Copenhell 23: Storslået brasiliansk power uden publikum
Foran et fremmmøde, der havde passet bedre til Copenhells mindste scene, spillede Angra på den største og formåede alligevel at stå præstere noget, der ikke var pinligt (for bandet i hvert fald).
2. Nothing to Say
3. Travelers of Time
4. Angels Cry
5. Waiting Silence
6. Unfinished Allegro
7. Carry On
8. Nova Era
Brasilianske Angra har trods en mere end 30 års lang karriere aldrig spillet i Danmark, og selvom de hører til blandt de større indenfor powermetallen, hænger det nok sammen med, at de aldrig har haft den største fanskare her i landet. Derfor kan det også undre, at blev sat til at spille på Copenhells største scene, hvor der da heller ikke indfandt over 1000 mennesker i umiddelbar nærhed af scenen – eller måske endda færre. Selv på Hades havde det virket tomt med det sparsomme fremmøde.
Enhver, der har prøvet at spille på et halvtomt spillested, ved, at det er svært og kan betyde en del for motivationen, men det så umiddelbart ikke ud til at påvirke Angra, der i løbet af knap 45 minutter virkede på. Med et stort smil på læben gav de, trods modstanden, en storslået instrumental opvisning, hvor guitaristerne Rafael Bittencourt og Marcelo Barbosa spillede deres lir med overlegen lethed, og bassist Felipe Andreoli tappede sig mesterligt gennem sine soloer.
Den forholdsvist nye italienske forsanger Fabio Lione, der har sunget i flere andre bands, blandt andet Rhapsody of Fire, fik også bevist, at han stadig er en af powermetallens stærkeste sangere, selvom han kommer lidt til kort, når han skal synge sange fra Angras første albums, hvor Andre Matos satte ham og alle andre til vægs med sin uhørt lyse vokal. ’Nothing to Say’ fra mesterværket ’Holy Land’ lød til tider lidt anstrengt, mens det gik bedre med det to numre fra den fremragende 1993-debut ’Angels Cry’. Her stod han naturligvis langt stærkere på de nyere numre ’Newborn Me’ og ’Travelers in Time’, der er skrevet til ham.
For de få indviede blev det en stor oplevelse endelig at brasilianerne (og en italiener) i Danmark, men hvis man kom til at kigge sig over skulderen, føltes koncerten lidt som en joke. En joke der ikke blev bedre af, at den ene konferencier vist kom til at annoncere, at bandet havde rejst hele vejen fra Australien, og uden at kende årsagerne til placeringen af Angra på Helviti kunne det dog på overfladen godt se ud som om, at festivalen ikke rigtigt tog bandet seriøst – men al ære og respekt til Angra for ikke at forfalde til en ugidelig præsentation.