Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Døden i Nordvest

Populær
Updated
Top 5 - Døden i Nordvest

Årets Kill-Town Death Fest finder sted fra 29. august til 1. september. Programmet er spækket med obskur døds- og doom metal. Her er fem bud på koncerter, der nok skal få Dødens kolde følelse frem i kroppen.

Dato
29-08-2013

Det er igen blevet den tid på året, hvor Døden svinger sin rustne le rundt i Københavns nordvestlige kvarter til Kill-Town Death Fest i Ungdomshuset. Vanen tro går sjælehøsten først forbi Loppen, når festivalen tyvstarter torsdag 29. august, og amerikanske Death Strike rejser sig fra graven og fremfører deres legendariske og eneste udgivelse ’Fuckin’ Death’ fra 1985 i sin helhed.

Death Strike er blot én af de mange brutale oplevelser, festivalen byder på, og som Devilution her giver fem andre gode bud på.

1. Rottrevore
 
Det bliver brutalt som ind i helvede, når den amerikanske kvartet Rottrevore lukker fredagen af med festivalens vel nok grummeste dødsmetal. Siden dannelsen i 1989 blev det kun til fuldlængden ’Iniquitous’ i 1993, inden bandet stoppede to år efter. De vendte tilbage fra graven i 2011 og var ikke blevet mindre morbide med årene, hvilket deres aktuelle ep ’Hung by the Eyesockets’ også demonstrerer.



2. Anhedonist

Årets festival bliver endelig stedt til hvile, når de fire amerikanere lukker ned tæt på søndag midnat med doom metal tung som gravsten. Kvartetten debuterede sidste år med ’Netherwards’, der er fyrre minutters depression spredt over fire numre. Perfekt afslutning på festivalen med begravelsesstemning.



3. Tribulation

Lørdag aften sørger det svenske broderfolk i form af Tribulation for at ruske festivalen rundt med energisk døds -og thrash metal af den gamle skole. Guitarriffene pumper løs, mens der grindes gennem på trommerne, og frontmand Johannes Anderssons kompromisløst skriger sin stemme hæs. Intet pis her!



4. Cadaveric Fumes

Når festivalen starter i Nordvest om fredagen, bliver det til stanken af død. Det franske dødsmetalband har kun én enkelt demo bag sig, hvor de viser lovende potentiale. Trioens stil er klassisk og old-school dødsmetal og kan med lidt god vilje kaldes for en krydsning af israelske Sonne Adam og tyske Necros Christos. Én af festivalens mere spændende koncerter.



5. Ogdru Jahad

Festivalen har naturligvis flere danske navne på programmet, og her finder man de forholdsvis nye okkultister i Ogdru Jahad. Ved siden af bandet gør medlemmerne sig blandt også i Ligfærd og Sadomator. De debuterede for måneder tilbage med ’I’, hvor blandingen af døds-og black metal nagler sig hårdt fast i lytteren. Samme effekt skal nok ramme publikum, når kvartetten går på scenen tidlig fredag aften.