RF 24: Fredag – I sølet har vi det godt

Fredag startede i absolut laveste, stille gear. Men koncertniveauet stampede godt gang i fredagsfesten i sølet.   

Fredagen på årets Roskilde startede yderst stille og roligt. Jeg var nemlig taget hjem torsdag, da jeg simpelthen havde fået fucking nok af mennesker. Jeg var ankommet til campingområdet søndag eftermiddag og havde været til personalefest fredag, og spillet koncert med bandet lørdag i Aarhus. Så jeg var slidt og havde brug for ro.



Derfor ankom jeg først på festivalpladsen igen ved 18-tiden, hvor jeg stampede igennem mudderfesten og direkte hen til Avalon, hvor man kunne høre noget tråd-agtigt. Det var Kim Gordon, der for min kollega havde været en fed oplevelse. Det var dog ikke så meget jeg fik hørt, da hverken Gordon eller Sonic Youth var en del af min musikalske opdragelse, og fordi koncerten ikke umiddelbart videre fangede min interesse så meget. Så jeg gik på jagt efter en billig øl i stedet. Efter koncerten mødte jeg selvsamme kollega, hvor vi fik en snak om betydningen af Kim Gordon, hvorefter jeg fordømte min dårlige impulskontrol.

Jeg fik heller ikke set Alvvays, men det var der vist absolut heller ingen grund til, kan jeg forstå på min kollega. 



Kort efter stavrede jeg op omkring Gaia og Eos-regionen til endnu et kollega-meet-up inden Otoboke Beaver. Japansk punk, der bragte festen i form af lystig punk i højt tempo, men som desværre manglede mørklægning til deres visuals. 

Ingen kop te til mig under festerne
Men inden de vigtige ting for mig startede om aftenen, skulle jeg lige tilbage til mit telt og sætte min taske. Campingstemningen greb mig, og jeg blev hængende i en halv times tid til øller. Men inden alt for længe, gik vi ned for at høre Charlie XCX. Det var en meget bevidst prioritering over Foo Fighters, da jeg så dem sidst de spillede på Orange. Charlie XCX gjorde dog ikke meget indtryk, og resten blev overværet på afstand, mens jeg spiste aftensmad.

Efter koncerten var Foo Fighters dog ikke engang halvvejs, og så kunne jeg ikke rigtig løbe fra det længere. Jeg har som sagt set dem før, men deres musik siger mig ovenikøbet absolut ingenting. Jeg fandt da mine faste, årlige campingvenner plørestive i paprosé og dansende rundt i en mudderpøl. Jeg havde gummistøvler på, og var genopladet, så det var festligt.



Jeg skal gerne indrømme, at Foo Fighters er federe live end på plade, men nogen gigantisk oplevelse synes jeg nu stadig ikke det var. Det er da dejligt, at man stadig kan mønstre old school, lange, velspillede rockkoncerter på Orange Scene, men at Foo Fighters efter sigende skulle være de sidste under dinosaurgrænsen er fantasiløst. De må hjertensgerne være der, da mange jo elsker dem, og de uden tvivl leverer et godt show. Jeg er ærgerlig over, at det efterhånden ikke bliver meget bedre og større end Foo Fighters. Men vi tager, hvad vi kan få.

Endelig aftente og høj promille
Scarlxrd lød, med sin gevaldige energiske fuckinger til konventioner, til at have været en fed oplevelse, men den faldt desværre ned imellem to stole. For nu var det tid til noget meget vigtigt – Julie Christmas på Gaia. Jeg har ingen vrangforestillinger om, at hun burde have optrådt på Orange i stedet for, men for mig var det godt nok en koncert af en helt anden vægtighed og kaliber. Efter jeg begyndte at skamhøre samarbejdet mellem hende og Cult of Luna på Mariner, var jeg solgt til stanglakrids. 'Ridicolous and Full of Blood' er også en skarp plade, jeg har hørt meget på det sidste. Derfor var det også fedt, at hun havde et supervelspillende band inklusiv Johannes Persson med på scenen, men der var ingen tvivl om, at det var Julie Christmas’ hyper-ekspressive vokal og elektriske performance, der rystede Gaia i sin grundvold.



Vi nåede lige at sætte ord på vores benovelse over Julie Christmas’ magtdemonstration, inden vi drog mod Avalon for at se Kvelertak.

Nordmændene leverede en fabelagtigt smadret rockkoncert, der var smuk i sin enkelhed, og det var lige hvad vi trængte til her til slut. Jeg var efterhånden godt med på promillometeret og fik det sidste skub af venlig, fremmed makker, der ikke vil acceptere kendsgerningen af mit tomme ølkrus, som han blev ved med at hælde paprosé i. Så efterhånden kunne hverken mit tilbageholdne sind, min dårlige skulder, dårlige form eller generelle frygt for av-av holde mig tilbage fra at hoppe med ind i pitten.



Efter en hviler var det godt at komme tilbage og mærke Roskilde-sølets øllede mudderfester og de interessante koncerter, festivalen kan byde på. Men nu glædede vi os ligefrem til at komme tilbage og sove i et vådt telt.