Og alle de andre frøer gjorde nar

Blod og helvede, død og had - hva’ fuck sker der med alle de kvad?

Kvad er et ord, de fleste primært forbinder med den uduelige barde Trubadurix fra Asterix-tegneserierne, men lige pludselig strømmer det frem med black metal-bands, der kalder sig noget i den retning.
Ok, ok, “strømmer frem" er måske så meget sagt. Men der er i hvert fald to, og det er da lidt bemærkelsesværdigt. (Det andet er Heltekvad, fra medlemmer af Sunken, Morild og Afsky, red.)

To friske brødre fra Odense, Jesper S. Nielsen fra hedengangne Castrensis og Claus ditto, der ellers har slået sine folder i Grimmthurs har – måske inspireret af lockdown – fået lagt vokal på den lillebitte EP af blot ti minutters varighed, der ellers har ligget i skuffen siden 2019.

Den druknende dødsfrø
Har den så haft godt af det? Det må siges at være en smagssag. Den vokal, Claus Nielsen har præsteret, minder mest af alt om en frø, der af bar arrigskab glemmer, hvordan den trækker vejret under vandet. I dens hidsige sprutten langer den ud efter hele verden og særligt efter filosoffen Descartes, der af en eller anden grund har vækket dens vrede.

Om frøen er vred over Descartes selv eller hans fokus på subjektets virkelighedsopfattelse og rationalisme er ikke klart. Jeg kan godt lide at tro, at frøen foretrækker at tro på, at der er mere mellem himmel og jord, mens et antal af dens jævnaldrende har læst for meget Richard Dawkins, og mobber den for at gå op i noget så irrationelt.

Efterfølgende vrisser Claus Nielsens frø af omgivelserne og menneskeheden og den måde, vi behandler vores klode på – både i form af en konsumerisme-kritik inspireret af al den skrald og plastik, den oplever flyde rundt i vandhullet, inden den overgiver sig til en hidsig-selvtilfreds nihilisme, mens den ser verden gå under. Og drukner.

Vejet og fundet for let
I den musikalske ende udfordres vi ikke synderligt. Vi har at gøre med black metal, som de gamle onkler lavede den. Der losses hidsigt i trommen på en måde, der ville gøre Frost (Satyricon, 1349, red.) stolt. Det hidsige beat er i fokus, på nær når der eksperimenteres lidt med tempoet på ‘Descartes’ Børn’, eller guitaren får lov at svinge lidt mere.
Der er blevet lyttet til rigelig norsk black metal på fordums teenageværelser i den Nielsenske residens, og det bærer musikken præg af. De hidsige trommer og det hurtige plekterarbejde er sovs og kartofler her, og selvom brødrene Nielsen egentlig tilføjer en smule kaotisk eksperimenteren, er det ikke det, der lagres i hukommelsen.

Der er for lidt musik på EP’en til at vurdere konceptet som helhed, hvilket viser, at vi her ikke er i selskab med en af de udgivelser, der bruger formatet til eksperimenteren eller kunstnerisk opdagelsesrejse. I stedet virker ‘Antropomorf Helvedesridt’ som en udgivelse fra en duo, der ikke kunne finde på mere, og i stedet har tænkt “fuck it, send den ud”.
Det er et dårligt udgangspunkt – især når de to egentlig lader til at have evner til mere.
Måske har de tre sange brændt i skrivebordsskuffen? Måske har corona-isolationen drevet bandet til panik-release? Ikke desto mindre kunne vi godt tænke os lidt mere indsats på næste udgivelse.