Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF '16: Fredag

Populær
Updated
SRF '16: Fredag
SRF '16: Fredag
SRF '16: Fredag
SRF '16: Fredag
SRF '16: Fredag
SRF '16: Fredag
SRF '16: Fredag
SRF '16: Fredag

Fredagen præges af regnvejr og lejrstemning samt en håndfuld stærke koncertoplevelser leveret af Glenn Hughes, The Temperance Movement og Foreigner, inden alt kulminerer i kæberaslere fra The Hellacopters og Twisted Sister.

Dato
10-06-2016
Koncertarrangør

Igen har natten været isnende kold, men lejrhumøret om morgenen er lunt, og der er rosévin i overskud. Hvis man kan kalde en uåbnet 3-liters dunk for rester. Nabolejren fortsætter som bannerførere med, hvad der nu blot bliver råbt ud som “Ve’ I snart ha’ nogen GT’er derinde?!”

Det vil vi ikke, endnu, men da der fra selvsamme telt snart lyder en musikalsk varieté af vidtrækkende forskellighed, der fører alle omkringboende lejre gennem den danske sangskat med både Gnags, John Mogensen og Liller, arbejdes der i stedet indædt på at overtage kontrollen med deres forteltsblaster via noget app-værk.

Til stor overraskelse høres svagt andetsteds i nærheden en skratten af Satyricons ‘Du Som Hater Gud’. Missionen er lykkedes, og snart ser vi fnisende til, bag hvad der føles som et fort af teltdug, mens en flok velvoksne svenskere forsamles foran deres telt og klør sig forvirret i håret over en eller anden musikafspiller, der tilsyneladende har fået sit eget liv. Godt, man aldrig bliver voksen.

Hver gang vi prøver at gå fra lejren, sætter et diabolsk regnskyl i gang, som gentagne gange sender os tilbage til fotografens fortelt, der lige akkurat kan rumme tre festivalstole, hvis alt interiør og stole og samtlige lejrkammerater har fysisk kontakt. Vel er det hyggeligt, men der er konsensus om, at vi er lige vel for gamle til at lege S, P eller K (selvom tanken er fristende, med øje for fotografens grad af brandert og deraf sjældent lalleglade indstilling til omverdenen).

Mens for- og eftermiddagens planlagte koncerter med Hawkwind og The Kristet Utseende farer usete forbi, når vi heldigvis at opleve det sidste af Glenn Hughes. Og hvilken sidste del! Med alle sangtekniske snirkler og teorier pakket væk kan det siges kort: Hold kæft, hvor kan han stadig synge! Hughes har en imponerende kontrol, men tenderer – i hvert fald her – til at gentage de samme fraseringer, der godt kan trætte øret noget, når kraften i stemmen udbasuneres i det meget højt toneleje, som 64-årige Hughes stadig er hjemme i, men som i ny og næ gik fra ord til melodiøst skrigeri. Måske bare fordi han kan?

Det tager dog hverken skønheden ud af Deep Purple-nummeret ‘Mistreated’ eller Black Country Communions ‘One Last Soul’ eller ‘Black Country’, der virker som forspil til en kuldegysning fremkaldt af Hughes' egen ‘Soul Mover’, og slutteligt Deep Purples ‘Burn’.

Cadeau og da capo! Hughes og det homogene backingband, der blot består af Søren Andersens voluminøse rockstar-attitude og ditto guitartekniske fornøjelser og trommeslager Pontus Engborg, levede op til alle forventninger og fyldte uden besvær egne store sko ud.

We Are Twisted Fucking Sister
Regnvejret vender insisterende tilbage, da et af årets forventelige højdepunkter tager plads på Sweden Stage, og det lægger en dæmper på Uncle Acid and the Deadbeats tilbagelænede stonerstil, der nok er vellydende, men aldrig sniger sig helt ind og sitrer på rygraden i denne omgang.
 
Som oftest er der en håndfuld pressemøder i medieområdet, der er et besøg værd, men i år var det kun lykkedes Sweden Rock at få et enkelt navn hjem til annoncering. Klokken var blevet 19:00, og Twisted Sister troppede op til en tam, obligatorisk omgang "yes, we love Sweden" og yderligere promovering af dokumentarfilmen 'We Are Twisted Fucking Sister!'.

Det er deres fjerde besøg på festivalen, og det sidste, da de som bekendt er på afskedsturne efter mere end 40 år som band, afbrudt af korte og lange pauser, den længste i 1988 og 15 år frem, inden de genforenedes netop på Sweden Rock Festival i 2003.

Det snakkes der naturligvis om, men de fleste spørgsmål går direkte til Mike Portnoy der er den nye dreng i klassen, og Dee Snider anbefaler slutteligt at man hører Monster Truck, der lige har spillet forinden, hvis man tror, at rocken er død.

Igen besværet af overlap blev det ikke til hele koncerten med The Temperance Movement, som ellers havde været et højdepunkt i planlægningen. Phil Campbells vokal holdt i høj grad live, selvom lyden – igen – er alt, alt for lav på 4Sound Stage. Øv, Sweden Rock!

Publikum kender tydeligvis alle sangene, og der bliver råbt med på sympatisk vis, mens Campbell opfører festivalens hidtil underligste kropsspasmer. De fire lemmer, der udgør hhv. arme og ben, fungerer som i hver deres verden og alligevel nært beslægtet i rytmen. Det er fascinerende, sært, men mest af alt præcis den vellyd, jeg havde håbet på, og jeg tænker, at hvis en spiril havde taget bolig i en menneskekrop, ville den se ud som Campbell.

På ‘Get Yourself Free’ har de rapset lige vel nok af Led Zeppelins version af ‘Nobodys Fault But Mine’, men det kan næsten tilgives.



På magisk vis nås både pressemøde, The Temperance Movement og lidt af Slough Feg, som i anledningen må modtage en dybfølt undskyldning for i foromtalerne at blive frårådet og omtalt som et forkølet Iron Maiden-coverband.

Liveversionen havde fuldt smæk på, og det eneste oprindelige medlem, Michael Scalzi, var et smittende festfyrværkeri udi swingende guitarlir. Ikke en oplevelse, jeg ville have været foruden, selvom den blev kortet af til fordel for Foreigner, der underholdt på Festival Stage, med kulmination i ‘I Want To Know What Love Is’ og ‘Hot Blooded’. Så kan man også sætte kryds ved den.

Ingen af dagens udskejelser havde dog forberedt mig på resten af aftenens højdepringere, der satte en fed streg under, at fredagen var den absolut bedste koncertdag. Hvorfor kan læses i anmeldelserne af hhv. The Hellacopters' eksplosive tilbagevenden og Satyricons eksekvering af 'Nemesis Divina', der trods det gode gensyn alligevel ikke helt blev den memorable koncert, man kunne have håbet på.

Proppen sprang for alvor af, da Twisted Sister lukkede hovedscenen med, hvad fotografen mindes som en af hans bedste koncertoplevelser overhovedet. “Jeg har grædt siden andet nummer,” siger Lipids forsanger Søren Pedersen euforisk, da vi møder ham efter koncertens afslutning.

Mens fotografen tydeligt har prioriteringen i orden og overværer en decideret magtdemonstration fra det 40 år gamle band, prøver jeg at se Grand Slam, Twisted Sister og Satyricon på en gang, men Twisted Sister overdøver både Rockklassiker-teltet og 4Sound Stage, og Satyricon tryllebinder mig alligevel nok, til at jeg bliver stående og lader mig blæse igennem, selvom jeg har set og hørt dem bedre før.

Det sidste af Twisted Sister bliver dog uden fortrydelse oplevet, og Dee Snider agerer tydeligt som en af de mest kompetente frontmænd på scenen. Der er konstant bevægelse i publikum, og selv crewet bliver hevet frem på podiet til klapsalver og taknemmelige ord fra Dee Snider, der takker af og slutter med at sige, at publikum skal blive hængende lidt endnu, da der er en overraskelse i vente. Men inden da skal det stå som efterskrift, at Twisted Sister slutter på toppen. Helt deroppe, hvor andre kun kan drømme om at være.

En fantastisk koncertdag afsluttes brat
Uden jeg har bemærket det, er det blevet midnat, og på storskærmene toner lykønskninger til den 25 år gamle Sweden Rock Festival frem. Et nostalgisk slideshow fortæller i billeder historien om de mastodonter, der gennem årene har gæstet festivalen, mens Bonafides 'Fill Your Head With Rock' blæser ud over de mange publikummer på pladsen.

På den sorte nattehimmel bag hovedscenen skydes et imponerende fyrværkeri af, og tyndhudet som de fleste oven på Twisted Sisters kæberasler råber jeg arrigt til fotografen, hvor fanden vores kærester er henne ved sådan en lejlighed, når alting bare er smukt og går op i en højere enhed.

Bedst som man er ved at blive rørstrømsk, lykkes det heldigvis Avantasia at sætte en tyk prop i enhver form for føleri. De spiller som det sidste band fredag aften, og Tobias Sammets modbydeligt skingre vokal kan tilsyneladende kun bevæge sig i området 25khz+, hvilket får mig til at bande af hovedpine.

Derfor er Ronnie Atkins' (Paul Christensen, Pretty Maids) fremkomst i andet nummer det eneste, jeg får med af freakshowet, men dagen efter stadfæster en lejrkammerat, at både Jorn Lande, Michael Kiske (Helloween), Eric Martin (Mr. Big) og Bob Catley (Magnum) blandt flere har været på scenen i den infame kulde, der indfinder sig om aftenen, til Sammets rockopera-show.

Læs fredagens anmeldelser her:
The Hellacopters
Satyricon