Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bardernes storhedsfornemmelser

Populær
Updated
Bardernes storhedsfornemmelser

Veteranerne Blind Guardian fortsætter med deres tiende album rejsen ind i de store fortællinger, men det sker delvist på bekostning af dynamik og simpelhedens charme. 

Titel
Beyond the red Mirror
Dato
30-01-2015
Trackliste
The Ninth Wave
Twilight of the Gods
Prophecies
At the Edge of Time
Ashes of Eternity
Distant Memories
The Holy Grail
The Throne
Sacred Mind
Miracle Machine
Grand Parade
Forfatter
Karakter
3

De tyske power metal-veteraner Blind Guardian har efterhånden haft en 30 år lang karriere, og det er lige netop tyve år siden, de udgav deres vel nok allerbedste album, det imponerende værk ’Imaginations from the Other Side’, som kun efterfølgeren ’Nightfall in Middle-Earth’ sniger sig op i nærheden af. 

Meget passende fejres albummets to årtiers jubilæum med en ny udgivelse, ’Beyond the Red Mirror, der tekstmæssigt ligger i forlængelse af det store opus. Det forpligter, og derfor er det lidt overraskende, at musikken på intet tidspunkt ligger i forlængelse af mesterværket. 

Tyskernes har udviklet sig støt fra at være et storladent speed metal-band og toppede i den udvikling omkring de to omtalte udgivelser i midthalvfemserne, for så at skifte retning og rumme progressive, teatralske og episke elementer med fundament i power metallen – her lægger den aktuelle skive sig pænt i forlængelse. 

I denne omgang har den teatralske side fået et stort løft, og hvor bandet tidligere kaldte sig selv for barder (dem, der rejste rundt og sang i middelalderen – ikke noget fra en hval), er de lige så meget kapelmestre for kæmpemæssige kor og hele to forskellige symfoniorkestre.

Det sker heldigvis uden at give køb på det metalliske – heldigvis, for bandet er bedst som metalband, og heldigvis, fordi er lige på grænsen til at tage overhånd. Andre Olbrich står bag mesterlige leads og soloer af typen, der aldrig slipper sit solide tag i det melodiske, ligesom forsanger Hansi Kürsch stadig kender sin begrænsning og formår at få det optimale ud af sin trods alt begrænsede vokal.

Det, som hele karrieren har klædt Blind Guardian og fået dem til at skille sig ud fra de enorme mængder af håbløst ringe power metal-bands, er netop, at de hele vejen formår at holde fast i at være metal og altid at tage udgangspunkt i genrens beskidte og farlige lyd. Selv midt i det mest storladne øjeblik emmer tyskerne stadig af samme ondskab som på ’Battalions of Fear’, og det er naturligvis et plus.

Men desværre er trommerne de seneste år forsvundet ud af både lydbilledet og sangskrivningen og bidrager kun perifert til udtrykket. Det er helt sikkert et bevidst valg, men en del af dynamikken forsvinder, når stikkerne lige så godt kunne være spillet af en maskine. Dermed afsløres også akilleshælen i Blind Guardian – det er for længst holdt op med at være et band, og en stor del af charmen er forsvundet i jagten på det perfekte soundtrack til teksternes episke univers.