Copenhell 24:Tre træmænd og en trommeslager
Kvartetten fra Connecticut spillede en teknisk flot koncert, men lykkedes aldrig med at komme ud over scenekanten.
’Blood in the Sands of Time’ indleder amerikanernes koncert på Hades. Den relativt store scene fremstår voldsomt stor for de fire medlemmer. Den medbragte bagbeklædning, der naturligvis angiver hvem det er vi står og ser på/lytter til, ligner en uldtrøje, der har fået en tur på kogevask. Der er ingen tvivl om, at bandet normalt står på mindre scener. Som Hotel Cecil, hvor bandet spillede i starten af 2023.
Den store scene er heldigvis ingen hindring for bandet, i forhold til at levere de teknisk fine kompositioner. Chris Wiseman forfører med den ene riff-sektion efter den anden. Det fremgår tydeligt, når man ser på manden – det høres knapt så meget. I stedet hører vi tydeligt Bryce Butler bag trommerne. Det dundrer i helvede og brager i vinden. Kun Ben Durrs vanvidsvokal står tydeligt frem i Kaosset.
Og hvilken vokal. Det er et vildt organ, der lørdag eftermiddag har fundet vej til Copenhell. En af de bedste inden for genren. ’Gravesinger’ følger, sammen med en opfordring om at live lidt op. Her får vi virkelig mulighed for at opleve Durrs spændevide. Desværre oplever vi også tydeligt, at fjerdedagen har sat sine spor på publikum. Spor, som end ikke den formidable ’Intensified Genocide’ kan gøre meget ved.
Undervejs i koncerten lykkes det dog at få publikum med – båret af en stærk setlist og lidt god vilje. På ’The Heretic Prevails’, midt i koncerten, er der kommet bedre styr på lyden. Publikum har startet en mosh, og et kort øjeblik føles det hele både kompetent og indlevende. Desværre var koncerten, overordnet set, sjældent rigtig indlevende.
Tilsvarende bandets koncert på Hotel Cecil, var det hele meget stillestående. Durr listede lidt rundt, Wiseman stod stille og koncentrerede sig om at levere, og Andrew Monias på bas lignede mest af alt én, der nærmest ikke kunne være mere ligeglad med foretagende. Kun Butler lod til at nyde, hvad han lavede. Typisk med store smil, ping-pong med tour-crewet og generelt engageret. En voldsom kontrast til resten af bandet.
Derved også sagt, at det aldrig lykkedes bandet at komme ud over scenekanten. End ikke den flotte ’From Ruin… We Rise’ kom meget længere ud end til pitten. Selvom bandets stillestående, koncentrerede fremtoning ikke var en overraskelse, var det skuffende og symptomatisk for alt for mange bands på dette års festival.