Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Roskildes bedste metalkoncerter

Populær
Updated
Top 5 - Roskildes bedste metalkoncerter

Om kort tid går det løs igen på Roskilde Festival. Dyreskuepladsen har budt på mange magiske oplevelser, fra metallens største navne på Orange Scene til black metal midt om natten på de mindste. Vi kårer festivalens fem bedste i det nye årtusinde.

Fotograf
Jacob Dinesen

Sidste år kunne Roskilde Festival præsentere et overflødighedshorn af rock- og metalnavne på programmet. Måske et af de bedste metal-år i festivalens historie siden begyndelsen i 1971. I år tegner programmet sig til at være i den stik modsatte ende. Bavares, nogle vil indvende, at rockdinosaurer og has beens som Rolling Stones, Rob Zombie, Phil Anselmo og Deftones stadig er noget ved musikken. Herfra rynker vi noget på næsen af disse såkaldte hovednavne og sætter i stedet vores lid til, at årets tunge og mindeværdige oplevelser bliver hentet hos de mindre navne som Bombus, Drug Honkey og Mournful Congregation – eller måske kan Carcass bide fra sig på Arena?

Men hvad enten bandene har været store eller små, så har Roskilde Festival altid været garant for de magiske oplevelser. Tænk Metallica i 1986, Nirvana i 1992 og Jeff Buckley og Body Count i 1995 – sidstnævnte blev endda transmitteret direkte på P3, dengang stationen havde nosser og smag.  Nu har alle på redaktionen eller Devilutions læsere næppe alderen til at have foldet sig ud på Dyreskuepladsen så langt tilbage i tiden. Så skæringspunktet for ugens top 5 bliver sat ved årtusindskiftet, hvor vi kaster os ud i et bud på de fem bedste metalkoncerter på festivalen.

1. Metallica – 2003, Orange.

Der var en verden til forskel, da Metallica gik på i 2003 og så til sidst, de stod på Orange Scene i 1999. I 1999 lignende Metallica et band, hvor isen var ved at knække under dem. Lars Ulrich var gået fra at ”være trommeslageren i Metallica” til at været verdensstjernen Lars Ulrich og godt på vej til at blive kåret som rockbranchens største røvhul efter Napster-sagen. James Hetfield virkede såvel udbrændt som indebrændt med sine fordrukne dæmoner. Jason Newsted stod som den frustrerede bastard, der ikke fik nok afløb for sin egne kreative ambitioner. 

De fleste har nok set dokumentaren ’Some of Kind of Monster’, der skildrer de hektiske år og den forvandling, der fulgte med. Metallica fandt troen på hinanden igen, Hetfield forlignede sig med sin ædruelighed på scenen og i livet. Rob Trujillo gav som en stammekriger i ånden Metallica en ny energi. Men bandet slog desværre også, måske uundgåeligt, ind på den vej, der i dag har gjort bandet mere hyggeligt end heavy metal, hvor man skriver numre som ’Lords of Summer’, der skal ties ihjel.

Men lige i starten, i 2003, trådte Metallica ind på Orange til tonerne af ’Battery’ og fortsatte over i ’Master of Puppets’. De stod som slagne krigere, der havde rejst sig og generobret tronen. James Hetfield havde en pondus i sig, som var prøvelsen i stadig at forholde sig til at være ædru og kaptajn for 50.000 publikummer stadig en del af hans terapi, hvor aggressionerne kom ud. Lars Ulrich gjorde sig sjældent umage for at bevise, at han lige præcis giver Metallica den trommelyd, som ingen andre kan gøre efter. Kirk Hammett lignede en, der havde fået mere respekt fra den styrende duo og ramte strengene forbilledligt godt. Mens Rob Trujillo mest stod og snurrede rundt om sig selv.

Fra ’Harvester of Sorrow’ over ’No Remorse’ til ’Ride the Lightning’ blev koncertens to timer leveret med en oprigtig alvor og med en mental fællespåmindelse om, hvorfor de startede det her band over to årtier før – for at spille heavy metal. Som et band med ryggen mod muren, der havde brug for at hive respekten hjem igen. Det gjorde de, den aften.



2. Black Sabbath – 2005/1998, Orange.

i 1998 var der fire bands på Orange, da festivalen åbnede om torsdagen. Psyched Up Janis, Soulfly og Slayer i nævnte rækkefølge, afsluttet af Black Sabbath. Dengang der stadig var stemning af en seriøs rock-aura over festivalen. Det var også dengang, Ozzy var the Prince of Darkness, og ikke ham den forvirrede fyldebøtte fra tv. Så efter den magiske torsdag i 1998 var det ikke til at tro på, at Black Sabbath kunne gøre  sig selv kunsten efter, da de skulle spille i 2005.

Men når Ozzy vil – eller måske rettere sagt er i stand til det - så er Ozzy Osbourne for heavy metal, hvad Bach, Beethoven eller Mozart er for klassisk musik. Det bliver ikke meget større, end når han slipper den dæmoniske latter løs i ’Black Sabbath’ eller synger om Satan i N’I.B’, som de åbnede Orange med i 2005.

Parodien fra tv var ikke til stede. Det var the real thing med de tre originale okkulte væbnere Geezer Butler, Tony Iommi og Bill Ward.  Det var heavy metal injiceret direkte ind i sjælen i sin reneste form. Hele årsagen til, at man står der. For at få det fiks, den følelse, som ingen anden kunstart kan give én. Sindstilstanden, hvor livet for en stund giver fuldstændig mening.  Endnu mere hårdtslående, når man ikke havde troen på, at det ville ske.



3. Iron Maiden – 2000, Orange.

Roskilde Festival mangler kun AC/DC, før den kan afkrydse alle de største rock-og heavybands under den orange teltdug.  Med Iron Maiden her på tredjepladsen er det da også metalverdenens største trio, der ligger i toppen. Små kælderkoncerter har sit at byde på af autenticitet og nærværende rammer. Om man sværger til det eller ej, så er 30.000-50.000 andre menneskers selskab foran et larger-than-life-metalband en uforlignelig oplevelse.

Der er ingen afløsere for den her type metalkoncerter med det her format på Orange eller på andre festivaler, når firkløveret Black Sabbath, Metallica, Iron Maiden og festivalens drømmeband AC/DC i en nær fremtid begynder at være fortid. Bevares, Rammstein, Slipknot og Volbeat løfter heldigvis opgaven, men det rammer bare ikke niveauet, når man oplever de her pionerbands være på deres højeste niveau.

Sådan var Iron Maiden i 2000. Kun dagen inden den tragiske ulykke under Pearl Jams koncert, der også kastrerede festivalen med dens nye sikkerhedshysteri. Koncerten med de britiske ikoner kom i kølvandet på, at Iron Maiden var blevet genforenet med Bruce Dickinson og guitarist Adrian Smith på det forrygende comeback-album ’Brave New World’. 

Dickinsons primadonna-vildmands-persona var i suveræn topform, og frontmanden på dengang 41 år toppede med at kravle op ad teltdugens stålbarriere og hænge midt under sceneloftet – syngende og i gang med at vise bar røv til publikum. Besynderligt optrin, men sært fascinerende alligevel. ’The Trooper, ’Fear of the Dark’, ’Hallowed Be Thy Name’. Klassikerne kom på stribe. Maiden stod – som Metallica – som et band, der igen havde brug for at definere sig selv som et historiens største. Og det er de, Iron Maiden, når er er magiske.



4. Satyricon – 2002, Gul scene.

Roskilde Festival har en særlig tradition for at lægge metalkoncerter midt om natten. De fleste kender nok kampen for at holde sig vågen og være mentalt i stand til at håndtere flere sanseindtryk på det her tidspunkt, hvor koncerterne ender ved morgengry. I 2002 blev det første morgenlys holdt godt på afstand, indtil Satyricon på den hedengangne og mellemstore Gul Scene sluttede den sorteste koncert af med den ti minutter lange, okkulte og aggressive ’Dominions of Satyricon’ fra ’The Shadowthrone’.

Med sig af spritnyt had kom ’Fuel for Hatred’ og ’Repined Bastard Nation’ fra den aktuelle ’Volcano’. Numre, der var anderledes og mere rockorienterede end karrierens hidtil nådeløse black metal. En forvarsling af den stil, der på næste udgivelse ’Now, Diabolical’ gav dem mere succes i den kommercielle retning.  Den her nat stod de seriøst plantet med benene i black metal-rødderne og leverede demotidens numre som ’The Night of the Triumphator’ og signatur-sangen ’Mother North’ dæmonisk serveret klokken halv fire om natten til et i forvejen godt alkohol- m.m.-stimuleret publikum. En relativt lille skare, der stod som forheksede i hver deres trance og blev smukt efterladt – hvis jeg husker korrekt – til de deprimerende kirkeorgelstoner fra ’I En Svart Kiste’ som outro. Black metal på den sorteste og mest meningsfulde måde.



5. Morbid Angel – 2004, Orange.

Med sig på Roskilde Festival kommer også de overraskende og besynderlige koncerter, der på sær vis hænger fast i hukommelsen. Mayhems freakshow med den daværende sanger Maniac i spidsen i 2001 på Gul Scene i dagslys. Eller Robb Flynns mindreværd i øjnene, da forsamlingen foran den frygtindgydende Orange Scene fik Machine Head til at ligne en joke som et stort nok heavynavn i 2012. Særligt, hvis man havde oplevet dem blæse alt ad helvede til på Arenas dengang Grønne Scene i år 2000. 

Så er der også Morbid Angel. Der stod der på Orange og så forvirrede ud i 2004 midt om eftermiddagen under en grå himmel. ”We’re Morbid Angel from Florida. We’re what you call death metal,” lød det fra frontmand Steve Tucker. Han stod og lignede de forvirrede mennesker, der gik forbi med en undren over, hvad fanden bandet egentligt lavede på den store scene. Men mægtige Morbid Angel spillede alligevel ufortrødent videre. På Nordeuropas største festivalscene foran to ludere og en lommetyv. Bizart og malplaceret, men uendelig fuckin’ fedt at høre ’Where the Slime Live’ med en hæsblæsende høj volumen, så Steve Tuckers growl fik kroppen til ryste. Et øjeblik, som hænger ved.