Orm holder pause
Orm kastede en bombe i dag, da de meddelte, at de nu tager et års pause. Men hvad skyldes pausen? Og hvad håber Orm, at pausen kan bringe med sig?
Orm, som netop har fejret 10-års jubilæum med tre shows på Vega og udgivelsen af deres fjerde studiealbum 'Guld', har meddelt, at de holder en pause. Selvom bandet ikke er meget for at sætte en præcis dato på, hvornår pausen skal slutte, skal vi ikke forvente at se Orm på sommerens festivaler i 2026. I bandets eget pressemateriale lægger de ikke skjul på, at pladen har været en hård fødsel.
Vi tog en snak med frontmand og guitarist Simon Sonne Andersen og guitarist Theis Wilmer Poulsen om den hårde proces ved tilblivelsen af 'Guld', om at pause for at bevare og om at stå af toget for at tænke sig om.
I anledning af Orms 10-års jubilæum lavede vi i sidste interview et tankeeksperiment, hvor vi forestillede os, hvordan Orms musik havde lydt under By The Patient-banneret. Og selvom både Simon og Theis er enige i, at det nok ikke havde lydt meget anderledes på den første plade, så ville brandet også have været en spændetrøje for kreativiteten på længere sigt. Og spørger man Simon, er Orm ved at nå til samme sted:
– Man laver ret meget musik, fordi man godt kan lide at stå i et øvelokale og sidde i et studie og stå på scenen. Og hvis man begynder at lave musik for andre, fordi de forventer det, så synes jeg måske, at man skylder at holde en pause. For ellers bliver man en stiløvelse af sig selv, og det er jeg bange for, at vi begynder at blive. Og det bliver næsten alle bands, der bliver store.
Under samtalen er det dog tydeligt, at pausen ikke skyldes konflikter i bandet eller i den kreative proces, men snarere er udtryk for stor respekt omkring Orm og det, Orm blev og kan blive. Pausen er med andre ord begrundet i en ønske om at holde sammen på bandet, at bringe ny energi ind, og Simon er ikke et sekund i tvivl om, at en pause er det rigtige på dette tidspunkt:
– For bandets skyld og for bandets overlevelse skal vi holde en pause. Vi skylder dem, der gerne vil have noget mere Orm-musik – og os selv – at vi holder en pause. For ellers tror jeg ikke, at det er os selv, der bestemmer. Så bliver det bestemt af omstændighederne.
– Hvis vi skal holde sammen som band, nu hvor vi er et sted, hvor vi har familier, om det er så er med eller uden børn, og man har en karriere, og hvor der er et liv ved siden af som skal passe, så bliver vi også nødt til – med den størrelse Orm har fået – lige at gentænke det, for at det skal give mening, at vi er der. Vi er nødt til at have en pause for at få energien og motivationen omkring det igen.
Orm har netop udsendt ny plade og uropførte hele pladen på Lille Vega fredag d. 30.10. Da vi talte med Orm om pladen og tilblivelsen af pladen, var det tydeligt, at pladen har krævet meget af bandet. Den proces har været energikrævende og på sin vis også en overraskelse, som Simon forklarer det:
– 'Guld' har taget mere energi, end den har givet. Den har drænet os. Slugt os råt. Det interessante ved det var, at vi tænkte, at “nu laver vi en hurtig plade, med masser af fed energi og masser af riffs”, og så har den bare trukket tænderne ud. Det har været hårdt. Men det var også den plade, der skulle komme der. Det var den rigtige plade på det rigtige tidspunkt.
Theis istemmer:
– 'Guld' er en lidt speciel plade, og den afspejler for mig lige der, hvor vi var på det tidspunkt. Vi har lavet alt selv, og vi skulle selvfølgelig også mixe den selv. Det er måske også lidt fejlen, at vi tænkte vi ville lave et album, som var lidt mere ligetil, og så endte vi alligevel med at sidde og grave os ned i alle stykker.
For Simon handler det også om at træde ud af forventningerne, så Orm kan blive ved med at lave musik uden at gå på kompromis:
– Vi har brug for at træde tilbage fra den her fart i samfundet. Så vi ikke er fanget i det. Og det har vi alle sammen brug for. Så vi kan lave noget sammen, som vi kan være stolte af. Som med 'Guld'. Men det tror jeg ikke på, at vi kunne gøre næste gang, hvis ikke vi lige tog en pause.
Theis er enig, og så handler det også om, at der også er et liv uden for Orm:
– Alle har brug for at komme lidt på afstand. Når man har siddet i et studie til kl. 3 om natten, er man jo ikke den bedste partner.
Simon tilføjer:
– Og når man så er hjemme, er man træt. Man vil også gerne være noget for de mennesker, der betyder noget for en. Og det regnskab er i ubalance. Det ville være rigtig dumt at blive ved, bare fordi man skal.
Men hvad skal der så ske herfra? Når man taler med Simon og Theis er der intet, der tyder på, at musikken bliver lagt på hylden for en stund. Med 20 års musikalsk parløb er Simon ikke i tvivl om, at de to vil fortsætte med at lave musik – sammen og hver for sig.
– Jeg ved, at Theis og jeg bliver ved med at lave musik uanset hvad. Og jeg vil 100% blive ved med at lave musik.
Theis er heller ikke i tvivl:
– Vi vil altid lave musik sammen. Om så vi boede på hver vores kontinent, ville vi lave musik sammen.
I virkeligheden handler pausen for Simon om at sikre, at kunsten igen får tid og plads og rum. At der bliver mulighed for at tænke sig om:
– Jeg ved, at når vi holder den her pause, så er det fordi der er brug for det, og jeg ved, at jeg kommer til at skrive lige så meget musik. Jeg tror måske også, at det kan åbne op for en ventil af endnu mere musik, for det kan også være en kontraproduktiv ting at blive presset. Det er ikke en positiv ting for min måde at skrive musik på. Jeg skal have luft omkring mig. Min kunst skal have præcis den tid, den skal have.
Og han lukker bestemt heller ikke døren for, at der kan komme ny musik fra Orm:
– Jeg vil gerne tilbage til, at vi laver plader, når vi laver plader. Og der kommer en Orm-plade på et tidspunkt. Måske. Og den skal nok blive rigtig fed, når den kommer, men den skal også have lov til at blive rigtig fed.
– Ting er bedre, når de er tænkt igennem. En fersken smager sgu også bedre, når den er moden. Vi står lige af toget nu, og så står vi på igen, for vi er nødt til at kunne stå på med ny energi.
Men kan pausen blive permanent? Det er muligt, men som Simon siger det:
- Vi ser hinanden i øjnene om et år, og så ser vi, om lyset stadig skinner. 