RF 24: Onsdag – Før mudderet eller: Hvordan jeg lærte at leve med Roskildes sikkerhedspolitik
Onsdag viste Roskilde vejen med et nyt koncept, hvor scenen var placeret i midten af Avalon-teltet – men sikkerhedspolitikken spændte ben for alle former for egentlig intimitet.
I år var det mit 22. år på Roskilde. Jeg nægter at joine klagekoret, der messer om, at programmet ikke længere ligner det, der var for 10, eller, for den sags skyld, 20 år siden. Det er stadig altid en fornøjelse at være på Roskilde. Lokationen er den samme, stemningen er den samme, men klientellet fornyes fra år til år. Gennemsnitsalderen er den samme, programmet er tidssvarende, og der er stadig et væld af musik at gå på udforskning i, når man er færdig med at konstatere, at der igen kun er en håndfuld bands eller to, man kender i forvejen.
"De unge" ser stadig kun koncerter på Orange, så man føler sig alligevel sjældent “for gammel”, når man bevæger sig ud på de andre scener og går på jagt efter nye oplevelser. Således startede Roskilde dette år stort set uden regn og mudder. Det kom der rigeligt af senere, men om onsdagen kunne man bevæge sig rundt på pladsen uden frygt for at sidde fast med røjserne i en mudderfælde.
Programmet, som vi dækker her på Devilution, startede om eftermiddagen med Greg Puciatos nye band, Better Lovers, der skuffede, og blev efterfulgt af Frank Carter & The Rattlesnakes, som gjorde det samme, som de altid gør. Den halvgamle rock leverer, og den nye skuffer. What else is new?
For at prøve noget nyt, eller ganske enkelt prøve noget andet, gav jeg hiphoppen endnu en chance og så 20 minutter af Estee Nack på Gaia-scenen, men heller ikke denne koncert overbeviste mig om, at hiphop for alvor fungerer på en festivalscene. 1½ minuts musikstumper med lidt rap ind over, abrupte stop, joints til publikum, sniksnakken. Hver gang der var optræk til at få publikum med, afbrød Estee Nack det hele og pludrede. Fedt flow på plade, elendigt flow live.
Fed ide vs. siikkerhedspolitik
Nå, men det store tilløbsstykke denne aften var selvfølgelig det, der på papiret lød virkelig interessant: Roskilde havde simpelthen bygget en lille scene i midten af det store Avalon-telt, hvor 5 rock/punk/metal/hardcore-navne skulle spille superkorte sæt henover aftenen. Virkelig fedt at give disse mindre bands en chance for at samle publikum omkring sig, og især dejligt at få mulighed for at mærke de hårdtarbejdende bands i svedende aktion.
Troede man.
For ak, scenen var simpelthen omsluttet af et sikkerhedshegn, som gjorde, at der var to meter fra publikum ind til scenen. Det eliminerede alle muligheder for bandsene om at bede publikum rykke nærmere og tage del i balladen. På sin vis forståeligt, at lige præcis Roskilde altid går med ekstra livrem og seler, når det kommer til sikkerhedsspørgsmål – men de publikummer, der var i teltet lignede ikke nogen, der ville storme scenen og ødelægge gearet, hvis der blev mulighed for det…
Det var der i hvert fald 0 procents chance for, at nogen ville have gjort til den dødssyge duo, Ragana, der spillede en blanding af sludge og post-rock, blot 20 år for sent og egentlig ikke spillet med hverken ekspertise eller nogen særlig indlevelse. Det var simpelthen en pinsel at stå igennem mere end en halv time af det.
Prison Religion var lidt bedre, men duoen tumlede også blot rundt om deres bord med digitalt udstyr, og det kræver altså lidt mere at vinde publikum over. Det lykkedes heller ikke at overbevise aftenens mindste crowd. Det var tydeligt, at der var “turister” til stede, der fik sig en på opleveren, men som koncert betragtet var det en halvtynd omgang.
Powerviolence & Shania Twain
Langt bedre var Decorticate, der havde taget turen fra Ungdomshuset for at vise os, hvor powerviolence-skabet skal stå. Efter en ikke overbevisende indsats fra Rot Away i opvarmningsdagene var det befriende at opleve lidt det modsatte inden for samme genre: Et band, der spillede for musikkens skyld, no name-påklædning, uden staffage, uden kampråb, bare larmende og aggressiv musik. Kun Nails-hoodien havde de to bands til fælles – men hvem elsker ikke også Nails?
Bagefter viste Taqbir fra Marokko os, hvordan man spiller tænderskærende, aktivistisk punk. Anken var bare, at musikken lød som noget, der hørte til for 40-50 år siden. Det var det dedikerede publikum nu ligeglade med, og kvintetten trak aftenens største publikum, måske også lidt på grund af historikken som et frihedskæmpende band, der gerne vil rykke med noget. Med mænd i niqab og en kvindelig frontfigur uden tildækning.
Sidste navn på scenen var The HIRS Collective, som jeg virkelig havde set frem til. Det blev dog en noget uforløst oplevelse. Ikke kun, fordi duoen optrådte i Roskilde-buret, men også fordi de gjorde deres tyve minutters terror unødigt gakket med samples af Cyndi Lauper og Shania Twain. Bortset fra det var der dømt queercore og grindcore, og Jenna JP fik pogo-danset og solo-moshet til den store guldmedalje. Barney Greenway ville have været stolt.
Så gad jeg ikke mere, selvom Heilung spillede på Arena-scenen. Jeg har aldrig set Heilung, og jeg frygter, at de ikke kan leve op til den totaloplevelse, som alle, der har set dem, garanterer. Min kollega bevægede sig op på topkarakter, så måske var det en fejl. Det er den slags, der sker, når man er på Roskilde. Og Heilung skal jeg nok få set en dag. Om det så bliver på Roskilde eller Red Rocks.