Nattog mod Andromeda
Torsdag aften gjorde Lydsyn holdt i Odense. En fyldt sal tog imod.
Døde Stamgæster
Lever vi nu? (Spids Nøgenhat)
Jericho
Tragisk Eskapisme
Bålet
Psykonauten (Uffe Lorenzen)
Kat Ser Kat
To Syge Skud
Caminoen (Uffe Lorenzen)
Mere Lys (Spids Nøgenhat)
Hymne Til Kroppen (Splask)
Lille Johnnys Mund (Røde Mor)
Lad Det Gå (Uffe Lorenzen)
Dommedags Eftermiddag
De er her alle. Det unge, lidt flippede par, de ældre, rockede silver foxes og hvad der ligner en IT-afdeling om et bord med ambitiøse mængder af øl på. En tidligere chef, samt kendte ansigter fra metalmiljøet. Klokken er 19.30 og Musikhuset Posten er så småt ved at fyldes. Store Sal er gjort klar, og på gulvet er der sat en lille håndfuld høje borde op som folk kan stille sig omkring. Fra scenen skærer lyssøjler sig ned gennem luften, og havde det været for, hvad der virker som kort tid siden (men faktisk snart er 16 år), havde askebægre prydet bordene og lyssøjlerne været levende og tydeligere defineret. Ellers passende for dagens arrangement. En rock-saga blot samt minde hos de allersidste; eller det gulnede galleri, om man vil. Man skulle nok have været der. Som tiden nærmer sig 20 viser det sig, at Postens Store Sal er den helt rette størrelse til aftenens show, og som stemningen stiger, dæmpes lyset pludseligt.
“Godaften Odense, Vi hedder Lydsyn, og vi spiller rock!”
Det er et band, der bliver ramt af positive tilråb og nikkende nakker, da Lydsyn går på klokken 20:00 og Posten fyldes med tonerne fra ‘Abernes Planet’. Lyden er lækkert høj og basset, og gulvet fortættes støt. Det er så fedt, og professionelt, når bands går på “sharp”. Aftenen har da heller ikke budt på opvarmning, og det er tydeligt, at folk også netop er kommet for at se Lydsyn. Perfekt.
Som ‘Døde Stamgæster’, ‘Lever vi nu?’ og ‘Jericho’ ryger over scenekanten får det endnu mere gang i folk og de ellers fritstående borde omringes tæt. Uffe Lorenzen, Palle Demant og Jens Eyde spiller fedt, men skal lige spilles i gang – hvilket passer fint med publikum, der her i starten også lige skal give sig selv lov til at løsne op. Det kommer til gengæld ret hurtigt, og opstigningen begynder især med nummeret ‘Tragisk Eskapisme’.
Eneste vej ud er, også i denne kontekst, som bekendt ind, og blandt de mere stillestående rockende typer er der alfer og troldmænd, der på én gang ud- og indadvendt lader sig føre med den fælles lydstrøm mod individuelle destinationer. ‘Bålet’ tænder op under denne psykedeliske del af showet og da Lydsyn påbegynder den fantastisk lækre ‘Psykonauten’ fra Uffe Lorenzens andet soloalbum ‘Triprapport’, er det netop brændstof til denne opstigning. Både for alferne, troldmændene og resten af salen. Scene og gulv er ét, og Uffe Lorenzen servicerer de rejsende med ultralækre guitarsoloer. De rockede ‘To Syge Skud’ samt ‘Kat Ser Kat’ ryger over kanten, inden den mere rolige, men til anledningen mere psychede ‘Caminoen’ tager over. Undertegnede har gået den rute hundrede gange, og får også denne aften billederne på nethinden. “Håbet” er dog desværre slukket og har et “Til Salg-skilt” bag ruden pt. Hallucinogenerne tager dog over endnu en lækker gang da Lydsyn slår over i ‘Mere Lys’ fra Spids Nøgenhats album “Kommer Med Fred” samt Lydsyns eget cover af Splasks ‘Hymne Til Kroppen’ fra 1978 der går hen og bliver aftenens sidste nummer – hvis da ikke odenseanerne havde insisteret på, at rejsen ikke var slut endnu.
Til klapsalver, en fyldt sal med heppende publikum, samt taler om noget så umoderne, men befriende som at ville freden, går Lydsyn på med et cover af Røde Mors ‘Lille Johnnys Mund’, et nummer også Spids Nøgenhat har spillet live. Der er fest på Posten og ‘Lad det gå’ spæder til stemningen.
Det er manden med luftguitaren, kæresteparret arm i arm, alferne samt de højlydte mænd om bordet der alle fester, hopper, eller roligt og indadvendt nikker med på Lydsyns toner. Som den afsluttende rejse går introen til ‘Dommedags Eftermiddag’ i gang. Uffe Lorenzens solo vrænger og flænser sig smukt, melodiøst og diskant gennem salens kulørte mørke. Den fuldkomne slutning på aftenen, der ender i klapsalver i tændt lys og et publikum, der perfekt doseret sagtens kunne have tålt lidt mere.
En hverdagseskapistisk tur mod Andromeda
En torsdag aften herude i provinsen hvor vi bor, kan på musikfronten meget nemt være kedelig; sidste torsdag gjorde Lydsyn det dog til et lille rockeventyr. En af de der små gode oplevelser, med supergode musikere, der skyder farver og drømme på nethinden.
Ingen i Lydsyn spiller ikke fedt, men Uffe Lorenzen brillerer denne aften med ultralækre, psykedeliske og hypnotiserende guitarsoloer og Danmarks bedste rockstemme. Som publikum træder ud i aftenen, har også månen lagt sig bag et beroligende røgslør og luften køler med forårsduft på den rette, nu tiltrængte måde.