Progressiv verdensklasse på Stengade
An Abstract Illusion forvandlede Stengade til et kosmisk stormvejr af smerte, skønhed og progressiv ekstremmetal, vi ikke glemmer foreløbig.
Like a Geyser Ever Erupting
Frost Flower
Slaves
Emmett
In the Heavens Above, You WIll Become a Monster
Engang imellem skal man lige sunde sig ovenpå en oplevelse, der har gjort særligt indtryk. Som fx da jeg sidste år ved denne tid var i Tibet, i Everest Base Camp og mærkede den helt særlige stemning, den spiritualitet, der hviler over den tynde luft deroppe i bjergene. En af de oplevelser, jeg aldrig vil glemme, hvor stor en kamp med udmattelse og et utal af bjergpas og timer på bagsædet af en minibus det end krævede at komme dertil.
Helt så udmarvende er det trods alt ikke at lande på Nørrebro denne søndag aften – om end hele lørdagen blev brugt til Incineration Festival i Camden, og jeg derfor først lander kl. 20:10 i København, en halv time efter Feather Mountain er gået på. Jeg når i al lyn og hast til starten af Disillusions sæt kl. 20:50. Ikke fordi tyskerne var mit ultimative mål – det var absolut aftenens headlinere, der gjorde, at jeg købte flybilletterne til at lande lidt tidligere på aftenen end ellers, og så tog til takke med en transit på vejen over Aalborg.
‘The Sleeping City’ var trods alt årets udgivelse for mig sidste år, og når An Abstract Illusion ovenikøbet er så sjældne gæster på denne side af sundet, så var denne lejlighed til at opleve dem – ovenikøbet på så intim en venue som Stengade – selvskreven. En af de aftener, jeg sent vil glemme.
Bandet entrerer scenen som en kult, alle iført matchende, sorte kutter, badet i dunkelt lys til det ambiente lydspor fra ‘Silverfields’-nummeret og med en aura, der signalerer, at nu skal der ikke bare spilles koncert – nu skal hele følelsesregisteret i omdrejninger her midt på Nørrebro!
“Vi hedder An Abstract Illusion. Vi kan lide dødsmetal og meget lange sange … så det er det, vi har med til jer!”
Og for helvede, hvor leverer de bare varen.
Der er alt for mange progressive metalbands, der forveksler kompleksitet med kvalitet. Der drukner sig selv i sterile taktarter og endeløse tekniske øvelser uden puls, uden smerte, uden menneskelighed. An Abstract Illusion er det stik modsatte. Svenskerne skriver ikke musik for at flashe muskler; de skriver musik for at flå ribbenene op på lytteren og mase følelseslivet direkte ned i brystkassen igen.
Dødbringende, tunge progressioner vælter ud over publikum som laviner, mens de atmosfæriske passager allerede i åbneren ‘Blackmurmur’ føles så svimlende smukke, at man nærmest glemmer at trække vejret. Bandet mestrer den kunst, som så få i den moderne prog-scene reelt behersker: at få de enorme kompositioner til at føles organiske. Ikke én tone virker overflødig. Ikke ét skift føles som teknisk onani for musiknørder. Alt tjener sangene.
Lukas Backeströms rene vokal er vildt bevægende i aften, ikke mindst når vokalen også når ud i det flerstemmige, flankeret af Isak Nilsson (trommeslager) og Robert Stenvall (keys). Deres harmonier svæver ovenover den metalliske aggression som sørgmodige spøgelser, mens Christian Berglönns brutale growls flænser sig gennem lydbilledet med en umiskendelig desperation. Heldigvis undgår bandet helt den trælse Skønheden & Udyret-dynamik, som alt for mange progressive death metal-bands tyr til i disse år. Her føles kontrasterne ikke kalkulerede, men skaber et naturligt spil i kompositionerne, der bevæger lige så meget her i live-situationen som på plade.
Publikum reagerer derefter. Der bliver headbanget voldsomt og growlet med fra start til slut, men samtidig er der også de der særlige øjeblikke, hvor hele rummet står nærmest hypnotiseret. Hvor folk bare stirrer mod scenen med åbne munde, fuldstændig opslugt af det lydmæssige stormvejr foran dem. Et mønstereksempel på det er ‘Emmett’.
“This next song is special. It differs a little bit. When this was released last year, it was the 70 year anniversary of the lynching of a small boy in Mississippi. This song is about him. The song’s name is Emmett.”
Det kan mærkes øjeblikkeligt, at stemningen ændrer sig i rummet. Den elleve minutter lange mastodont om mordet på Emmett Till bliver leveret med en tyngde og alvor, der slår som et knytnæveslag i mellemgulvet, mens de klagende guitarer hænger sorgfuldt over publikum.
Det her er ikke bare endnu en “vigtig” metalsang. Det er et stykke musik, der bærer på ægte smerte. En sang om racisme, vold og generationel lidelse fremført med så stor overbevisning, at Stengade for en stund føles fuldstændig tavs mellem passagerne. Man kan nærmest mærke publikum holde vejret.
Lyden fortjener i øvrigt enorm ros. På et spillested som Stengade kan den her type massiv, lagdelt prog-metal indimellem falde lettere mudret ud, men i aften står detaljerne knivskarpt. Guitarist Karl Westerlunds hyppige brug af E-Bow giver flere passager en næsten overjordisk, flydende karakter, mens Robert Stenvalls keyboards – trods en alt for anonym placering bagerst på scenen – tilfører den cinematisk svulmende dybde, der skinner så meget igennem på ‘The Sleeping City’-pladen.
Backeström er samtidig en vanvittig force for bandet, dels som en aldeles ferm bassist, men i særdeleshed også i kraft af hans rørende smukke vokalpræstationer i numre som ‘Frost Flower’ og ‘Emmett’. Den mand synger simpelthen med en følelsesmæssig pondus, som flere gange sender kuldegysninger gennem kroppen. Ikke teatralsk. Ikke overspillet. Bare hjerteskærende smukt.
Da bandet annoncerer aftenens sidste nummer med ordene:
“We’re gonna play our last song now. To compensate for that, it’s long as fucking hell!”
…ved de fleste af os godt, hvad klokken har slået.
Og således lukker 'In The Heavens Above, You Will Become A Monster' sættet med næsten femten minutters progressiv ekstase. Et gigantisk crescendo af desperation, aggression og melankoli, der føles som at blive trukket gennem et kosmisk kollaps med et kæmpe smil på læben, uanset hvorhen i rummet, vi kigger.
Bandet er tydeligvis rørte over modtagelsen, og de får da også præcis den respons, de fortjener. For selvom der er udsolgt denne søndag aften, så virker det stadig absurd, at et band af den her kaliber, med to så stærke album i ryggen, ikke har en større scene til rådighed – men det gør vel bare os fremmødte dét mere privilegerede!
An Abstract Illusion leverede ikke bare årets bedste koncert indtil videre på Stengade. De leverede den slags koncert, der bliver siddende i kroppen længe efter sidste tone er klinget ud. Den slags koncert, man går hjem fra lettere svimmel, lidt følelsesmæssigt smadret og helt høj over, hvad progressiv ekstremmetal kan være, når nogen rent faktisk tør gøre det til kunst, og ikke blot til tekniske stiløvelser – tak for en søndag aften langt udover det sædvanlige!
Tyskens længe ventede, første visit på dansk jord
At Disillusion giver en fin opvisning i deres take på prog metal-genren forinden, skal da heller ikke fornægtes. At det så ovenikøbet er deres første koncert i Danmark, over tyve år efter de debuterede, virker så helt absurd, men glæden ved endelig at møde det danske publikum er tydelig, ikke mindst fra omdrejningspunktet, sanger og guitarist Andy Schmidt, der har drevet bandet helt fra start. Gode sange har de også, både med riffy passager, hvor der kradses lidt hårdere i filten, og med hyppige behov for at tælle takter, men alligevel får det til at flyde tilsyneladende ubesværet.
Selv er jeg ikke fortrolig med deres materiale, og om jeg så får rettet op på det, må tiden vise. ‘Gloria’ er i hvert fald lige lovligt til den pæne side, men ‘ And the Mirror Cracked’ viser dem folde sig bredere ud med både intens riffing og lidt akustisk flair undervejs, og ‘Tormento’ er en både hård og stemningsfuld lukker, hvor de igen får demonstreret lidt af Disillusions spændvidde.
En solid debutkoncert på dansk jord … men An Abstract Illusion er i en helt anden liga, og så bærer jeg over med at være godt og grundigt smadret på dagjobbet i morgen oven på weekendens strabadser – koncertoplevelser som det her er værd at ofre sig lidt ekstra for!