Top 5 – Brutal Assault '23: Højdepunkterne
4 dage. 156 koncerter. Omtrent 15 forskellige øl, alle særdeles tjekkiske i kvalitet. Det er sin sag at holde tungen lige i munden og få oplevet så meget som muligt af det overflødighedshorn, der er Brutal Assault. Vi giver et bud på årets højdepunkter.
Brutal Assault er hvert år et spørgsmål om valg og fravalg. Du kommer aldrig til at se alle de bands, du gerne ville. Du må fravælge ting, der gør rigtig ondt. Personligt lagde jeg en ret målrettet indsats for dagen: Kom tidligt på pladsen, drak rigeligt, men fornuftigt, tog sent hjem. Alligevel nåede jeg "kun" 41 ud af 156 koncerter. Og havde minimum 25-30 stykker, jeg egentlig gerne ville have set. Men med 10-11 koncerter om dagen er der grænser for, hvor meget mere, man egentlig kan holde til.
Men ovenstående in mente er det naturligt, at en top 5 over festivalens højdepunkter unægteligt vil blive en (gisp!) noget subjektiv størrelse. Ikke desto mindre følger listen over de fem pletskud, der virkelig kommer til at sætte sig som minder, længe efter solskoldningen har lagt sig, og den hvide skygge fra festivalarmbåndet om håndleddet har udlignet sig. I vilkårlig rækkefølge:
1. Sijjin - Octagon Stage, onsdag 19.45:
Førstedagens store oplevelse foruden Agnostic Front, der tog en forventet storsejr tidligere på dagen ovre på den noget mere prominente Sea Shepherd Stage.
Den tyske dødsmetal-powertrio, der er dannet på resterne af Necros Christos, har været i Danmark en del gange efterhånden og burde være en velkendt størrelse. På den intime Octagon-scene, der vitterlig ligger inde i anlæggets mest intime borggård, kom Sijjin tæt på både første og bagerste række med en velfræset og ørehængende dødsmetal, der ikke som sådan gør nogen landvindinger, men til gengæld vinder enormt på sin lyttevenlighed og sine hamrende velskrevne riffs. Debutalbummets åbner 'Daemon Blessex' burde retteligt være en af den nyere dødsmetals helt store klassikere indenfor få år.
2. Malevolence - Marshall Stage, torsdag 16.00:
Ret skal være ret: Malevolence er ikke et hardcore-navn, der for alvor står ud i pladeregi. Men skulle jeg vælge et band, der skulle rykke baren ud på gaden under natmaden, næste gang jeg fylder rundt, ville de være et godt bud (forudsat at Rot Away har andre planer, naturligvis). Malevolence boblede af spilleglæde, vildskab, de helt rigtige ondskabsfulde breakdowns på de helt rigtige tidspunkter og samtidig store smil og ønsket om at skabe en egentlig samhørighed med deres publikum. På en festival spækket med solid hardcore (koncerterne med Agnostic Front, Terror, Knocked Loose og Cro-Mags var også hver især mindeværdige) stod Malevolence ud af den simple grund, at de serverede så meget mere, end jeg havde forventet.
En gedigen positiv overraskelse af de helt store og et praj om, at man altid skal tage sig tiden til at prøve det mindre velkendte.
3. Carpenter Brut - Marshall Stage, torsdag 00.35:
På dette tidspunkt havde jeg været på festivalpladsen i godt og vel 13 timer, og efter at gennemstået en ildsprudlende midnatsmesse med Watain var jeg så musikmæt og træt. Gudskelov, at jeg tog god tid med at gå mod udgangen. På en hårdtpumpet tætpakket metaldag var Carpenter Bruts synthwave præcis, hvad hjernen havde brug for. Enormt lysshow, hårdt pumpede beats, firserneon og attituder, melodiøsitet af en anden verden og den perfekte afslutning, hvor et af kontinentets mest ekstremmetalliske publikum mødtes i fællessang over Michael Sembellos firserhymne 'Maniac'. Hvis man var der, virkede det. Var man ikke, lyder det kitschet og påtaget. Men Carpenter Brut var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og leverede festivalens måske største højdepunkt.
4. Archspire - Sea Shepherd Stage, fredag 14.25:
Sidst det canadiske techdød-orkester var i Danmark, tilbage i februar i Fredericia, var det en noget blandet oplevelse, hvor de blev udklasseret af flere af supportbandsene. Denne fredag eftermiddag var de pinligt ædru og i topform.
Forsanger Oli Peters' røvballehumor 101 trængte lige ind hos de bagstive og stadig morgentrætte festivalgæster i den bagende sol, mens såvel Peters som resten af bandet var sindssygt velspillende. Mikset af et af samtidens skarpeste tekniske dødsmetalbands kombineret med deciderede tåbeligheder som at starte et Twister-spil midt i en Wall of Death, dele smøger ud til publikum, fordi man ikke havde picks og trommestikker og fortælle indgående om guitaristens kones flatulens og trommeslagerens diarré virker komplet åndssvagt, men var ufatteligt sjovt i øjeblikket. Efter man har nydt musikken, kan det andet faktisk være et glimrende kondiment, forudsat at publikum stadig havde tilpas meget alkohol og dumhed i blodet. Det havde vi.
5. Zeal & Ardor - Sea Shepherd Stage, fredag 19.50:
Har man set Zeal & Ardor før, ved man godt hvorfor de bliver nævnt her. Rent personligt ser jeg dem som et af klodens mest konsistent fremragende livebands. Schweizerne er altid garant for en sublim cocktail af spilleglæde, god sangskrivning, intensitet og vitterlig fysisk og mental tilstedeværelse på scenen, humor, lysten til at være der for publikum og et bagkatalog, der ikke bliver værre med årene.
At Zeal & Ardor var eminente var vel festivalens mindste overraskelse. Alligevel fortjener de at blive nævnt, for at opleve dem live bør være enhver metalelsker forundt; gerne igen og igen.
Ud over alle de nævnte er Anaal Nathrakhs sjældne liveoptræden, et noget decimeret Gorgoroths flotte indsats i Satans navn, Shadow of Intents deathcore-sekvens, der nok var årets bedste i genren på den lille Obscure-scene, Biohazards velkomne genkomst og både Crowbar og Eyehategods hyldester til NOLA-scenen blandt favoritterne i et festivalprogram, der blot blev ved og ved og ved med at give.