Rutine, klichéer og sort metal

Venom leverede en rutineforestilling foran den hårde kerne af fans i Pumpehuset. Havde det ikke være for Venom, havde der med garanti ikke været så stor en mængde af black metal-bands, som den, der er i dag. Det er heller ikke uden grund, at genren er opkaldt netop efter et Venom-nummer/album, og så er der også noget med, at Metallica vist opvarmede for d’herrer for omtrent 25 år siden.

Meget er der sket siden. For eksempel er det kun den tyndhårede (men karismatiske) bassist Cronos, der stadig er at finde fra det originale line-up. Han har hyret sit familiemedlem Antton til at baske løs på trommerne foruden en ret tvivlsom guitarist ved navn ”Rage”.

Det eneste, der sådan for alvor var styr på denne aften var de obligatoriske black metal-kostumer med nittearmbånd, sort læder osv.. Der var et eller andet med Champions League-fodboldfinale, og så viste Pumpehuset sig hurtigt at være en – mildt sagt – lidt for stor mundfuld for Venom.

Til gengæld var de 50-100 mennesker, der nu var til stede, så også den rigtig hårde kerne af fans fra Danmark; de fleste af dem har nok fået krampe i armene undervejs, med alle de mange djævlehorn der blev sendt mod scenen!


Æren reddes

Det allermest problematiske var imidlertid, at Venom ikke just spillede helvedes fedt. For at udtrykke det med andre ord: de larmede. Der er sikkert situationer, hvor man kunne have set gennem fingre med, at de tre mand på scenen er så usammenspillede, at det nogle gange lyder som om, de spiller hver deres nummer. Det kunne være på en festival, det kunne være, hvis de opvarmede for et andet kultnavn el. lign.. Bare ikke i Pumpehuset foran 50 mennesker.

Bevares, det startede da meget godt med klassikere som ”Black Metal” og ”Welcome to Hell”, selvom lyden til Cronos' bas røg et par gange undervejs. Resten af koncerten var bare for meget kliché, og især det spooky grønne lys på den aldrende brite Cronos var noget man krummede tæer over.

Heldigvis reddede Venom noget af æren under ekstranumrene, der først og fremmest bestod af det ultimative kulthit ”In League with Satan”, hvorunder publikum fik brølet med i en sådan grad, at man et kort øjeblik troede, at der var 500 og ikke 50 til stede.

Den tordnende ”Witching Hour” afsluttede en koncert, der nok hurtigt går i glemmebogen, men trods alt havde sine momenter.