Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Hjælp til MMF X

Populær
Updated
Top 5 - Hjælp til MMF X

Metal Magic Festival IX er slut. Lad planlægningen af næste års festival begynde. Vi holder os i ugens top 5 ikke for gode til at tænke stort og urealistisk på festivalens vegne.

Metal Magic IX for 2016 er overstået. Og der er vel udpræget enighed om, at festivalen endnu en gang er fuldt ud tilfredsstillende afsluttet med en række fine momenter og store musikalske oplevelser oveni den Fredericianske stemning, som altid gør festivalen til en fantastisk hyggelig, berigende og forførende oplevelse.

Men her fra redaktionen skal lyde et højt og rungende: ”Aldrig hvile på laurbærrene!"

Nuvel, festivalen kommer til at gennemgå ændringer næste år. Og vi ved i skrivende stund ikke meget om formatet, udover at det ikke bliver i Ungdommens Hus. Men samtidig er det jo et jubilæum, så Devilution er ikke for fine til at tænke stort og nok ikke særligt realistisk på vegne af Metal Magic.

Så vi hjælper naturligvis gerne med input og forslag til, hvordan 10-års-jubilæet for Metal Magic Festival i 2017 kan blive noget helt specielt.

1. De gamle tyskere

Det er efterhånden en tradition, at der altid er gamle tyske bands på Metal Magic Festival. I år var det Iron Angel og Exumer. Og begge bands gjorde det godt. Men lad os komme med et par forslag til gamle tyskere, der garanteret vil vække begejstring på MMF X:

1.1. Lucifer's Friend

Vi dykker dybt! Lucifer's Friend har rødder helt tilbage til 1970 i Hamborg og er kun delvist tyske, da forsangeren John Lawton er englænder. Men bandet var 70’ernes tyske svar på Deep Purple, og da bandet blev gendannet sidste år siger vi: Lucifer's Friend på MMF X.



1.2. Rage

Skulle Lucifer’s Friend glippe kan i stedet evt. anbefales de også gamle tyskere i Rage, der søreme lige er gendannet i original-line up'en. De tjener sikkert for mange penge på at spille i Tyskland til, at det er realistisk, men Fredericia ligger som bekendt tæt på grænsen ...



2. NWOBHM

Der kan dårligt tænkes et MMF uden en eller anden tilknytning til The New Wave of British Heavy Metal. Igennem tiderne har festivalen budt på eksempelvis Angel Witch og Hell. Devilution ved hvem, der skal inviteres til X’eren:

2.1. Diamond Head

Kan vi ikke få Metallica til et sæt bestående af numre fra de tre første på MMF (og det kan vi nok ikke lige netop næste år), så lad os få inspirationskilden. Diamond Head er fuldt aktive igen og har udgivet nyt album med en dansk forsanger, så det ligger da lige for. Vi ser frem til, at Diamond Head spiller ’Am I Evil’ klokken 23.59 fredag aften på næste års MMF.



2.2. Praying Mantis

Går der ged i at hyre Diamond Head, så er Praying Mantis et godt alternativ til at repræsentere NWOBHM på MMF X. Bandet udgav et glimrende album sidste år.



3. Kvinder i metal

MMF, det går altså ikke med den kønsuligevægt, som var gældende ved årets festival. Der var på det nærmeste ingen kvinder repræsenteret på festivalens scener. Hvis Politiken-bloggeren Henrik Marstal havde løftet blikket fra hovedstadslivets trakasserier og havde kunnet se ud gennem Pia Gjellerup-frisuren og havde fået øje på denne diskrepans imellem kønnene blandt de udøvende musikere på MMF IX, ville hele festivalen formentlig være blevet lyst i band. Det skal gøres bedre i 2017.

3.1. Myrkur

Myrkur er i den forbindelse et oplagt valg. Der er faktisk tale om to fluer med et smæk – Myrkur er som bekendt kvinde og samtidig repræsenterer hun black metal-genren, som naturligvis igen skal være fornuftigt repræsenteret på MMF X.

Myrkurs fortræffeligheder er ganske vist ret voldsomt debatteret inden for metalkredsene, men hun repræsenterer noget nyt, og lad os endelig få syn for sagn på MMF X. Faren er selvfølgelig, at særligt Metal Magics faste gæster tilhører det segment af metallyttere, som er mere end almindeligt fjendtligt indstillet over for Myrkur, men om ikke andet ville det da give gang i gaden.



3.2. Lita Ford

Så det er nok bedre, hvis vi er klar med et alternativ. Vi må have kvindelige kunstnere på MMF X. Vi forlader med Lita Ford godt nok black metallen og vender os mod heavy metal og hard rock. Men Lita Ford vil garanteret kunne være en værdig østrogenbombe på Metal Magic X, og måske vil hun kunne leve op til Girlschools koncert for et år siden.

Hvis Lita ikke kan formå Ozzy til at lægge vejen forbi Fredericia for at synge duet i ’Close My Eyes Forever’, så træder undertegnede gerne til.



4. Thrash metal

Intet MMF uden en gang god gedigen omgang thrash metal. Her har vi på redaktionen også fundet en værdig kombattant til 2017.

4.1. Evil Army

De amerikanske thrashere i Evil Army bevæger sig ikke meget uden for USA. Det håber vi på, at MMF-bookerne råder bod på i forbindelse med næste års festival.



4.2. Overkill

Skulle det mod forventning glippe med Evil Army, så gider vi da også godt at se Overkill i Fredericia. De har alligevel spillet på Godset i Kolding nær ved Fredericia, så tourchaufføren er bekendt med det østjyske.

5. De gamle danske

Det er Metal Magic Festivals varemærke at præsentere gendannede danske bands fra 80’erne. Det har ofte været bands, som mere eller mindre er blevet gendannet på festivalledelsens foranledning. Her på redaktionen er vi vilde med tanken og har et par forslag i den forbindelse.

5.1. Nigro Mantia

Et gammelt Vejle-band inden for den lidt doomy genre helt tilbage far startfirserne. Luk sporhundene ud! Vi ser gerne en gendannelse. Deres gamle tekstforfatter Peter Béliath var til stede på årets festival.



5.2. Alien Force

Betydeligt københavnerband fra 80’erne. Gendannet i 00’erne og igen opløst efter dødsfald i 2011. Hvis bandet har lyst til endnu en tur, er der nok ingen tvivl om, at der ikke findes bedre sted end MMF til dette.



5.3. Randy

Sidste forslag rammer Randers-bandet Randy. Bandet opnåede i sin tid stor bevågenhed med debutsinglen ’The Beast’. Desværre blev det ufortjent aldrig rigtigt til mere. Måske kan MMF give de gamle gutter et spark til at prøve igen? Det er ganske vist seks år siden, at bandets demoer og single blev genudgivet, men man skal aldrig sige aldrig.



5.4 Og hvis alt andet glipper.....

... så få dog fat i Pretty Maids. Det er på tide, at de gæstre MMF. Godt nok spiller bandet fra tid til anden i lokalområdet, men der er ingen tvivl om, at Pretty Maids med ’Back to Back’ og et særligt klassikersæt lørdag aften vil kunne få festivalpladsen til at syde.

Vi ser frem til, at nogle af ovenstående ønsker går i opfyldelse på Metal Magic Festivalen i 2017 – også, hvis ikke alt går i opfyldelse. Giv endelig bud i kommentarfeltet på, hvilke bands du kunne tænke dig at se til næste år.