NMF 24: Torsdag
De danske semiveteraner Withering Surface og Manticora stod for solide optrædener torsdag aften på Næstved Metal Festival, mens de engelske superveteraner Tygers of Pan Tang lukkede førstedagen af på forrygende vis.
Da denne anmelder var optaget af den traditionelle efterårsreception på Gyldendal Forlag i København ved eftermiddagstid, måtte der desværre meldes forfald til åbningskoncertene på Næstved Metalfest. Derfor ingen anmeldelser helt fra starten, beklageligvis.
Men dernæst blev det multikulturelle logistiklink etableret mellem den lødige litteratur og tunge metal, så Devilutions udsendte kunne være fremme til programmets afslutningstriumvirat i den lune sensommeraften.
Autencitet på øverste hylde
Det føltes kun passende at lægge ud med festivalens bagmand på scenen: Michael H. Andersen i front for sit 30 år gamle og lokalt baserede band, Withering Surface. Autencitet på allerøverste hylde, simpelthen.
Der er naturligvis sket meget, siden den unge og entusiastiske Andersen sendte sine første promoer og presseskriv fra domicilen i Næver til folk som undertegnede på Mix-redaktionen i det indre København, dengang vi var på vej ind i midt-90'erne.
Nutidens Withering Surface er et effektivt line-up/mix af ældre og yngre kræfter, og bandet har gennem årene fået mere power og flere nuancer med i deres kompositioner og lydbillede, som det senest høres på bandets sjette album 'Exit Plan' fra juni måned.
Men også i det tidligere materiale, der blev luftet torsdag aften: Et nummer som "Alone" (fra comeback-udspillet 'Meet Your Maker' fra 2020) har nærmest noget klædeligt King Diamondsk over sig i visse partier (fraset falseten, jo, jo), mens "Joyless Journey" (fra 'Walking on Phantom Ice' fra 2001) indeholder nogle fantastisk flotte og stærke guitarstykker, der trækker bandet over i det semi-symfoniske og virtuose.
Og ellers blev der bare buldret og braget, indimellem med melodiske indslag og basalt rullende rockelementer som taget ud af en fed øver i garagen. Fundamentet er fremdeles i den grovsolide dødsrock, som i det 28 år gamle "Scarlet Silhouettes", der også blev aftenens afsæt for en øget interaktion mellem band og publikum.
Et særdeles velgennemført sæt, omend ikke helt på niveau med bandets overrumplende optræden på Copenhell forrige år. Men Withering Surface gav os godt 50 dedikerede og solide metal-minutter torsdag aften i Næstved, og så var det bare rørende og fedt at opleve Andersens ekspliciterede kontekst af dengang og nu – og såmænd også den nærmeste fremtid, som bringer bandet videre på Japan-turné i efteråret.
Ambitiøs instrumentalmur
Efterfølgende var der mere dansk med årtiers heavy metal-historik i bagagen: Hvidovre-bandet Manticora, dannet i 1996.
Her sættes barren alenhøjt med en overordentlig omgang power metallisk og progressiv heavy på et højt teknisk niveau, hvor det indimellem kan være svært for vokalist Lars F. Larsen at finde det helt rette leje ovenpå den ambitiøse og massive instrumentalmur, der definerer Manticoras live-output. Både Dickinson og Tate ville dog også få kam til deres hår her.
Torsdag aften i Næstved var Larsens showman-indsats både synlig og sympatisk, og der var adskillige momenter i Manticoras sæt, hvor der virkelig blev kælet for de soniske sanser med energisk ekvlibrisme, gedigne guitarduetter og visionær volumen.
En rigtig udmærket optræden af Manticora.
Glødende fedt
Dannet helt tilbage i 1978 var Tygers of Pan Tang med til at definere den nye, engelske metal- og hard rock-bølge i sen-70'erne og start-80'erne. I nutidens udgave er der dog kun guitarist Robb Weir tilbage fra den originale epoke, men han har til gengæld samlet et helt forrygende godt hold til nutidens meritter.
Det hørtes tydeligt, da bandet gav en fremragende koncert på Nordic Noise i 2017 (missede dem desværre til samme event sidste år), og igen i torsdags, da bandet lukkede festivalens førstedag af på forrygende vis. Her stod den på fuldfed, klassisk heavy metal og hård, party-pulserende rock'n'roll, hvor riffsene bare tænder og sætter i gang, og bandet swinger på den suverænt gyngende måde.
Tygers of Pan Tang er et definerende band i deres egen ret, men undervejs fik jeg visse assocationer til en smule af det gode boogie rock-drive fra Saxon, de kronisk fængende riffs fra Diamond Head og så, sine steder, lidt af den melodiske tæft fra Thin Lizzy (som den gamle Tygers-guitarist John Sykes jo selv joinede).
Lige så svinetighte og gnistrende som dengang på Østerbro i '17, og med en meget veloplagt – og virkelig velsyngende – vokalist i Jacopo "Jack" Meille (i bandet siden 2004), som selv var ung fan af de gamle, klassiske 1981-albums som 'Crazy Nights' og 'Spellbound', der også var stærkt repræsenteret på torsdagens sætliste.
Charmerende, nærværende og glødende fedt var det, og i mine øren spillede Tygers of Pan Tang sig direkte ind på en af Copenhell-scenerne i 2025 (ja, og på Jailbreak 2025, for den sags skyld).