SRF '16: Onsdag

Onsdagen er som så ofte før ankomstdag, hvor det mest handler om at falde over teltpløkker, drikke for hurtigt og se aftenens sene koncerter. Således også i år.

Det er for en gangs skyld lykkedes os at køre til tiden, som af arbejdsmæssige årsager desværre er først på aftenen og ikke fordelagtigt tidligere på dagen.

Derfor får vi hverken set Mike Tramp, der nu har Lucer som backingband, eller Diamond Head, der få dage forinden havde spillet en mindeværdig koncert på PH Cafeen i København.

Da overbærende medsammensvorne havde slået telte op for delegationen tidligere på dagen, lykkedes det til gengæld fotograf, diverse teknisk pikpak samt festklar anmelder at være på pletten til Tribulation, der lidt aparte havde fået spilletid på teltscenen. 

Et band. der skal ses
Som det altid er på de første festivaldage, når ankomsten er klaret, er man en godt rystet champagneflaske med proppen på vej til himmels. Det gjorde måske sit for oplevelsen af Tribulation, der blev en sublim start på Sweden Rock Festival 2016.

Dels fordi de åbner koncerten med et af de stærkeste numre fra 'The Children of the Night'. Dommedagsorglet på 'Strange Gateways Beckon' og det tilhørende bombastiske guitarriff havde nær forårsaget en akut adskillelse af hoved og hals i ren begejstring. Koncerten varer kun en time og er på alle måder en mættet visuel og musikalsk optændingsblok.

Den eneste scene, der lydmæssigt har fungeret godt i år, er Lemmy Stage. Dermed er også Rockklassiker-teltet for ofte præget af lav lyd, og det er imponerende, at det ikke tager livet af Tribulation, der holder på energien, trods et ringe publikumsfremmøde med lavt engagement.

Det bliver der dog lavet markant om på halvvejs igennem koncerten. Som også for denne udsendte er det numrene fra 'The Children of the Night' der giver den største genkendelsesglæde, og 'The Motherhood of God' virker som tændvæske på de forreste ved hegnet. Jo. Tribulation lever op til virakken. Hvis de er ubekendte for jer derude, så benyt chancen og se dem på Copenhell.

Et andet vigtigt hak i tjeklisten skulle sættes ved Graham Bonnet, der uheldigvis havde fået samme tid i spilleplanen som Tribulation. Således splittet i to blev teltscenen forladt med et kvarter af koncerten igen, men det var velvalgt timing, og der er heldigvis kun to minutters gang til 4Sound Stage, hvor Bonnet står og fører sig frem.



Fremtoningen er meget lig den, han havde, da han satte sit aftryk på Rainbow ved at lægge vokal til blandt andet 'Since You've Been Gone', der tælles i gang netop ved ankomst. Der er langt op til toppen af tonerne for 68-årige Bonnet, der her og der snapper efter luft som en fisk på land, men vitaliteten er kun dæmpet en anelse, og bandet bærer musikken igennem og gør, at prioriteringen af at få set de sidste par numre med Bonnet var i orden.

Onsdagens sidste navn er Blind Guardian, der ikke har musikalsk grundlag for den store flirt med den amputerede anmelderstab, der i år kun tæller undertegnede, der derfor endnu mere end vanligt må fise rundt som en skoldet skid for at få det hele med.

Dette foregår til gengæld med et åbent sind, og konklusionen på Blind Guardians koncert på den mellemstore Sweden Stage er, at det er et fascinerende band. Det er helt utroligt poleret musik, der her er flankeret af virkefulde visuals, et overordenligt begejstret publikum og i det hele taget en meget professionel eksekvering. Det er, som noteret i en god brandert, pissekedeligt.



Turen går hjemad mod teltet, der i mellemtiden har manifesteret sig som en isoleret dybfryser. Et faktum, der præger resten af festivalen og resulterer i alt for lidt søvn over for mange dage, selvom diverse hætte- og striktrøjer, sokker, vanter og stærk spiritus bliver taget i brug.