Bassdrop, don’t stop
Populær
Den ærgerlige smag i munden blev siddende, længe efter ølkaravanen var rejst videre med sine på skrømt sammenførte bands. Cabal, Bersærk og The Entrepreneurs har et minimum til fælles, men i Odense fik de hver især vist, hvor de kommer fra. På godt og ondt.
Hverken fleshclock, Obama og fluen eller '2 Girls 1 Cup': Det billede fra internettet, der står skarpest hos mig, var da én på et forum beskrev noget “som at fortsætte med at se porno, efter man er kommet.”
Som porno har lige nøjagtigt ét formål (to, hvis man spiller pornogrind og skal bruge noget at sample fra), kan moderne hardcores formål i det store hele opsummeres som noget, der først og fremmest skal lede én frem til det næste breakdown. Cabal har taget konsekvensen af det, så deres repertoire er én lang serie af breakdowns med bassdrop på bassdrop. Det føles lidt som at se en cumshot compilation: Det er meget effektivt, men det føles også næsten for effektivt. Som om musikken er blevet optimeret til et punkt, hvor den bare fræser gennem ens nervesystem og trigger dopamin som en gal, til man står tilbage med et fjoget smil, en opmærksomhed som en teenager med fri mobiltid og en ærgerlig smag i munden.
Indtil det første rush aftager, man fortsætter med at se på, og det begynder at gå op for én, at Cabal ikke bare er hyperoptimeret deathcore til et publikum, der har for travlt til melodier, men at sangene har begravet det melodiske potentiale et godt stykke nede. Man skal lede efter det, og det fænger ens opmærksomhed. Så kan man godt klandre Chris Kreuzfeldt for at økonomisere lige vel meget med sine riffs for at få flest muligt sange ud af det – men gør man det, har man misforstået, hvad Cabal går ud på.
For det virker, og det virker bedre og bedre, som koncerten skrider frem. Til at begynde med står der en enkelt dame i skjortebluse og vugger om sig selv; da koncerten en god halv time senere når sit klimaks, er der livlig moshpit og nænsom crowdsurfing gennem det spredte publikum. For godt nok er showet på Posten udsolgt, men med de tilbageværende restriktioner betyder det langt fra, at stedet er pakket, når der er åbnet til den store scene.
Cabal kunne godt bruge en trængsel blandt publikum, der svarede til, den er i musikken. Det ville yde den bedre retfærdighed. Men i aften arbejder de med, hvad de har, og de viser, at man godt kan fortsætte med at se på, efter det første bassdrop har forplantet sig gennem én. Uden at skamme sig.
Bare det er rock
Det er sådan set heller ikke, fordi aftenens åbningsnavn, The Entrepreneurs, behøver at skamme sig. Men de er blevet sat på en uriaspost i aftenens på én gang prisværdigt vidtfavnende og respektløst rodede program. 'Tak Rock' er overskriften, og fællesnævneren for de tre bands i aften er, at de udgav plader i 2020, som burde have været deres store gennembrud, hvis ikke corona havde lukket ned for de koncerter, der skulle have ført dem i mål. Nu tager de revanche, og det er på sin vis prisværdigt nok at give dem den mulighed, men det samlede billede er mere rodet, end godt er.
Ingen af de tre bands er for alvor tjent med hinandens publikum, men værst går det ud over The Entrepreneurs, hvis skingre indierock med den svageste metalliske afglans – tænk Mew eller Placebo – måske nok lige nøjagtig kunne krydse over til den følsomme del af Cabals unge publikum, men er spildt på det mere brydske element i publikum, der synes, det her noget underligt pivet noget.
Det er det på sin vis også, og den høfligste kommentar fra publikum er vist næsten den, jeg overhører en mand komme med til sine kammerater efter koncerten: “Jeg kunne godt have sat det på og hørt det derhjemme, men at stå op? Arh …” Så vidt er vi nået halvanden uge efter, der blev åbnet for stående indendørs koncerter: Det er fedt nok, at vi kan det igen, men vi havde lige glemt, at man ikke gider stå op under opvarmningsbandet.
Bersærkerfællesskabet
En anden del af 'Tak Rock'-konceptet er, at koncerterne indledes med et kort interview på scenen forestået af ‘Sort Søndag’-værten Anders Bøtter. Cabal får ham til at bunde en dåseøl, The Entrepreneurs træder sig selv over tæerne: Bersærk forklarer, at når de synger om Odin og vikinger, handler det om, at “vi skal være stolte af, hvor vi kommer fra, men også bruge den stolthed til at være åbne overfor det, der kommer udefra.”
Det er meget fint, at de kommer med den varedeklaration, for ellers kunne man godt foranlediges til at tro, at Bersærk var for sådan nogle, der går usundt meget op i nordisk identitet, bygger vikingeborge og drikker meget øl som modtræk til globalisering, indvandring og feminisme. Man kan lave både en venlig og en mere problematiserende læsning af et omkvæd som “til alle I stammer i Midgård / husk hvor I kommer fra / og skål til alle jer andre / og der, hvor I kommer fra.” Den venlige vil påpege, at der netop også skåles med dem udefra, Den Anden; den problematiserende, at der sættes skarpt skel mellem de to, og at identiteten bliver geografisk forankret. Her er vi, dér er I, husk det, makker.
Der er selvfølgelig også dem, der vil sige, at man slet ikke skal læse så meget ind i Bersærks tekster. For det synspunkt taler et omkvæd som "blod og stål / drømmen er død min ven / virkeligheden revner / indtil asken gror igen:" Det der, det er noget poetisk vrøvl, Bersærk. Det er en blanding af noget, der lyder sejt, noget, der lyder sådan lidt uhåndgribeligt, og noget, der rimer.
Men det virker, når Bersærk spiller for deres dedikerede publikum. Foran scenen bliver stemningen mere og mere intens og løssluppen, og langt ned igennem salen står folk og råber begejstret med på fraser som ”kæmp for alt, hvad du har kært.”
Det kære og den kamp er noget særligt for dem hver især, men Bersærk giver dem et fællesskab at rumme den følelse i. Det er ikke i sig selv en dårlig ting, og det er også OK, at det ikke er vildt klogt. Men den dårlige smag i munden bliver siddende, længe efter Cabal har breakdownet den væk.