Vesterbro Beat Dage 2025: Lørdag

Mange kom lørdag for kendisfaktoren – men der var nu meget mere end Cavalera at komme efter, her på andendagen af årets Beat Dage-arrangement på Vesterbro.

Efter en død morgenvagt på dagjobbet kunne der næppe være noget mere øjenåbnende end andendagens første indslag. Vi snakker her Solens Folk, der består af det lokale doom-foretagende Gaia (i dagens anledning desværre uden bassist) og kunstneren Jakob Miehe, der tydeligvis vil udfordre os fra start, og lykkes i strålende grad med at få skilt fårene fra bukkene. Lidt Swans-minimalisme, lidt Rock In Opposition-inspireret galskab, og så absolut mere en forestilling end en koncert.
Miehe, klædt i rød kjole og knælange tennissokker, er den skælvende fortæller, der både vræler, skriger og digter sig ind på livet af det spinkle fremmøde, mens Kriller på guitaren både leger med ambiens, doomens tyngde og, halvvejs inde, hvad der nærmest tager sig ud som en lettere krads, Røde Morsk protestsang. Uden overhovedet at kende teksterne går der desværre noget tabt, og som koncert isoleret set er det absolut ikke noget, jeg selv behøver høre igen – men som et avantgardeteater kan jeg godt anerkende deres bestræbelser på at vække en reaktion, for Solens Folk er bestemt milevidt udenfor normernes rækkevidde, og det kan nu også noget.


Solens Folk

I hvert fald mere end Uno Soul, som jeg, efter ti minutter med jahatten på, må afskrive og smide over i hatten med forglemmelig halvfemser-alt-rock. En verden, jeg er aldeles ukompatibel med, dengang såvel som nu, i modsætning til den fuzzdrevne doom, svenske Malsten til gengæld har med til os bagefter i Forsamlingshuset. 
Forsanger Manne Högströms neontonede hånd i fjæset og sorte eyeliner sætter da afgjort lidt visuel kolorit på det hele, men desværre er det, min kærlighed til doom-genren til trods, nærmest det bedste jeg kan sige om Malsten. Fredrik Grehn dvæler i den svedige betonlyd og har afgjort låst sig inde i Iommi-zonen, men husker du et eneste af hans middelmådige tre-akkord-riffs? Trommerne snøvler sig af sted, og Högströms stemme bevæger sig konstant i det der flade midrange-leje, uden på noget tidspunkt at fange med andet end hans nok så stærke mimik. Bevares, deres take på The Velvet Undergrounds ‘Venus In Furs’ er da lidt modigt, omend også lettere rudimentært, men friskt nok som en stærkt tiltrængt saltvandsindsprøjtning hen mod slutningen. 


Malsten

Fra ét 70’er-inspireret univers til et ganske andet – Orkan har i hvert fald langt mere luftige toner med til os. Et ungt, svensk foretagende, der i 2017 udgav deres selvbetitlede debut, hvor hippierockens uskyldige sødme skinnede tydeligt igennem. 
Sidenhen er sangskrivningen blevet en kende mere udviklet, og det kan tydeligt mærkes her i dag, hvor deres groovy rockswagger er svært uimodståelig, og især Moa-Linn Rosenlöfs hyggelige, svenske sludren mellem numrene og højfrekvente brug af koklokken vinder charmepoints undervejs. Vi fik flere premierer på helt nye numre fra en kommende plade, og der er tydeligvis en mere indstuderet, frisindet struktur i det nye materiale, som klæder dem. En koncert, der for en stund fik smilene frem og hofterne i sving, og som vigtigst af alt havde substans og fik os til at høre efter – tak for det!


Orkan

Med ti år på bagen burde The Shell Collector måske også bedre ringe en klokke. Et Berlin-baseret foretagende, der under den instrumentale start på sættet bevæger sig i et gådefuldt grænseland mellem post-metallens cinematiske sider og støjrockens exces, men lynhurtigt viser inspiration fra nu metallens mere refræn-baserede kompositioner. Og med en sanger, der absolut har sine skønheden & udyret-afvekslinger solidt indlejret. Melodisk og tight, men de polerede kvaliteter kilder mig desværre på den forkerte måde. Uden i øvrigt at dementere, at The Shell Collector kan noget særligt, for de har afgjort sans for metal i den moderne ende, med samspillet i højsædet. Jeg forstår godt dem, der lod sig gribe, men må også tilstå, at jeg nok bare ikke helt er målgruppen her.


Iggor Cavalera

Det gør nu heller ikke spor, for alle her ved, at aftenens store tilløbsstykke samtidig er ved at gøre sig klar i Råhuset. Et usædvanligt lille sted at opleve en legende som Iggor Cavalera på, men nu er det også inden for en ganske anden stil end vanligt. Hans blå sweatshirt med påskriften “Donkey Rhubarb by Aphex Twin” er måske meget sigende for dagens set-up, for vi befinder os i dag i hans egne, noise-industrielle soundscapes. En lydmur tager til, mens en krads mandestemme fabler løs om “the origin of evil”. Euforiske crescendoer harcellerer derudaf i bølger og dale.

En tung, nærmest ceremoniel grundtone holder pulsen oppe, og vidste man ikke bedre, så er der intet andet end det lille ‘Morbid Visions’-era Sepultura-logo på siden af pulten, der afslører hvor vi ellers kender Iggor fra. I det mindste ikke, indtil han de sidste 5-7 minutter hopper ned til trommesættet og flasher hans tribal-groovede varemærke henover lidt loopede synths, og det er nu også fint nok at se den side af ham – men jeg vil uden tvivl bedre huske koncerten for det dristige move, det er at stille op på så lokalt et spillested helt solo, 40 år inde i karrieren, og bevæge sig ud på helt anden grund, end nogen af os kender ham for. Dystopisk noise måske, drugout music vil nogen sikkert også mene – kald det, hvad du vil, men under alle omstændigheder forfriskende. Om så ikke vi havde haft kendisfaktoren med, så havde denne hjernevasker af en seance uden tvivl stadig gjort indtryk.


Iggor Cavalera

Hvad end der så sker på Forsamlingshuset bagefter, tillader jeg mig at sidde komplet overhørig, mens det gode selskab luner, og nedtællingen er i gang til aftenens sene indslag. Selv faldt jeg over Wyatt E. sidste år på Roadburn, og deres orientalske take på drone/doom-genren har nu noget særligt over sig, som de sidenhen har bygget videre på på deres aktuelle skive, ‘Zamaru Ultu Qereb Ziqquratu, Pt. 1’. 
En stemning, de rammer fra første sekund med trippy, modulerede effekter og lange, hypnotiserende sektioner. Eller i hvert fald repetitive. Wyatt E.s største svaghed er uden tvivl, at de fortsat ikke helt har lært, hvor længe de skal gentage samme riff, før at det ikke bare bliver lidt småkedeligt, og man mister fokus. Vi snakker næsten non-stop suspense, med meget lidt forløsning, hvor den massive fod-synthbas som undtagelsen til reglen giver ståpels hver eneste gang, han lige rammer det der helt dybe C. 


Wyatt E.

Maskerne kan så mene om hvad man vil. De sorte kjortler, ditto kunstige skæg og ornamenterede hætter. En gimmick, der bestemt føjer noget til det mellemøstlige sindelag, og også er effektivt indlejret i numrenes anti-vestlige opbygninger, hvor det handler mere om rytmik end om melodier. Belgierne har noget interessant kørende, men dog alligevel ikke helt spændende nok til at holde gejsten oppe i 45 minutter. Onetrick-pony-effekten viser sig nemmere at se igennem fingre med, når LP'en kører derhjemme på pladespilleren, og man har andre bolde i luften. På Råhuset bliver det desværre lidt langt i spyttet, men magien finder da vej i passager. Når det er sagt, så er vilkårene også hårde, når man som jeg er vågen på nittende time, men første gang var nu engang den bedste. Som man siger.

Efter sådan en dag må vi nødvendigvis hylde Vesterbro Beat Dage for at have et markant anderledes program end mange af de andre, mindre festivaler derude. Med mange både danske og udenlandske navne, der overhovedet ikke har fået deres navn ud over rampen endnu, men som på hver sin vis prøver at få hul igennem, med større eller mindre succes. At det så lige blev de mere retrorockede svenskere fra Orkan, der trak det længste strå for undertegnede i aften, demonstrerer for mig kun, hvor godt talentet gemmer sig derude – og hvor vigtigt det er at være opsøgende, hvis også man selv vil gøre noget for at opdage nye toner lidt uden for ens vante trummerum …