Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

KTDF 25: En optakt

Updated
KTDF25Optakt
KTDF25torsdag
KTDF25fredag
KTDF25lørdag
KTDF25søndag

Vi har fire dages død forude. Lige rundt om hjørnet venter Kill-Town Death Fest, som er vendt hjem efter et år i London-eksil. Vi dykker ned i det nøjsomt kuraterede program og udvælger med løs hånd en række must sees.

Spillested
Dato
31-08-2025
Koncertarrangør

I en tid, hvor flere og flere metalfestivaler enten går kommercielle veje eller klapper sammen, står Kill-Town Death Fest som et monument over det, der gør undergrundens dødsmetal interessant: en rå intensitet, obskure perler og kompromisløs dødsmetal fra de mørkeste kloakker kloden rundt. Med både debutshows, eksklusive one-offs og et lineup, der spænder fra det sorte, rituelle og rensende til det mere flænsende og primitive, er der lagt op til en af årets mest yderligtgående, musikalske metalbegivenheder i Danmark.
Devilution varmer som altid op med et kig på årets program, kuraterer nøje anbefalelsesværdige bands fra et program, man egentlig bare burde se i sin helhed, og guider dig til must sees, når Pumpehuset slår dørene op til årets KTDF d. 4.-7. september 2025.

Reverence to Paroxysm
Fredag, 22:00, Black Stage
Når du stiller dig nedenunder til den lille scene for at se Reverence to Paroxysm, er det blandt andet, fordi du forventer dig død og doomet dødsmetal af den allerklammeste, mexicanske skuffe. Bandet udgav sit debutalbum i 2023, og pladen ‘Lux Morte’ er et 45 minutters langt, omklamrende og klaustrofobisk helvedesridt – dystert og sanseligt som et sløvt, rådnende kadaver i den mexicanske middagssol. Sort som natten selv, ondt som ind i helvede og med en tyk og fordærvet atmosfære. Lige til at blive glad af.
Det er bandets første optræden i Europa.

Vacuous
Torsdag, 18:00, Main Stage
Du har fået armbånd på, Byhaven har været åben siden kl. 14:00, og Dj Nocturnal Sin har gjort sit til at ødelægge og varme dine øregange godt op inden kl. 18:00, hvor engelske Vacuous træder på Main Stage i Pumpehusets overetage. Vi kaldte Vacuous’ album ‘Dreams of Dysphoria’ et af årets bedste debutalbum i dødsmetalgenren i 2022, og i februar udsendte bandet opfølgeren ‘In His Blood’ på Relapse Records. Et relativt ungt band, du absolut skal tjekke op på, hvis du endnu ikke har nået det. Vi forestiller os, at Vacuous har den fuldkomne energi til at få gang i gulvet – som første band på Kill-Town Death Fest 2025.
 

Mausoleum
Fredag, 23:00, Main Stage
Det ér en delikat, rådden lækkerbisken, vi har i sigte, når amerikanske Mausoleum træder på scenen fredag aften – for det første er det bandets første show i Europa nogensinde, for det andet er det fedt ad helvede til, og du får ikke chancen igen lige foreløbig, hvis du får den. Det er hurtigt, det er sløvt, det er råddent og gory, og med Mausoleums seneste album (og tredje fuldlængde) ‘Defiling The Decayed’ fra 2024 er det tydeligt, at de endnu ikke har sluppet den altoverskyggende horror-stemning, de svinede undergrunden til med på deres ret så ulækre debut ‘Cadaveric Displays Of Ghoulish Ghastliness’ i 2003.
Forvent god, røget stemning, uhygge og den klammeste, lig-stinkende, amerikanske dødsmetal.

Foetorem
Søndag, 14:00, Byhaven (gratis)
Koldingensiske Foetorem spiller både råddent og tungt, med udpræget melodi og groove. Som et nyt band har de i skrivende stund kun udgivet en demo med tre sange, så det bliver interessant at se, hvad der kommer med af nyt materiale fra den kommende plade. Det er værd at notere sig danske navne, som kommer gennem kurateringens snævre nåleøje, og her er der både til stank face og bevægelse af nakkemusklerne – og så er det bandets første liveshow nogensinde.

Mitochondrion
Fredag, 21:00, Main Stage
Canadiske Mitochondrion kan dårligt passe bedre ind på en festival, hvis ene hovednavn dette år er Portal. Lige dele apokalypse og okkultisme kan lyde af meget, fordi det er det. På redaktionen håber vi på numre som ‘Through Cosmic Gaze’ fra den nye plade tilbage i marts, og gensyn med ældre udgaver af helvedeslyd som ‘Into the Pit of Babel’ tilbage fra 2011. Helt generelt har Mitochondrion en uhyggelig evne til at lave forskellige fortolkninger af, hvad man kan forestille sig som et værdigt soundtrack til Dantes Inferno – den ene cirkel mere rædselsvækkende og rendyrket ond end den næste. Betragt det som et studie i, hvor godt en dyb, low pitched dødsgrowl sat over for en markant lysere, hæst skrigende blackvokal kan lyde, når det tages alvorligt.

Heavy Thunder Metal Market
Søndag, Black Stage, fra kl. 12:00
Du begynder søndagen med en erkendelse af, at du skal have opdateret din garderobe. Først og fremmest på grund af den iboende trang til at støtte de bands, vi godt kan lide, igennem merch, men du er formentlig også kommet til at spilde en øl det forkerte sted på det forkerte tidspunkt efter tre dage på festival. Du har formentlig allerede besøgt et par merchboder i beruset begejstring lige efter Reverence to Paroxysm eller Morpheus Descends, men du har pakket let, selvfølgelig. Det er blevet en tradition, at Black Stage fyldes af stande og boder om søndagen, og du kan bruge den tidlige eftermiddag på lidt let shopping efter en ny (eller secondhand) t-shirt, kassettebånd, vinyl eller en ny patch. Fald i snak med andre fra publikum og nyd stemningen, inden det går løs igen.

Caustic Wound
Lørdag, 19:00, Main Stage
På dagen, hvor du har husket at støtte op om samt gå amok til danske Sewer Haul og mægtige Maceration, husker du også at passe på i pitten – eller alternativt bare at give den gas på gulvet under amerikanske Caustic Wound, der flænser overetagen med deres dødsmetalliske grindcore (eller gore-grind, om du vil). Måske stiftede du bekendtskab med bandet på debuten ‘Death Posture’, måske lagde du mærke til albummet ‘Grinding Mechanism of Torment’ tidligere i år – i hvert fald vil Caustic Wound med sikkerhed både smadre gulvet og din hørelse med deres ekstremt aggressive energi og sønderrivende univers. Husk væske.
 

Corpus Offal
Torsdag, 22:00, Main Stage
Mange blev kede, da Cerebral Rot faldt fra hinanden. Mange blev glade, da Corpus Offal opstod.
Bandet, hvis selvbetitlede debut udkom i marts, består af medlemmer af helt igennem nederdrægtige afskyeligheder som Fetid, Caustic Wound, Bell Witch, Autophagy, Crurifragium og altså resterne af hedengangne Cerebral Rot – og er du fan af Cerebral Rot, er du med sikkerhed fan af Corpus Offal. Det er obskurt, klamt og råddent og er helt sikkert med i spurten om at komme på mange dødsmetalleres årsliste. Et vanvittigt fedt band, som du skal opleve. Det er bandets første europæiske, og selvsagt danske, show.
 

Abhorration
Lørdag, 20:00, Black Stage
Da nordmændene i Abhorration i 2024 slap debutalbummet ‘Demonolatry’, resonerede det grundigt i den internationale undergrund – og med god grund. Ikke alene var det et superfedt, uhyre klassisk og oldschool dødsmetalalbum, det havde også masser af traditionel metalæstetik og en afsindig sort ondskab midt i den moderne approach. Ikke kun en af årets bedste debutudgivelser, også en af årets bedste udgivelser generelt i dødsmetalgenren. Underetagen i Pumpehuset vil med sikkerhed koge over af disse nordmænds hæsblæsende kulde. Faen i helvete!

Funeral Moth
Søndag, 23:00, Black Stage
Japansk funeral doom, eller som minimum ekstremt langsommelig doom, tung som kisten, der bæres ud af kirken. Der er ikke meget metal i Funeral Moths doom, og for nogle vil det netop gøre den tungere, mens andre måske i højere grad vil få øje på den luftige ynde, som er at finde her, også i de dronede anslag på guitarer, hvis distortion er mildere end, hvad man kunne forvente for genren. Uden det skal blive for floromvundet, så ledes tankerne mod det møl, der let flakser uden for vinduet, mens du begraver den ene person, du ikke kan leve uden.
Der er under alle omstændigheder en lang række kvaliteter at få øje på, og man kan næppe udpege en bedre repræsentant fra årets lineup til at lægge KTDF 2025 i graven.

Morpheus Descends
Lørdag, 01:00, Main Stage
Her er der tale om nogle af de gamle drenge i gamet. New York, starthalvfemserne og et band, som er klar til at køre dig over med højhastighedsdødstoget for at hjælpe dig på benene igen med midtempostykker med suverænt leverede, tekniske riffs. Morpheus Descends har kun udgivet sparsomt siden ‘Ritual of Infinity’ fra 1993, og det er egentlig ærgerligt, for der verserer fortsat diskussion om, hvorvidt de kunne have været lige så definerende for den rene dødsmetal som genre som f.eks. Suffocation, Obituary m.fl. Så meget desto mere grund til at se frem til de sene timer lørdag – for første gang nogensinde i Europa!
 

Assumption
Søndag, 16:00, Main Stage
En af Italiens lækre delikatesser er uomtvisteligt bandet Assumption, der på ‘Gloomy Sunday’ inviterer os med ned i afgrunden med deres supermassive dødsdoom. Bandet er hamrende tungt, hamrende atmosfærisk og hele tiden med plads til en delikat tristesse i mørket. På dagen, hvor vi genoplader og kommer os med et generelt vanvittigt søndagsprogram, ligger italienerne klart i toppen af must sees.
 

Sewer Haul
Lørdag, 14:00, Byhaven (gratis)
Danske Sewer Haul kravler i dagens anledning op af Skanderborgs kloakker for at drukne Byhaven i rådden slam. Med sig bringer de en lyd, som har de tilbragt de sidste fyrre år dernede, halvt fordærvede i den konstante kamp om at overleve atomvinteren, som har ramt. Der er masser af klassisk dødsdåse over lilletrommen, brutale lydangreb og en vokal så mørk og ækel, at den bør kunne manifestere sig som sit eget væsen. Er du træt af de alt for lange kompositioner, der sniger sig ind rundt omkring i metal, du ellers gerne vil høre – så har vi her kuren, når ‘Torso Mangled Beyond Repair’ kan fremføres i sin helhed, før der er gået syv minutter. Der er ingen undskyldning for ikke at dukke op og se vanvittig og slimet goregrind – det er både udenfor og ganske gratis.