MMF 25: Når tiden står stille
Solen varmer, og det gør Ole Luks smil også, da han undtagelsesvist deler sit akustiske repertoire med os for åben himmel tidligt på fredagen.
Ikke, at det er allerførste gang det sker – jeg var også tilstede, da det skete første gang til sidste års A Colossal Weekend, i Basements rå rammer og med et cirkulært lærred til naturskønne projektioner undervejs. Projektioner vi må fantasere os til her på Metal Magic, men til gengæld kan dette Afsky-sidespring akkompagneret af Halvcirkels bevægende strygersektion så noget helt andet, når scenen er open air.
Og når stedet er Metal Magic Festival. En festival, Ole Luk flere gange har gæstet, bl.a. med Heltekvad og, ja, det normale Afsky om du vil, men ‘I Stilhed’-EPen, som sættet tager udgangspunkt i, er så ikke just dit vanlige MMF-soundtrack. Akustisk, instrumental folk, hvor hver en tone falder som regndråber for solen, og hvor den melankolske tristesse er det mest åbenlyse bindeled til den musik, der normalt frekventerer denne festival.
På Basement kunne man godt fornemme lidt nervøse antrækninger fra Luk – men nervøsiteten lader sig slet ikke høre i guitarspillet i dag. En sjælden gang taler han ned i den mikrofon, der egentlig er ment til hans guitar, men mestendels får musikken lov at tale helt for sig selv. Med Luk, der åbner numrene med enkle motiver, og så sin medguitarist Frederik Øgaard Jensen (Mother of All) til sirligt at væve sig ind i lydbilledet, mens Halvcirkel tilføjer hver deres indfølte penselstrøg på sine violiner og kontrabas. Bevægende lydbilleder, der runger klart udover plænen, hvor os fremmødte alle lytter nænsomt. Godt nok er klokken 12:30 på andendagen, men det er ikke sådan en tømmermænds-stilhed – dertil er der alt for megen applaus mellem numrene og dagdrømmerier i folks øjne. Melodierne bevæger og føler sig frem, og Luk selv sidder med det største, smittende smil hver eneste gang endnu en sang er ført til ende.
Setuppet klæder ham virkelig, og det måtte gerne blive en side han tager op igen, måske med mere materiale i ryggen? Man kan så diskutere, om det ikke skiller sig lige lovligt ud fra det Afsky, vi ellers kender, og om det ikke kunne give mening at give dette musikalske sidespring et andet navn – men det er så en diskussion til en anden dag.
De enkelte sange står ikke ud som sådan, men det er heller ikke nødvendigt. Til gengæld står tiden nærmest stille den halve time, som melodierne snor sig under huden og luner i sommersolen foran dette meget bjergtagne publikum. En blid indføring til andendagen, til lige at finde os selv i en behagelig tristesse, der maler indre billeder for øjnene. Uden store armbevægelser, uden andet end et tak og et godt at se jer til at bryde med musikkens instrumentale talerør.
Tak siger vi også – en smuk seance for os tidligt fremmødte, og sikke et kvantespring fra dét og videre til Speedslut bagefter … !