Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvor blev de af?

Populær
Updated
Hvor blev de af?
Hvor blev de af?

"De gode gamle dage" er en slidt gammel frase, men ikke desto mindre har Devilution valgt at kigge lidt tilbage i historiebogen, og se hvad der blev af nogle af de bands, der pludselig ikke længere var aktive på scenen

Denne artikel blev oprindeligt bragt i december 2009. Men da præmisset for serien løbende er blevet justeret, så er denne artikel siden blevet revideret af flere omgange.

I en tid hvor alle bands nemt kan promovere sig via internet og især Youtube, er det sjovt at tænke tilbage på dengang, hvor demoer ofte var kassettebånd med rå, let skramlet lyd, og ikke topprofessionelt optagede og trykte cd’er, som ofte ses i dag. Hvis det fysiske medie overhovedet benyttes.

En lille milepæl i historien for dansk metal var udgivelsen af de første kompilationer betitlet ’Fuck You We’re From Denmark’ udgivet af et lille dansk selskab, der hed Progress Red Labels, men som senere kom til at hedde Progress Records og Diehard Music. Forinden volume 1 af nævnte kompilation havde selskabet blandt andet udgivet mini-cd’en ’Stranded’ med Konkhra og den interessante debut fra Maceration, der havde medlemmer fra Invocator og gæstedeltagelse fra Dan Swanö fra svenske Edge of Sanity.

Døde bands i mere end én forstand
Og det er måske lige at gå linen langt nok ud, at kalde F.Y.W.F.D-kompilationerne for en milepæl, men sandt er det, at det er nogle interessante tilbageblik til dansk metal – primært fra den døde skuffe – i 90’erne. Ganske få af de bands, som deltog, nåede at udgive noget særligt og yderligere færre eksisterer i dag. Det er vel kun Illdisposed, der direkte kan siges at eksistere i dag, selvom der også var deltagelse fra det, som senere blev til Exmortem, der var aktive i mange år og udgav flere glimrende albums.

Andre senere pladeudgivende aktører var bands som Detest, Grope, Frozen Sun, Geronimo, Iniquity, Cyanotic og Dominus. Sidstnævnte er i øvrigt – af hensyn til de få af vore læsere, som måske endnu ikke har hørt det – bandet, som Michael Poulsen fra Volbeat, slog sine folder i dengang han var meget ung/ond og satanisk og brølede løs med et fantastisk, afgrundsdybt growl.

Hvor blev de egentlig af?

Devilution lancerede i januar 2010 en lille artikelrække med fokus på, hvor nogle af alle disse bands blev af. Om de medvirkede på nævnte kompilationer er underordnet, bare bandet udgav et eller andet for længe siden, og ikke længere eksisterer som band, er en adgangsbillet. Det er historier om demobånd, guldbajere, langt nakkegarn, strækbux og overskæg for nu at bruge nogle ordene fra gruppen ’Fuck You We’re From Denmark (METAL!)’ som facebook-brugere bør kigge nærmere på. Der er mange underholdende og legendariske fotos fra slutfirserne og halvfemserne.

De første interviews var med scifi-pionér-dødsmetalbandet Detest, der udgav et enkelt album tilbage i 1993, og faktisk efter interviewet er genopstået, og med Beyond Serenity, som ikke nåede at udgive et album, men til gengæld husede forsangeren Carsten Holm, som de fleste metalfans senere kendte som vært på P3’s heavyprogram ’Heavyland’ . Han er stadig en aktiv radiomand, og har også fra tid til anden en finger med i spillet på  ’Sort Søndag’, der blev lanceret 3. januar 2010 på DAB-kanalen DR Rock, som siden blev til DR P6.

Kom gerne med idéer
’Hvor blev de af?’ er fortællinger om brune Ford Taunusser, anholdelser og kammeratskaber over 20 år. Som læser kan man bidrage med ønsker til bands, som vi skal forsøge at fange. Man skal dog huske, at skribentrollen på Devilution.dk er en fritidsfornøjelse, så hvis man kan være behjælpelig med at søge en kontakt til det band, man ønsker interviewet, så vil det være en stor hjælp.

En gradbøjning af seriens idé
Udgangspunktet var oprindeligt i 'Fuck You We're From Denmark'-udgivelserne, men der blev hurtigt set lidt løst på dette. Vigtigere har det været at tale med bands, som pludselig er forsvundet og som havde en historie at fortælle, og ikke mindst var villige til at fortælle den.

Nostalgien brænder stadig i metalhjerterne. Vinylen sælger stærkt, det klassiske medie, og særligt heavy metalfolket har taget det til sig igen. Ja, nogle har selvfølgelig aldrig sluppet det, men kan ny nyde godt af genudgivelser af skiver, der måske over årene er blevet mere slidt, end godt var for lydkvaliteten. Selv kassettebåndene har fået en revival, men så er det som regel også nede i undergrunden eller blot en sjov gimmick.

Interessant er også en side som Danish Demo Dungeon (Facebook: HER), som man sagtens kan fortabe sig i i timevis. Her findes masser af spændende danske demobånd lagt på sitet i .mp3-formatet. Nogle bands mere kendte end andre, men alt med historisk vingesus over sig. Desuden er indscannet gamle 'zines fra tiden, hvor kopimaskinerne arbejde hårdt for at skabe det fysiske produckt som passionerede unge mennesker lagde et voldsomt imponerende arbejde i at skabe via et virvar af brevskrivning (sådan noget med frimærker på!) frem og tilbage med medlemmer fra bands fra den dybe undergrund til den store stadionrock.



Indtil videre er følgende bands blevet interviewet:

Detest, Beyond Serenity, Frozen Sun, Cyanotic, Autumn Leaves, Geronimo, Infernal Torment, Withering Surface, Sacrificial, Timeless Hall, Maceration, Blazing Eternity, Unleashed Power, Grope, Gigandhi, Morbid Vision, Urkraft og Stomped.