En tre-retters prog-komplet
Teknik er ikke nok alene, men når Anciients rammer balancen mellem blødende længsel og rasende aggression, går deres progressive metal rent ind under huden.
På en tirsdag aften kan det være svært at kalde koncertgængerne til samling. Anciients er dog en booking noget udover det sædvanlige – uden at have spillet i Danmark siden 2014, dengang som support for Crowbar, så er der lidt at samle op på for canadierne, ikke mindst med deres seneste udspil ‘Beyond the Reach of the Sun’, der høstede megen anerkendelse i de progressive kredse. Det er da derfor også et næsten udsolgt Stengade, der venter os i dag, men det kan nu bestemt ikke mærkes, mens Advocacy åbner ballet.
Hvad end årsagen er, så må jeg nu også tilstå, at århusianerne endnu ikke har gjort nogen underværker for at overbevise undertegnede. Siden jeg dækkede deres debut-EP ‘Geophobia’ tilbage i 2017 har de sendt yderligere en EP ud, samt en fuldlængde i 2024, og desværre har ingen af dem rokket det store i.f.t appetitvækkeren for nu snart et årti siden.
Vi er ude i den afart af prog metal-sfæren, hvor teknikken sidder uden på tøjet. Hvor de tre guitarister tilsammen gør sit til at snørkle riffsektionerne rundt i både aggressive og melodisk vævende afkroge, og bassist Peter Juelsgaards voldsomme dødsgrowl er modsvaret til guitarist/frontmand Søren Kjeldsens mere Soen-tonede cleans. De vil tydeligvis meget, og allerede efter de første par numre må jeg se mig udfordret. Er der nogen retning i det her? Noget fejler tilsyneladende for bandet selv, hvorfor Kjeldsen må holde publikum hen, mens trommeslageren “... roder lidt mæ æ rytmeboks”, og så får vi da ellers bekræftet det jyske ophav, men for os rokker det umiddelbart ikke ved det musikalske udbytte.
Jeg må hurtigt konstatere, at jeg kan gentage flere af mine pointer helt tilbage fra 2017. Der famles for meget, og alsidigheden i shirts på scenen fra Obscura over Heksproces til Rhapsody kunne jo sådan set godt ses som et slags udtryk for alsidighed, men i den sidste ende er det nok snarere udtryk for en rodløshed. For et band med nok så stærkt spillende instrumentalister, men som ganske enkelt mangler de stærke sange, der sætter sig, hvor meget fortaber sig ud i trættende stiløvelser.
Et nyt nummer hen mod slutningen udmærker sig en smule med idéer, der kammer mindre over, og hvor melodien derfor står lidt mere rent i karakter – men hvorfor skal der så lige en bassolo ind midt i det hele? Tja, det er vel prog metal i en nøddeskal …
Dét sagt, så kunne der næsten ikke være et større skred over til Ipomonias efterfølgende take på prog metal-genren. Først med Maja Holst Partsch solo ved keyboardet i den bevægende, instrumentale ‘Eternity’, før resten af bandet træder ind, og vi får materialet fra sidste års ‘Contemplation’-EP at høre. En EP, jeg kun når at høre flygtigt tidligere på dagen, og jeg er derfor ikke fortrolig med numrene, men Ipomonia har tilstrækkeligt med sjæl i materialet til, at det kan mærkes med det samme. Deres shoegaze-metalliske sensibilitet står skarpt i ‘Dysphoria’, med ekstra rum undervejs til at glide endnu stærkere under huden. Et nyt nummer får vi også, hvor melankolien fortsat hænger umiskendeligt ved, fint afspejlet op i scenens kølige, blå lyssætning.
Partsch har ikke blot en smuk, længselsfuld tone, men er også en ferm guitarist, hvor nerven virkelig trænger igennem, også i de forskellige soli. En intens koncert med både ånden i behold, en blacket intensitet og bendede twinleads som ekstra kolorit samt sange, der bevæger, der vækker følelserne i os. Jeg forstår, hvad min kollega mente efter deres show på Copenhagen Metal Fest for et par uger siden – Ipomonia er bestemt skrevet bag øret fremover!
Fremmødet er taget til, som aftenen er skredet frem, og der er derfor også godt pakket, da Anciients indtager scenen kl. 22:35 til de dvælende åbningstoner af ‘Forbidden Sanctuary’. Med en time til rådighed er der ikke tid til slinger i valsen, og der er lidt at råde bod på efter alle disse års fravær. Det er dog kun blevet til to albums i mellemtiden, men det er så til gengæld også kun de to plader, der bliver tilgodeset i aften.
Min største anke mod Anciients er, at de på plade godt kan have en lettere steril bismag, som om det hele næsten bliver for klinisk perfekt eksekveret … gudskelov er det bestemt ikke den bismag, vi står med i aften! Lige fra det ene øjeblik med blødende længsel og sanger/guitarist Kenneth Paul Cook i sit mest indfølte gear til den rasende aggression, når kontrasterne i sangskrivningen står mest markant i karakter. Musikken får nyt liv, hvor især numre som ‘Despoiled’ fra den seneste brillerer i den pulserende opbygning til den intense finale, mens ‘Buried in Sand’ fra 2016s ‘Voice of the Void’ er perfekt som den lange krølle på halen i et af deres mere fængende øjeblikke.
Dette blot enkelte udpluk ned i en sætliste, der viser hvor stærkt Anciients står på egne ben, for Anciients fortjener en hel del bedre end blot at blive fremhævet for at lyde som et klon af Mastodon og Oldpeth. Hvor spændende lyder det lige “bare at lyde som nogen andre”, uanset hvor gode de de andre så end er?
Alt er tæt samspillet og tjener sangen, men med de mange twists undervejs er der også rig lejlighed for især Mike Hannay til at bringe hele trommesættet i spil, eller for Cook og Brock MacInnes til at supplere hinanden på de seksstrengede, både når riffbølgerne går højest, og når deres twinleads tilføjer det ekstra pift til helheden. Der er en fin balance i at mestre sine chops uden at miste øret for, hvad sangen afkræver, og hvor jeg forinden havde frygtet, at det ville blive en af de bands, der spillede den mere sikkert, kan jeg kun hylde, hvordan de giver materialet nyt liv her i live-settingen. Der var sågar endda et moment, hvor de bevægede sig ud i det samstemmige, og hvor vokalerne tydeligvis ikke gik så rent op i en højere enhed som tilsigtet – men på en eller anden måde gjorde det kun det hele mere menneskeligt, så det ser vi igennem fingre med.
“Let’s hope, we’ll not see each other until in twelve years again!”, lyder det fra Cook, som sættet går på hæld, og ja, det lader vi være helt op til jer. Vi skal nok være der næste gang I kommer – jo tidligere, jo bedre!
Advocacy: 2
Ipomonia: 4
Anciients: 5