Levende historie
Populær
Filmen om Agnostic Front tilføjer nye dimensioner til en institution i hardcore og fokuserer på nutiden i stedet for at fortælle den samme gamle historie igen. 15. september har den dansk premiere i Cinemateket.
Strengt taget har vi vel ikke rigtig brug for at høre flere gamle punks fortælle om, hvor skelsættende det var at tage til søndag matiné på CBGB i starten af 80’erne. Vi ved, hvad der kom ud af det, vi har set klippene fra dengang, og det ser vildt ud, men vi kender også efterhånden historien til hudløshed. Skulle man ikke kende den, er der kommet en lang række bøger og dokumentarfilm gennem årene, der fortæller den: Tony Rettmans bog ‘NYHC’ er den grundigste, og Frank Pavichs film ‘N.Y.H.C.’ gav et godt øjebliksbillede, mens Stephen Blushs bog og den efterfølgende film ‘American Hardcore’ gav et kalejdoskopisk billede af hele landets scene. Er det ikke nok for én, er der kommet biografier og dokumentarer i en lind strøm de senere år.
Vi er godt dækket ind, og ligesom vi ikke magter at se endnu en dokumentar om heavy metals historie begynde med en panorering over Birmingham og en fortælling om en døende industriby ved indgangen til 70’erne, behøver vi heller ikke rigtig at høre flere fortælle os om, hvor vigtig hardcore-scenen var i New York i 80’erne.
På den baggrund er det en glimrende disponering af stoffet, at instruktøren Ian McFarland i sin dokumentar om det vigtigste og længstvarende band i NYHC – New York Hardcore – vælger at fokusere på nutiden. Vi kender den snart 40 år lange historie om Agnostic Front: Hvad har den gjort ved dem selv?
‘The Godfathers of Hardcore’ er blevet til i tiden efter bandets seneste plade, ‘The American Dream Died’ fra 2015. Vi følger dem på turné gennem Europa, vi møder grundstammen, forsangeren Roger Miret og guitaristen Vinnie Stigma, derhjemme, og i løbet af halvanden time får vi indblik i, hvad det egentlig vil sige at leve den historie, de har levet.
Fra begyndelsen tegner der sig et billede af to meget forskellige personligheder, der på hver deres måde har håndteret en kultstatus, der aldrig har været større, end at de har været nødt til at blive ved med at knokle hårdt for den. Som Roger Miret selv påpeger det, så er Agnostic Front ikke et band, der kan tillade sig at tage fridage, når de er på turné. Når de er ude, spiller de hver aften, og på den måde kan det løbe rundt. Miret bliver filmen igennem fanget modfalden, sammensunket og med blikket fæstnet på den telefon, der er en livline hjem til konen og de små børn, han har fået sent i livet. Da han til sidst i filmen åbner og fortæller, at han har lidt af depression livet igennem, er det ikke nogen overraskelse. Når hans voksne datter fra det første ægteskab fortæller om at vokse op med en far, der hele tiden var væk på turné – eller i fængsel – kan man se det tage på ham, og når hans små børn i dag savner ham, ser man afsavnet mejslet endnu hårdere i hans ansigt.
Verdens sidste newyorker
Den modpol, der har holdt Agnostic Front i gang i alle årene – med kun enkelte pauser – er Vinnie Stigma. Mens Roger Miret er flyttet til Arizona med sin familie og bor i et parcelhus med noget så eksotisk som en opvaskemaskine, lever Vinnie Stigma stadigvæk i den ejendom i New Yorks Lower East Side, hvor han voksede op mellem onkler og tanter. Verden omkring ham har forandret sig, gangsterbulen tværs over gaden er blevet til fancy studielejligheder, kendisserne flytter ind og de gamle venner ud, men Vinnie Stigma forbliver Vinnie Stigma i sin lille lejlighed fyldt med Agnostic Front-merch, Stigma-actionfigurer og minder, minder, minder. Når han skrider gennem sine gader, er det med verdens tykkeste newyorker-accent og varme hilsner til dem, der er blevet tilbage i nabolaget sammen med den 60-årige mand med mohawken og de stirrende øjne.
Det tjener til Ian McFarlands pris, at han viser et langt mere nuanceret og eftertænksomt billede af Vinnie Stigma, end han selv har for vane at give udtryk for. Som bassisten Mike Gallo, der har været med siden 2000, konstaterer: “Roger handles business, while Vinnie is this nut!” Og det er den rolle, Stigma fortsat påtager sig på scenen. Han gør det her, fordi han har det for vildt med det. Roger Miret gør det, fordi det er det, han gør.
Det er der grund til at være taknemmelig over, men heldigvis forfalder ‘The Godfathers of Hardcore’ ikke til præmissen med at have Scott Ian, Thurston Moore og Henry Rollins til at sidde og fable om, hvor fantastiske Agnostic Front var engang. Det får de i stedet lov at demonstrere i koncertklip. Det er kun familien, der giver deres besyv med, og det vil så i Roger Mirets tilfælde også sige lillebroderen Freddy Cricien fra Madball. Blandt de gamle klip, der trods alt er med for at vise, hvor spændt op en hoppebold Roger Miret var som ung, er der også et herligt ét med en syvårig Freddy Cricien, der synger ‘Blind Justice’ på en lille club i New York. Det er trods alt en del af historien.
Og den bliver ført helt op til i dag, hvor hele Miret-familien samles med børn og ægtefæller rundt om middagsbordet hos moderen i Miami. Mens de laver mad, fortæller Miret i en voiceover om, hvordan hans stedfar, Freddy Criciens far, bankede hele familien, så Freddy Cricien flygtede op til storebroderen i New York og boede hos onkelfiguren Vinnie Stigma, der sidder med til bords. Det hørte først op, da moderen skød sin mand og derefter besøgte ham på hospitalet og bad ham holde sig langt væk fra dem. Mens han fortæller det, vender den gamle, cubanske dame sig om og smiler stort til kameraet.
Roger Miret og Vinnie Stigma er henholdsvis første- og tredjegenerationsindvandrere, der fandt sig en ny familie i New York i 80’erne og skabte en scene, en genre og en livsstil ud af det. Konsekvensen af det kan man bevidne i ‘The Godfathers of Hardcore’. Det er en visuelt smuk film. Det er også en rørende film. Og det er et passende monument over et band, der lever deres egen historie. 8. november udgiver Agnostic Front deres 12. album, ‘Get Loud’. Derefter drager de på tour igen. Begge dele kan man passende varme op til med ‘The Godfathers of Hardcore’, der har dansk premiere i Cinemateket d. 15. september under Musikfilm Festivalen.