, jeg har en vag idé om, at jeg er gået op i den, selvom jeg slet ikke skulle sidde i bussen nu. Jeg skulle være tilbage på pladsen nu, men det kan jeg ikke, og det næste, jeg ved, er, at der er en fyr, der vækker mig umådeligt blidt, da vi når Christianshavn.

For sådan er metallere, umådeligt blide, det skal vi minde os selv om hvert år, når der er Copenhell. Ufarligheden. Marduk som et hurtigt afbræk, en påmindelse om, at metal også kan være mere end en fest, at det kan være hadsk og gå imod alt, hvad man anser for at være godt og sandt, og alligevel være så forjættende. Ligesom når Turbonegro spiller Dire Straits i sømandstøj.

Hvordan jeg når fra Christianhavn til Islands Brygge, hvor jeg skal sove, er helt sort. Jeg er bare taknemmelig for, at ingen ruller mig, jeg ville ikke have opdaget, det hvis de gjorde det. En del af metalreservatet holder stadig en beskyttende hånd over mig eller noget. Jeg rammer en seng og sover. Sover, mens Red Warszawa pøller det hele ned, sover fra bøvetheden. Som åbenbart stadig skal være en integreret del af metal sammen med kostumer og stegt kød, i hvert fald når det skal være en folkefest.

Det er Copenhell: En folkefest for metalfolket. Og det er ironisk, at den festival, der skulle samle hele scenen, ender med at fremmedgøre så store dele af den – på skift, godt nok, men ikke desto mindre. Vi er nemlig ikke én stor familie, vi er en hel masse fraktioner af en familie. Eller jeg er i hvert fald ikke en del af den store familie, ikke nu. Jeg sover.