Copenhell '19: Er du sur og trist, så klap i hænderne
Skindred tog hele skattekisten af forgøglede virkemidler med og skabte en fest for dem, der bare manglede en undskyldning for at drikke øl og råbe højt.
2. Pressure
3. Rat Race
4. Ninja
5. Machine
6. That's My Jam
7. Kill the Power
8. Nobody
9. Warning
To ting falder i øjnene, mens man står og venter på, at den walisiske kvartet Skindred skal gøre sit indtog på scenen. For det første det gråtonede Union Jack, der vajer fra forsanger Benji Webbes mikrofonstativ og indikerer, at ”vi kan godt lide vores land, men ikke rigtig sår’n som det er nu, så vores sange handler ret meget om oprør, ikkå”, og så det rædderlige dub-remix af ’The Imperial March’, bandet bruger som intro-melodi, som skal gøre os opmærksomme på, at ”nu kommer der noget anderledes, der ligesom er tænkt ud af boksen. Agtigt”.
Og Skindred er anderledes. Et lettere skizofrent mix af reggae, dancehall, dub, groove- og nu-metal, der resulterer i en dansabel forestilling, hvor det virker vigtigere for bandet at få publikum til at danse i torsdagens eftermiddagshede, end det er at få banket noget af sit eget materiale af. Og så er det, i underholdningens hellige navn, altså helt i orden at sovse sit sæt ind i båndede udgaver af et utal af hiphophits fra 90’erne, så længe publikum bare synes, det er fedt.
Og publikum syntes, det var fedt. Ingen tvivl om det. Det var så også ganske tidligt på festivalen, energiniveauet var højt, og de fleste var egentlig bedøvende ligeglade med, hvad de fik serveret, så længe der var noget højlydt at drikke øl til. Og råbe med på.
Dansevenlige ’Sound the Siren’ gik over i et kvart cover af AC/DC’s ’Back in Black’, hvilket jo selvfølgelig er skidesjovt og fedt, fordi det er AC/DC, ikkå. Så nåede vi en halv udgave af bandets egen ’Pressure’, inden det var tid til at få højre og venstre side af publikum til at råbe ”ey-oh” ad hinanden. Fungerer fint, hvis man er Queen og holder folkefest. Tåbeligt hvis man spiller på en rock- og metalfestival. Så lykkes det endelig Skindred rent faktisk at spille deres eget andet nummer færdig og igangsætte den meget dub-inspirerede ’Rat Race’, inden der også skal gøres tid til, at publikum kan have fællessang i selskab med forsanger Benji over ”if you’re happy and you know it clap your hands”-standarden.
Og sådan fortsatte det. Hver gang bandet nærmede sig et momentum, skulle vi lige høre intro-beatet fra ’Insane in the Brain’, dem ovre til højre skulle råbe ”woop-woop”, så skulle der lige danses til de første otte takter af ’California Love’, så noget mere råben i takt og, i de korte pauser mellem alle svinkeærinderne, faktisk også et Skindred-nummer eller to, såsom hittet ’That’s My Jam’ og hæderlige metalnumre som ’Ninja’ og ’Kill the Power’.
Og publikum åd det. De, der syntes, det simpelthen blev for fjollet foran Pandæmonium, skyndte sig ind i skyggen, mens det talstærke publikum blev og dansede med. Skindred var mere skumfest på det lokale disko i slut-90’erne, end det var en gedigen rockkoncert. Hvis man kunne lide den præmis, havde man en fest. Hvis man forventede noget som helst stringent, meningsfyldt eller nogen form for rød tråd, blev man skuffet. Skindred var et festligt, men meningsløst indslag, som skabte en lille, fjollet og kortvarig fest i festen og frusterede dem, der mente, at man kunne have brugt booking-kronerne på et reelt spillende orkester i stedet.