Top 5 - Cannibal Corpse er ikke BARE et dødsmetalband
Cannibal Corpse er allemandseje efterhånden, men det er ikke sikkert at nytilkomne helt er klar over, hvad der foregår, når Cannibal Corpse stempler ud efter en lang dag i slagtehuset. Vi har støvet højdepunkterne af og samlet dem i en brugervenlig guide til dødsmetallens største (u)hyggeonkler.
Du kender dem for deres klamme tekster, forsangerens nakke der er lige så bred som hans skuldre, og for at være tro mod deres foretrukne tema. Deres vind i sejlene stinker stadig af død og ødelæggelse 30 år efter den gustne debut. Men hvad laver de så, de kannibalistiske krabater, i deres fritid? Der er vel for alvor ingen, der tror at deres tekster er andet end fiktion, vel?
1. Når livet imiterer kunsten
For tre år siden blev Pat O’Brien dømt for en række forseelser. Den nu tidligere leadguitarist brød ind hos sin nabo og overfaldt først hende og derpå de betjente, der kom for at arrestere ham. At medbringe en kniv til en taserfest må siges at rangere højt på listen over dumme fejl, men alle kan jo have en dårlig dag. Der hvor historien begynder at blive noget, man kan berette om, er, at mandens hus på daværende tidspunkt stod i flammer, og en efterfølgende ransagelse afslørede Pat som lidt af en samler. Der blev beslaglagt en betydelig mængde rifler, et par flammekastere og tre menneskekranier. Pat fik en time-out på statens regning og er efterfølgende blevet erstattet af Erik Rutan.
2. Middelklassens mareridt
Men det er ikke bare et stik-ild-til-dit-hus-og-stik-en-betjent-ned-band. De er meget mere end det. De er også en global sensation, der gav genlyd i ordinære menneskers verden i midten af halvfemserne, da den allestedsnærværende Jim Carrey hyrede dem ind som stemningsband i ’Ace Ventura’. Og ikke nok med at ’Hammer Smashed Face’ med tiden er blevet en af deres mest populære sange, så er den film årsagen til bandets pludselige popularitet. Men i 1995 kom bandet i søgelyset hos Bob Dole, en håbefuld præsidentkandidat, der så dem som billige point at score hos de ængstelige vælgere. Bandet blev bandlyst verden over og i Tyskland blev udgivelser op til og med ‘Tomb of the Mutilated’ først taget af censurlisten i 2006.
3. Decapitation down under
Til gengæld er Cannibal Corpse cadaver non grata i Australien i sådan en grad, at de for få år siden end ikke måtte spille koncerter. Landet nedenunder er heldigvis kommet godt ind i det 21. århundrede efterhånden, men holder den dag i dag stædigt fast i, at musikken skal “reguleres” på lige fod med deres albumcovers. En australsk musiker fandt dog et smuthul i lovgivningen og kreerede som respons på det misforståede hensyn til borgerne, en mere lyttervenlig version af ‘Rancid Amputation’. Smæk den ene fod op, læn dig tilbage i sofaen og nyd en veludført amputation i glimmerjakke.
">
4. For the horde!
Men bag flammekastere, censur og væmmelige tekster, er det en helt anden sag. Nok råber George højt på scenen, men er der noget der for alvor kan få ham til at miste besindelsen, er det fucking elvere. Og gnomer. Ja, du læste rigtigt. Vores alle sammens Corpsegrinder spiller World of Warcraft. Der er ingen tvivl om, at George mener det, når han stamper rundt i Azeroth, med samme ildhu som han optræder. Et uskyldigt spørgsmål i et interview på Wacken udviklede sig pludselig til en monolog om campere, gankere og gav et indblik i, hvad overzombien laver i sin fritid.
">
Blød mand, bløde bamser
Men når George Fisher ikke råber om at skille folk ad eller blærer sig med sine accounts, er han, uden tvivl, den sødeste, rareste, blødeste mand. Dave Grohl er muligvis den flinkeste mand i rock’n’roll, men han har meget at leve op til, hvis du kigger forbi Corpsegrinders Instagram-profil. For bag det brednakkede ydre, gemmer der sig en kærlig familiefader med en brændende passion for gode handler – på legetøj. Billede efter billede af en genert smilende, forvokset dreng, der stolt fremviser alt fra Lego-samlesæt til favnfulde af bamser står i skærende kontrast til det brølende monster på scenen. 